Kigger man bredt på romaner, fagbøger, tegneserier, videospil og ikke mindst film og tv-serier om krig, så er der ingen tvivl om at det er Anden Verdenskrig der tager førstepladsen som den krig, som danner baggrunden for langt størstedlen af disse fortællinger.

At Anden Verdenskrig fylder så meget i vores kultur kan der være mange grunde til, men primært er det fordi det var en af de første krige der blev så flittigt dokumenteret, i både de eksisterende medier, i propagandafilm og af dokumentarister.

Det var de utallige rædsler i den krig, der åbnede kunstneres og almindelige menneskers øjne for hvor grusomme mennesker kan være mod hinanden. Det er ikke nyt i, at vi mennesker under et tyndt lag fernis kaldet civilisation har begået rædselsvækkende ting mod hinanden. Dette ofte under påskud af at grænserne på kortet er tegnet forkert op, at nabolandet har ressourcer som man mener ikke retmæssigt er deres, eller bare fordi en stærk leder siger de skal ned med nakken.

Grusomheder og overgreb som ovennævnte har altid eksisteret, var blot ikke blevet dokumenteret helt så præcist som under Anden Verdenskrig, og selv om man måske havde håbet at vi derfor har lært noget af historien, er der meget der tyder på at krig mellem nationalstater stadig er på højeste mode, godt hjulpet på vej af alle de der tjener styrtende med penge på den slags tåbeligheder.

Grusomhed og krigens elendighed er også temaerne i den nye tegneserie Berlin 1945. Som titlen antyder handler den om en gruppe soldater, der i de sørgelige ruinerne af byen (som Hitler havde spået skulle omformes til Det Tredje Riges hovedstad, Germania, hvis altså han havde vundet krigen) kæmper en ulige kamp mod en overtal af fjender der rykker tættere og tættere på centrum.

Læseren ledsager en lille gruppe soldater, der på egne kroppe overværer Nazitysklands sidste desperate krampetrækning – de sidste desperate forsøg på at holde de allierede styrker fra at indtage byen helt.

Berlin 1945 er skabt af den franske tegneserieskaber Michel Koeniguer, der desværre døde i 2021 efter komplikationer i forbindelser med lang tids sygdom. Inden Koeniguer døde, færdigtegnede han dog omkring tyve sider af denne Berlintrilogi og efterlod storyboard og et færdigt manuskript. Som det skrives i indledningen, så besluttede Michels familie efter at havde diskuteret dette indbyrdes at lade italienske Vincenzo Giardano rentegne slutningen, som en hyldest til det arbejde Michel havde påbegyndt år tidligere.

Personligt er Berlin 1945 anmelders første møde med en tegneserie af Michel Koeniguer og var det ikke fordi forordet til tegneserien fortæller historien om værkets tilblivelse, så ville man ikke have opdaget at der har været to tegnere på projektet. Det er i al fald ganske vanskeligt at se at tegnestilen eller farvelægningen ændrer sig idet man når enogtyve sider ind i udgivelsens tredje og sidste del.

Læseren følger en gruppe franske soldater der alle har valgt at sympatisere med Tyskland. Selv om vi mange gange tidligere har kunne opleve fortællinger om tyske soldater der befinder sig i samme, desperate situation, så er det vist første gang hovedpersonerne i fiktionen er franske nazisympatisører. Ellers er der som i mange andre solide krigshistorier fokus på sammenholdet i gruppen af soldater og de mange voldsomme ting de oplever.

De mister flere og flere af deres soldaterkammerater, jo længere man læser, men skildringen af disse figurer er til gengæld i anmelders optik en kende tynd, for det er vanskeligt at komme helt ind under huden på dem alle og lære dem bedre at kende, når nu gruppen indledningsvis er så stor. Rent visuelt kan det også være lidt svært at huske hvem der er hvem. Det skal ikke læses som om at tegneserien ikke er veltegnet, for det er den bestemt, men det kan bare være vanskeligt at kende den ene soldat fra den næste, når nu de alle bærer samme uniform og i forhold til skægvækst eller særkender ikke adskiller sig ret tydeligt fra hinanden.

Fokus er på sammenholdet men måske også i højere grad på de mange dramatiske nærkampe fra det ene nedbombede hus til det næste og i gruppens forsøg på at få nakket så mange af de Allieredes tanks som overhovedet muligt. Så forvent både drabelige og visuelt ganske imponerende slagscener, der nok vil appellere til alle de der holder af denne type tegneserier.

Soldaterne finder i løbet af historien selvsagt ud af, at de kæmper en ulige kamp som der kun er et udfald på, men ikke desto mindre forsøger de at gøre dette med deres stolthed og overbevisning i behold. Et af de mest tydelige tegn på at krigen er ved at være definitivt slut er da en meget ung soldat, en hitlerjugend-dreng på en 10-12 år slutter sig til dem og han bliver en af grundene til at mændene har noget at kæmpe for.

Berlin 1945 er et must-have for alle de der ikke kan få nok af Anden Verdenskrig i tegneserieform. Den er flot tegnet og farvelagt, især i de mere ekspressive kampscener som Koeniguer er vildt god til at iscenesætte. Der er en meget stor detaljegrad og sikkert også en ganske omfattende historik akkuratesse i forhold til uniformer, våben og den måde køretøjer og byen tog sig ud.

Til gengæld bliver det samlede indtryk, idet man bladrer gennem siderne, at det hele godt kan blive lidt ensformigt, grundet de mange brune og grå nuancer, der naturligvis er farverne på ruiner og støv. Der er enkelte flashbacks hvor figurer tænker tilbage til tiden før krigen brød ud, scener hvor en af dem eksempelvis var på stranden med sin kæreste. Blå himmel og høj sol, der netop benyttes som en endnu større kontrast til førnævnte brutale, dystre krigsscenarier.

Berlin 1945 er samlet set en fin posthum hyldest til en dygtig tegner og tegneserieskaber der drog herfra for tidligt. Når det er sagt bliver det nok heller ikke en udgivelse der vil få utrolig bred, folkelig appeal. Som nævnt henvender den sig nok primært til de der nørder Anden Verdenskrig. Når det er sagt, så kan fredselskende hippietyper som anmelder også sagtens se kvaliteterne. Det der trækker ned i den samlede bedømmelse er det faktum at det er vanskeligt at lave helt nye, friske og originale historier om denne periode. Man kan efter endt læsning spørge sig selv om man vitterligt har fået en ny vinkel eller et nyt syn på Berlins fald?