Den lille Alexander oplever lidt af hvert / Forlæns / 56 sider
Tekst: Herman De Mann, ill: Robert Storm Petersen (Storm P.)
Anmeldt 30/1 2026, 13:42 af Torben Rølmer Bille
Ny tegneserie fra Storm P.
Ny tegneserie fra Storm P.
« Tilbage
Nej, det er ikke en dårlig AI-joke. Til trods for at multikunstneren og geniet Storm P. døde i 1949, dukkede der kort før nytår 2026 en hidtil ukendt samling tegneseriestriber op fra hans hånd. Takket være Storm P. Museet og ikke mindst Forlaget Forlæns får du nu selv mulighed for at se disse.
Nærmest ved et tilfælde opdagede kuratorer for en håndfuld år side en kuvert med udklip fra den glemte tegneseriestribe, der nu er blevet udgivet med titlen Den lille Alexander oplever lidt af hvert. Kuverten bar navnet Peter Hellum. Han var en person der i Storm P.s samtid havde oversat nogle af tegnerens serier til andre sprog idet Storm P. også havde intentioner om at bryde igennem på andre markeder end det danske. Selv om folkene på Storm P. Museet godt kendte til seriens eksistens, lå der i kuverten en hidtil ukendt stribe og den blev så starten på et det restaurerings- og digitaliseringsarbejde af de eksisterende striber, som alle er blevet samlet i denne nye bog.
Selv om det selvsagt er striberne med Den Lille Alexander som er det allermest interessante for alle os fans, så er forordet også spændende og læseværdigt. Her får man både informationer om Storm P.s virke og om det samarbejde tegneren havde med hollandske Harman De Mann, som er forfatteren til striberne.
At serien oprindeligt var tiltænkt et nederlandsk publikum kan tydeligt ses, idet alle striberne er håndtekstet på hollandsk. Selvfølgelig har redaktørerne sørget for at inkludere en dansk oversættelse af tekstens ordlyd under de enkelte billedrammer, så alle vi, der er knap så kompetente udi det nederlandske, også kan få en chance for at fange de forskellige punchlines.
De der i forvejen er bekendt med Storm P.s velkendte striber som eksempelvis De tre små mænd og nummermanden, Peter og Ping eller hans vittighedstegninger, vil vide, at der i tiden fra disse oprindeligt udkom og frem til i dag er sket en hel del med danskernes (og sikkert også hollændernes) humor. Dette gælder både det visuelt æstetiske og den tekst, man vælger at fylde i taleboblerne. Ganske kort fremstår mange af striberne mere som hyggelige, lune småhistorier, end nogle der vil få dig til at hulke af grin.
Selv om den lille Alexander bestemt oplever lidt af hvert som titlen også lover sin læser, så synes de situationer som opstår at minde ganske meget om førnævnte Peter og Ping - minus pingvin naturligvis. Som det nævnes i forordet, så kalder tegneren også den lille Alexander for en ”bror til Peter”.
Hvis man ikke gennem den indledende tekst vidste, at der var en anden forfatter på striberne, så ville man nok tro at det var Storm P. der stod for det hele. Der er selvsagt enkelte undtagelser, eksempelvis de par striber, der synes at indholdet er noget der er helt specifikt rettet mod et hollandsk publikum. Et tydeligt eksempel kan du finde på s. 51 hvor et orkester afspiller den hollandske nationalmelodi.
Selv om denne udgivelse nok allermest er henvendt til alle de der i forvejen har forsøgt at samle alle Storm P.s satiretegninger og tegneserier, så er den nye bog immervæk en charmerende lille sag, der vil være en god gave til alle de der (såfremt disse mennesker rent faktisk eksisterer – red.) endnu ikke har stiftet bekendtskab med Storm P.
Som nævnt er sjovhedsfaktoren anno 1933 muligvis ikke helt på par med den der eksisterer i dag, men når det så er sagt, så er det stadig svært ikke at nyde mandens helt særlige, finurlige streg.