Så kort kan det siges.

Der al mulig grund til at vi her i Kapellet har fulgt genudgivelserne af de klassiske Asterix-tegneserier tæt, siden Cobolt i 2019 søsatte deres ambitiøse projekt. Selv om Asterix hører til de klassiske tegneserier som har fulgt flere generationer af tegneseriefans gennem hele deres liv og selv om det tidligere har været muligt at anskaffe sig såvel enkeltalbum og samlebind, så er det helt særlige ved Cobolts genudsendelser, at hvert samlebind foruden tegneserierne også byder på skitser, fortællinger om de enkelte albums tilblivelse, anekdoter og kommentarer til den kulturelle påvirkning tegneserierne har haft på deres samtid.

For faste læsere er denne information ikke ny. Nyt er derimod det seneste samlealbum, det fjortende i rækken, der foruden ekstramaterialet byder på et gensyn med de to album Asterix & Søn og I Østens fagre riger.

Asterix og søn udkom første gang på dansk i 1983 og selv om titlen muligvis kunne antyde at vores lille galler er blevet far, så er det ikke tilfældet. I ekstramaterialet - som altid bringes før selve tegneserien – fortælles der at forlagene selv i 1983 var ganske bonnerte når det drejede sig om blot at antyde seksuelt indhold i tegneserier.

Hvis du holder at tegneserier så ved du også godt at du i 1983 sagtens kunne finde masser af tegneserier med seksuelt eksplicit indhold, men der tales om ideen om at der optrådte antydninger af seksuelt samkvem og forplantning i tegneserier rettet mod børn og unge. Tænk blot på hvor bemærkelsesværdigt det er, at der stort set ikke optræder hverken børn eller forældre i Anders And & Co., Tintin eller andre, lignende tegneserier rettet mod primært unge læsere. Umiddelbart er det vist kun Dalton-brødrene i Lucky Luke der har en mor i Ma Dalton, ellers synes alle andre familieforhold at bestå af nevøer, fætre eller også så kender læserne stort set intet til figurernes stamtræ.

Det spædbarn som optræder i Asterix og søn er nemlig et hittebarn som (der af årsager, der forklares mod tegneseriens slutning – red.) er blevet placeret i en kurv udenfor Asterix´ hjem. Derfor får Obelix og Asterix travlt med at forsøge at finde frem til hvem der monstro er far og mor til den bette. Det gør de selvfølgelig ved hårdhændet at tage fra den ene romerske fæstningsby efter den anden og efter at have slået romerne til plukfisk pænt spørge om der er nogen dér, der har en idé om hvem barnet tilhører.

Babyen får selvsagt også indenfor et par sider fundet frem til trylledrikken hvilket resulterer i en række meget morsomme tegninger af en baby der uden besvær benytter en romersk soldat som rangle. Sideløbende med gallernes jagt på forældrene til babyen, følger læseren også romerne, der har deres egen gode grund til at ville have fat i den lille dreng. En grund, der selvsagt ikke skal afsløres hér, idet der jo kan være læsere, der endnu har dette album til gode.

Den anden historie i samlebindet: I østens fagre riger er endnu en af de historier, hvor Asterix tager på en rejse langt væk fra sin landsby. Denne gang går turen til Indien. Som der fortælles om i ekstramaterialet, så var en tur fra Gallien til Indien i oldtiden en rejse der ikke kun var ualmindelig bøvlet, men som også potentielt ville tage flere år. Noget som ikke harmonerede med et album på 62 sider.

En brutal tørke plager befolkningen i Indien og starter det ikke med at regne er det blevet besluttet at Maharajaens smukke datter ofres til guderne, i et forsøg på at få dem til at forbarme sig over befolkningen. En lokal indisk vismand, Visnuman, har hørt at der i Gallien findes en skjald der synger så ringe, at det begynder at øse ned hver gang han åbner munden. Det er selvsagt Trubadurix, der er tale om. Så foruden ham, er Asterix, Obelix, Idefix og piloten (førnævnte fakir) klar til at tage et flyvende tæppe hele vejen fra Gallien til Indien.

Selv om man kunne mene at de album hvor Asterix af forskellige årsager ender med at opholde sig langt fra hjemmet i udgangspunkt er ganske ens, så byder denne rejse på masser af fantasifulde situationer, møder mellem Obelix og de lokale skikke, dyr og meget mere. Det er både virkeligt dygtigt og sjovt tegnet (nærstuder gerne møderne mellem Obelix og en tiger eller et næsehorn – red.) og så det ganske vanskeligt ikke at blive imponeret over især de mange detaljerede byer og landskaber som vennerne ser på deres vej.

Det er og bliver nogle virkeligt flotte udgaver, som Cobolt i disse år forkæler tegneseriefans med. Serien er en oplagt gave til alle de børn, der endnu ikke har mødt de gæve gallere og til connaisseuren, der måske gerne vil erstatte sin gamle, udtjente Asterixserie men en ny, flot og gennemarbejdet udgave, der tager sig umanerligt flot ud i reolen. Uanset hvad, så føles Uderzos værk på én gang tidsløst og føles lige så friskt, som var det blevet tegnet i år.