Med mindre du aldrig har interesseret sig for bøger skrevet på dansk, så kender du med garanti Bjarne Reuter. Det er ham der har skrevet Zappa, Busters verden og mange andre. Hvis du har dyrket mandens forfatterskab, så er du sikkert også stødt på 7.A som nok bedst kan beskrives som en gyserfortælling henvendt til større børn.

Romanen udkom første gang i 1992 og blev i ´96 omsat til en svensk tv-serie, som sikkert kun få kender herhjemme. Til gengæld er det her i slutningen af 2025 blevet muligt at opleve fortællingen i et helt tredje medie, for Gyldendal har udsendt en flot tegneserie baseret på Reuters forlæg.

Det forekommer at være en glimrende idé at give dansklærere i grundskolen endnu flere valgmuligheder når der skal læses på klassen. Mange af de elever som kan være udfordrede i forhold til læsning, kan en tegneserie måske gøre opgaven nemmere. Når det så er sagt, så er det nok en fordel at kende til romanen i forvejen når du går i gang med tegneserieudgaven af 7.A., for selv om den er virkeligt flot tegnet, så er selve historien også en smule forvirrende.

Først og fremmest er en del figurer at holde styr på. Der selvfølgelig de to lærere og den flok af børn, der skal på klasseudflugt til et skummelt, gammelt hus midt ude i ingenting. Dertil kommer historiens andet fortællespor, som handler om et skibs besætning der i starten af 1900-tallet tilsyneladende forsvandt sporløst. Disse to fortællinger påvirker naturligvis hinanden, for det viser sig at det hus, som skal danne rammen om børnenes udflugt engang tilhørte kaptajnen på det skib der forsvandt.

I anmelders optik så sørger de bedste gyserfortællinger, hvad enten de optræder på film, som bog, spil eller tegneserie for ikke at overforklare begivenhederne. Der må gerne overlades en del elementer til læserens fortolkning eller seerens hypoteser, så historien primært kommer til at hænge sammen i samspillet mellem dig og historien. Det er også tilfældet hér, men måske burde læseren af denne version af 7.A. alligevel være blevet taget lidt mere i hånden, for idet man når til slutningen (der uden at afsløre noget som helst, er cool – red.) så kan man god sidde tilbage med en række ubesvarede spørgsmål. Spørgsmål som desværre kun delvist synes at blive besvaret, hvis man tager sig tid til at læse tegneserieversionen af 7.A. igen.

Det kan godt være at Kapellets tegneseriegale redaktør måske burde have læst 7.A. endnu et par gange, men uanset om det er anmelder der er fatsvag eller ej, så ændrer det ikke ved at der er nogle detaljer i historien, som stadig ender med at virke uafklarede. De store træk i hovedhistorien er tydeligt nok skildret, men det var det især den fatalistiske forhistorie der var lidt vanskelig at følge med i. Sammenhængen mellem nutids- og fortidsfortællingen synes her en smule for vanskelig at følge.
br> Ovenstående ændrer dog ikke på at Kristian Elskild Jensens stemningsfulde tegninger er vildt flotte og de gør, at man umiddelbart har lyst til at gå i gang med at læse historien i samme øjeblik man åbner bogen. Den er tegnet i en forholdsvis realistisk, akvarellignende stil. Hoveddelen af tegneserien er selvsagt gengivet i fuldfarve, men de passager som foregår i kolonitiden er holdt i sepiatoner, hvilket gør det visuelt nemt at skelne mellem fortid og nutid.

En af de store forskelle mellem romanformatet og en versionering som denne er, at hvor man i romanen måske har mere plads til at skildre alle de enkelte figurer, deres baggrund og tanker, så er der ikke helt den samme plads til dette i tegneserien. Omvendt set kan man også spare en del plads på personbeskrivelser, idet de jo i tegneserien kan ses øjeblikkeligt. Selv om Kapellets anmelder ikke har læst Reuters forlæg, så forekommer mange af figurerne i tegneserieversionen af 7.A. som lidt flade karakterer, som det kan være lidt vanskeligt at lære bedre og kende, eller fatte sympati for. Dette er måske især vigtigt i fantastiske fortællinger som denne, for hvis man skal acceptere de overnaturlige elementer, så kræves det også at man tror på dem der oplever disse og frygter for dem, hvis de trues.

7.A. er som allerede nævnt en tegneserie der fremstår meget flot og som fungerer fint i skildringen af de mærkværdige begivenheder på denne skæbnesvangre klasseudflugt. Desværre byder bogen også på en fortælling, der godt nok er spændende og mystisk, men desværre så mystisk, at læsere der som anmelder selv er vant til at begå sig i gyseruniverser har vanskeligt ved helt at finde ud af sammenhængen. Dette ændrer til gengæld ikke på, at det er fedt at der udkommer tegneserieversioner af populære romaner der som nævnt kan gøre læsning mere spændende helt generelt.