Sidst da Kapellet var i selskab med den utilpassede og lidt kejtede mangategner Hiro, havde han forladt Tokyo og havde fundet vej ind i en skummel skov. Her mødte han ved et tilfælde den unge pige Hiromi. Hun har været på lejrskole i nærheden og var mindst lige så forvirret over alle de mennesker, der pludseligt begyndte at opføre sig mærkværdigt.

Fjerde bind af I am a Hero (en titel der skal tages med et gran salt, for selv om han hedder ”Hiro” er vor hovedperson mest af alt en vaskeægte antihelt – red.) starter præcis på det sted hvor tredje bog sluttede. Faktisk åbner historien med at det lig som det umage par fandt i selvmordsskoven begynder at røre på sig, alt imens maddiker vælter ud af munden på det. Mums.

Hiro og Hiromi diskuterer om de blot skal lade vedkommende blive hængende eller om Hiro skal lade sit gevær og skyde manden? Hiromi mener at det er en dårlig idé, for måske burde de i stedet hjælpe ham. Hun synes desuden at kunne fornemme, ud fra den hængende mands desperate håndbevægelser, at zombien i træet har brug for assistance. Med hvad, skal selvsagt ikke afsløres hér, men lige som i de to første bind, fornemmer man at tegner og fortæller Kengo Hanazawa har fået skabt sin helt særlige version af den klassiske zombiefigur.

Ligene er ikke ligeglade! Lige som i Romeros klassiske film har de formået at bibeholde en del af de vaner og træk som kendetegnede dem, da de var i live. Ulig Romero er væsenerne her både hurtige og nogle af dem forsøger endda at kommunikere med deres omverdenen. Selvfølgelig vil de allerhelst bare bide alle levende de møder på deres vej, for på den vis at sprede smitten.

En af de mange fede ting ved denne serie, er at den foruden de klamme monstre også giver sig tid til at fortælle mere mondæne historier. I dette bind får vi eksempelvis et flashback til Hiromis skolegang i dagens op til lejrskolen. Vi er vidne til et måske begyndende venskab til en anden pige i klassen. De opdager nærmest ved et tilfælde, at de kan lide den samme musik – men senere indrømmer Hiromi også, at hun aldrig rigtigt har brudt sig om den anden pige. Det synes måske som en overflødig del af fortællingen, men giver noget dybde til både Hiroki som karakter.

Zombiefortællingen benyttes derfor til at kommentere på den måde vi omgås hinanden i hverdagen. Det bliver selvfølgelig bare sat lidt på en spids, når selvsamme ”veninde” få øjeblikke senere kommer væltende gennem skoven, som et mareridtsagtigt, edderkoppelignende bæst.

Der er planlagt 22 bind i serien og selv om Faraos Manga kun er nået til nummer fire i denne serie, så håber og beder vi her i Kapellet til, at tegneserie- og gyserfans får øjene op for I am a Hero, så serien bliver lige så populær som den har fortjent.

Til trods for at serien foregår i Japan og kommenterer på japanske forhold, så kan man også som dansker sagtens følge med. Dette især fordi oversætter Alexander Mariager Nielsen har gjort et fremragende stykke arbejde, i forhold til at formidle alle bogens detaljer til læseren. Selv informationsskilte er oversat. Disse oversættlser er også indsat i selve billedet, så det ikke bliver forstyrrende. Tak til Per Gärt og Michelle Rivas for at gøre det så pænt.

At oversætter vitterligt har gjort et stykke arbejde, der rækker ud over pligtarbejdet, kan bl.a. ses i en note til et sted hvor de to ”veninder” diskuterer et bestemt band og deres sang Nanchitte, der for vi kartofler i oversættelserens ntoer kan sammenlignes med Lorteparforhold af Magtens Korridorer. Tak for god service!

Er du derfor bidt af zombier, så er ingen vej udenom I am a Hero, for selv om den måske ikke er ligge så actionpræget som så mange andre zombieserier på markedet, så er stemningen virkelig god og især de mere rolige passager står i fremragende kontrast til de monsterangreb der selvsagt også er en del af pakken. Følg med nu, for det værste der kan ske er at du ender med at blive lige så utålmodig som undertegnede i forhold til at skulle vente på næste bind.