Selv om man ikke har læst den korte biografiske tekst om tegner og forfatter Nicolas Petrimaux i slutningen af første bind af Gør det af med Ramirez, så er Kapellets anmelder ganske sikker på at man godt alligevel kunne have gættet at han som dreng havde fiflet med at lave amatørfilm, baseret på superpopulære Hollywoodfilm.

Foruden en dybt underholdende historie om den stumme støvsugerreperatør, Ramirez som alle mener har en fortid som en af verdens mest frygtede lejemordere, så er tegneserien nemlig proppet med masser af referencer til amerikansk popkultur, fra Beverly Hills Cop II til den stakkels overskægs—og hawaiiskjortebærende gut, der af nogle banditter bliver stoppet i hvad der minder om sin røde Ferrari. Var der nogle der sagde Magnum P. I.?

Petrimaux har ifølge sit CV arbejdet i både spilindustrien (har været en del af teamet på Dishonored) og som sagt har han lavet film (eksempelvis kan man scanne en QR-kode i den første tegneserie og se en fiktiv 80´er-reklamefilm for den ”nye” støvsuger som er en del af handlingern.) men hans tegneserieunivers er helt tydeligt inspireret af film, tv og popkultur. Dette kan ses i den måde som fortællingen ´krydsklipper´ mellem forskellige scener, den måde han bevidst arbejder med typografi og benytter ord som ”instrueret af” i stedet for ”tegnet af”, samt de mange ekstreme vinkler og ´hurtige klip´ som opstår i de mere actionfyldte sekvenser, f.eks. shootouts og biljagter.

Envidere afbrydes handlingen indimellem af helsidesreklamer for ting som er en del af det univers der er blevet skabt eller du kan ligefrem opleve adskillige sider, der minder om en samling artikler fra et sladderblad. Så selv om du sidder med en tegneserie, så føles det samtidig ustyrligt filmisk og som et mix af enn række medier.

Det visuelle fejler bestemt ikke noget, for selv om stregen og måske især billedeffekter og farvelægning peger på at tegneren arbejder digitalt, så gør det bestemt intet, for han er en virkelig dygtig tegner der har flair for både atmosfæriske baggrunde og ikke mindst for sine figurer. Mange i hans persongalleri fremstår helt tydeligt som tegneseriefigurer, eksempelvis minder den stumme Ramirez lidt om en tavs mexicansk udgave af Einstein.

Det kan indledningsvist virke lidt som et benspænd at man har valgt at lade sin hovedfigur være stum, men faktisk vænner man sig overraskende hurtigt til dette. Alle figurer rundt om ham, får alligevel kommunikeret det som de gerne vil og fagter og mimik klarer resten. En sjælden gang tyr Ramirez til at skrive ting ned som andre (og læseren) skal vide, men det sker først i det andet bind.

Ramirez er ansat på Robotop, et firma der producerer støvsugere. Her er Ramirez den allerdygtigste. Han får i starten af historien til opgave at få deres nye prototype til at virke perfekt, idet der skal være en stor præsentation af den nye model foran pressen. Andetsteds opdager et par vaneforbrydere, at støvsugermekanikeren muligvis er den samme Ramirez som den legendariske lejemorder, som er frygtet af alle i den kriminelle underverden. Så nærmest ved et tilfælde bytter han helt uventet et roligt liv på kontoret ud med en vild flugt fra både ordenmagten og en masse skumle, kriminelle typer.

Jo længere hen i historien man kommer, jo mere lærer man også om Ramirez og hans fortid. Er han mon den lejemorder alle tro han er? Samtidig holdes spændingen ved lige idet vores hovedperson jages og flygter over hals og hoved. Selv om det er en blodig og voldsom historie, er det også en der ikke tager sig selv alt for alvorligt. Som antydet synes den inspireret af en lang række ikoniske 80´er og 90´erfilm, og rent visuelt sender den tankerne i retning af Tarantino og Spike Jonzes fantastiske video til Beastie Boys´ Sabotage.

Der er fuld tryk på den spegede gangsterhistorie. Selv om Gør det af med Ramirez ikke genopfinder genren, så leger den med en masse af de klicheer som man forbinder med den. Samtidig leverer den en fed blanding af nostalgi, action og humor og giver læseren lige præcis det, som fans af genren måske ikke vidste de manglede.

Du får lækre retrobiler, hotte babes, eksplosioner, en usandsynlig antihelt, knive, rock ’n’ roll, blod, hårdkogte forbrydertyper og politi – kort sagt hele pakken. Når det så er virkeligt flot tegnet og farvelagt, og tilsat støvsugere og fiktive reklamer, så kan det være svært ikke at blive glad i låget. Det eneste man kan udsætte på disse to bind, er at nummer to ender med den obligatoriske cliffhanger, der gør at ventetiden mod det tredje bind i serien lige nu forekommer ualmindelig, uretfærdig lang.