Fars jul / Cobolt / 232 sider
Tekst: Thomas Bugge, ill: Thomas Bugge
Anmeldt 18/12 2025, 09:12 af Torben Rølmer Bille
Den onde nisse
Den onde nisse
« Tilbage
Langt størstedelen af os forbinder julen med hygge, kærlighed og fred, men disse ting kan næppe eksistere uden uhygge, had og krig. Her på Kapellet har vi i efterhånden mange år skrevet om kulturprodukter, der på én gang er julede, men som også byder på monstrøse skabninger og anderledes måder at betragte julemåneden på.
I John Kenn Mortensen og Benni Bødkers Julebestiariet kan man finde omtaler af julemånedens mest skræmmende væsener, lige som man i film som Rare Exports og Krampus kan opleve julefilm, der på finurlig vis sætter et ”u” foran hygge. Faktisk er der nok i al hemmelighed mange af os, som har behov for en smule malurt i de ellers alt for søde julesager vi så ivrigt indtager for tiden.
Hvis du lige som anmelder godt kan lide lettere atypiske julehistorier som de ovennævnte, så vil du med garanti blive begejstret for Thomas Bugges Fars jul. Det er en tegneserie, der i løbet af 24 kapitler fortæller historien om en lille familie, der er ved at gå helt i opløsning, efter de formaster sig til at invitere nissen indenfor. Drillenissen er i Bugges udgave nemlig ikke en lille fyr, som laver godmodigt sjov med dem han bor hos, men derimod en skummel, manipulerende psykopat, der har planer om at ødelægge ikke kun julen, parforholdet i den bette familie han bor hos, men potentielt også julen for alle andre danskere.
Kulturkapellet har i den forbindelse ikke ydet retmæssig omhu i forhold til at have nærværende anmeldelse klar første december. I skrivende stund er vi over halvvejs inde i julemåneden. Ikke desto mindre kan du stadig nå at anskaffe dig tegneserien, for selv om den naturligvis sagtens kan fungere (og muligvis er tænkt) som en daglig kalendergave til dig selv, hvor du snupper det kapitel der svarer til dagen, så kan den også nemt - og med stor fryd - læses i et hug.
Sidst Bugge gæstede os i Kapellet, var med den forrygende børnebog Du må ikke slukke lyset. Blev du lige så begejstret for den som anmelder var, så vil du med garanti også knuselske Fars jul.
Bugge har en helt særlig ekspressiv tegnestil, der passer utroligt fint til de historier han skaber. Figurerne er ofte lettere abstrakte, men letgenkendelige og de mange talebobler, hvor teksten virker som om de er skrevet med pensel, giver læseren et klart indtryk af at dette er 100% håndarbejde. Ikke mindst er hans fortællinger vilde og utæmmede, hvilket også passer voldsomt fint til det overordnede æstetiske udtryk.
Fortællingen starter naturligvis første december, hvor læseren får at vide at drillenissen, stik imod hvad eventyrene fortæller, slet ikke er en godmodig lille fyr, men et umåde farligt væsen. Heldigvis kan du undgå at han ødelægger dit liv, så længe du ikke stiller grød frem til ham og inviterer ham indenfor. På de sidste billeder i første kapitel er det selvfølgelig netop det der sker. Nissen får grød og at vide at han er mere end velkommen i den lille families hjem. Herefter må far, mor og deres lille barn forsøge at overleve december med nissen som permanent del af deres familie.
Det er, som titlen antyder, primært faderen i familien som nissen forsøger at få bugt med. Dette gøres ved at sprede løgn, splid og på alle tænkelige måder mistænkeliggøre faderen. Kapellets anmelder vil naturligvis ikke ødelægge din egen læseoplevelse ved at gengive de tricks som nissefar benytter sig af, men det kan godt afsløres, at det ikke er småting den stakkels familiefar må igennem.
Undervejs optræder også en håndfuld kendisser bl.a. Emma Segsted Høegh, en verdenskendt whistleblower, en skuespiller som er kendt fra en af DRs populære julekalendere og selveste statsministeren. Dette betyder også at Fars jul ikke er en af de mange tidsløse julehistorier, men en der er et produkt af sin samtid. Dette betyder også at det er nu den bør læses.
Selv om Fars jul primært er en sorthumoristisk fortælling om en selvoptaget, diabolsk nisse, så er Fars jul samtidig en slet skjult kommentar til det moderne parforhold og de udfordringer der kan opstå i en lille familie ved juletid. En grotesk satire over kærlighedens vanskelige kår anno 2025. Rådet fra Kapellet er derfor: forkæl dig selv med Bugges seneste tegneserie, for så er du (næsten) sikker på at få en glædelig jul også i år. Især hvis du starter med ikke at invitere nissen indenfor.