I april 2025 dukkede der en artikel op i Vulture (baseret på bl.a. en podcastserie fra mediet Tortoise som anklagede den verdensberømte forfatter Neil Gaiman for at have begået overgreb på to kvinder. Forfatteren nægter selvsagt sin skyld. Muligvis er der blot tale om at der er forsmåede ekskærester, der gerne vil have penge, men muligvis er anklagerne sande og så fortjener kvinderne selvsagt retfærdighed. Før der er kommet afklaring på hvad der er op og ned i denne sag, så skal man selvsagt ikke dømme manden, men spørgsmålet er så om man før dette er afgjort i retten stadig bør købe og læse Gaimans bøger?

Anmelder har ikke til sinde at svare på disse ganske svære spørgsmål, men når det er sagt er det stadig vanskeligt at sidde stille, når der bliver spillet Michael Jackson, ligesom mange film, der har Harvey Weinstein som den primære producer også ganske nemt kan nydes. Der er de der mener, at man burde lavet en hård skelnen mellem værket og afsenderen, selv om det indimellem kan være vanskeligt. Om dette er vejen frem, bør være op til dig at bedømme.

Grunden til al den indledende diskussion af berømtheders potentielle utilbørlige opførsel er at Neil Gaimans Books of Magic, en tegneserie der oprindelig udkom i fire dele i 1990-91 er udkommet på dansk fra Forlaget Faraos Cigarer med titlen De magiske bøger. Selv om du jo kan berolige dig selv med at denne tegneserie udkom lang tid før både potentielle overgreb og anklager om disse, så må det jo være op til hver enkelt tegneseriekøber, hvorvidt man vil støtte forfatteren økonomisk.

Nu skal Kapellet jo ikke agere moralpoliti, men i stedet fokusere på om hvorvidt De magiske bøger hér, over tredive år efter den kom er en tegneserie, der er værd at læse. Det umiddelbare svar er et rungende ”ja!”, for fortællingen om den 12-årige Tim Hunter, der får en vild, forvirrende og farlig introduktion til magiens verden, er både vildt flot at skue og bragende velfortalt. I den forbindelse bør det antydes, at Dorthe Frei Christensens danske oversættelse er virkelig god.

Selv om Gaiman også selv er blevet anklaget for at plagiere andre forfatters værker på flere internetbårne fora, så er det samtidig bemærkelsesværdigt at en anden fiktiv, brillebærende dreng, der skal introduceres til magiens verden små ti år senere dukker op. Denne kapellan vil i al fald hårdnakket påstå, at J. K. Rowling med garanti har haft Books of Magic stående i bogreolen, da hun skabte fortællingerne om sin nu verdensberømte hovedperson. Se, igen er denne anmeldelse på vej ned af et sidespor.

De magiske bøger består af fire kapitler. I starten af historien opsøges unge Tim af fire mærkværdige, trenchcoatbærende figurer. En af disse er John Constantine, som DC fans nok kender andetsteds fra. Det skal vise sig at hver af disse personer på skift skal ledsage Tims gennem fire meget forskellige magiske verdener. Samtidig er hver af de fire kapitler illustreret af fire forskellige kunstnere. Hvis du bladrer bogen hurtigt igennem, vil du muligvis tro at de første to og det sidste kapitel er tegnet af samme person, da de er holdt i hvad der bedst kan beskrives som akvarelstil. Det tredje kapitel er gengivet i pastelfarver, men til forskel fra de andre har Charles Vess valgt sorte tuschlinjer (lidt a la ´ligne claire´- red.) omkring sine motiver.

Ud over at det er fedt tænkt at lade hver af unge Hunters guider være præget af hver deres individuelle tegner, så foregår tredje akt også i eventyr/fe-land. Eventyrland er måske lige så magisk som de øvrige steder vores hovedperson rejser til, men samtidig er Titanias rige også helt sit eget, hvilket på denne vis afspejles direkte i stregen.

Hvis du har læst andre af Gaimans bøger eller tegneserier, så ved du også at han er virkelig godt inde i sine mytologiske verdener, og ikke mindst forskellige esoteriske og okkulte værker, som han blander sammen med sine egne påhit og figurer for på den måde at skabe sit helt eget udtryk. Eksempelvis så dukker både selveste Dream (hovedpersonen fra The Sandman - red.), Kain, Abel og Death også op i De magiske bøger og sørger på den vis at binde de mange forskelligartede historier og ´virkeligheder´, som Gaiman har skabt sammen.

Mens man læser er det derfor vanskeligt ikke at komme til at indgå i den intertekstuelle leg med alle de referencer der præsenteres. Det kan godt være enkelte læsere hægtes helt af, når de konfronteres med så mange mærkværdige navne og referencer til obskure værker, men der synes at være mindst lige så stor risiko for at man bliver grebet af nysgerrighed og får lyst til at opsøge de andre tekster og figurer, der nævnes.

Det er ikke fordi historien i De magiske bøger grundlæggende er særlig kompleks, for den handler jo om at Tim får fire meget forskellige indblik i fire aspekter af magien. Grunden hertil er, at dem der fører ham rundt ved at Tim har et enormt magisk potentiale, skulle han altså vælge magien til. Umiddelbart kan det jo lyde som et nemt valg, men da det viser sig at de magiske riger og de væsener, der opholder sig i dem, ofte er vildt farlige, kommer både hovedpersonen og på den led også læseren i tvivl.

Selv om det virker som en ganske enkel – hjem-ud-hjem fortælling, der samtidig virker som om Gaiman netop har genlæst Joseph Campbells The Hero with a Thousand Faces, så er turen gennem de fire magiske riger både vildt udsyrede, enormt flot gengivet og fascinerende. Her hersker ingen logik eller naturlove, men derimod udelukkende den uhæmmede fantasi og mytologiske fortællelyst. De verdener der åbenbarer sig er mindst lige så fascinerende for førstegangslæseren som de er for hovedpersonen.

Har du derfor lyst til at læse en tegneserie, der er meget anderledes både i forhold til narrativ, som er visuelt laber og som samtidig flyder over med ideer så er De magiske bøger en tegneserie du bør få fat på. Uanset hvad man må mene om privatpersonen Gaiman, så er det vanskeligt at komme udenom at han er en ustyrlig kompetent historiefortæller, der ikke alene har skabt sit helt eget fantasifulde hjørne i DCs univers men som også har sat sit præg på den fantastiske genre helt generelt.