Som min hustru og jeg talte om efter at have set aftenens forestilling, så er der nok nogle der vil mene at man gør vold på Holberg, når man oplever et af hans klassiske stykker pludselig indeholde referencer til hjemmeværnet, en kommunaldirektør og droner, der suser hen over hovedet på bønderne på Bjerget.

Omvendt, blev vi hurtigt enige om at det også ville være at gøre vold på Holberg, hvis man valgte at opføre stykket præcis som dengang det var nyskrevet, komplet med en krængende sjællandsk bondedialekt. For teater skal jo afspejle sin samtiden og samtidig forhåbentligt give publikum god underholdning, noget at tænke over efterfølgende. Alle disse ting, er til stede i Aalborg Teaters nye opsætning af Holbergs klassiker Erasmus Montanus.

Idet publikum defilerer ind i salen for at finde deres pladser, er scenen sat med en massiv lyseblå bindingsværkmur og i forgrunden er der jord som spillerne indimellem træder ud på. Vi er på Bjerget - bondesamfundet som stykkets centrale person stammer fra. Men før vi møder ham, får vi gennem hans forældre og den lokale degn Per, tegnet et billede af den unge mand.

Rasmus er taget til hovedstaden for at studere på universitetet og har skrevet hjem til sine bondeforældre, men da han har skrevet brevet på latin, må Per forsøge at oversætte hvad sønnen skriver. Vi opdager hurtigt at Per måske foregiver at være vældigt belæst, men hans latinkundskaber er meget tvivlsomme. Som han siger, at brevet indeholder gloser på ”ny latin” for som han påstår så ”udvikler sprog sig konstant.” Det er meget i tråd med det Rasmus senere taler om, men Pers forsøg på at virke klog, er virkelig morsomme.

Vi møder også Rasmus´ forlovede Lisbed og hendes mor og far. Pigen er tydeligvis smaskliderlig og har meget svært ved at vente på at hendes forlovede kommer hjem, så de kan blive gift og komme i gang med det frække. På dette tidspunkt ser også Lisbeds far Jeronimus frem til brylluppet, men det ændrer sig hurtigt, da han møder Rasmus 2,0. Det viser sig nemlig, at Rasmus ikke længere er den dreng han var, da han tog til storbyen.

I næste nu dukker hovedpersonen op, med lyserødt, halvlangt, neurodivergent frisure og en ganske negativ attitude overfor sit tidlige ophav. Rasmus Bjerg har fået sig en uddannelse og det betyder han han føler sig langt hævet over alle bønderne. Han har taget det latinske navn Erasmus Montanus, som han insisterer på at alle nu kalder ham og får i en af sine allerførste monologer og sidenhen i en diskussion med sin bror Jacob forklaret, at han nu ser verden på en helt ny måde. Faktisk er alt en konstruktion, påstår han. Sproget definerer hvordan vi oplever verden, siger han og påstår ligeledes (og ganske rigtigt – red.) at man ved at benytte retorikken vil være i stand til at argumentere for stort set alt. Faktisk mener han ligefrem at det er forkert at sige, at Jacob er hans ”bror” - for det er jo også blot en sproglig konstruktion.

Skuespillet blev skrevet i 1723, men er i Aalborg Teaters opsætning som indledningsvis nævnt blevet opdateret, på mange, væsentlige punkter. Eksempelvis er Erasmus ikke helt lige så stort et fjols og usympatisk, som man husker fra originalen, selv om ovenstående måske kan give det indtryk.

Selv om studenten er blevet forvandlet fra en simpel bonderøv til en arrogant københavnersnude, så har han jo også ret i mange af hans betragtninger på verden og den måde vi opfatter den på. Han forsøger også mod alle odds at holde fast i sin overbevisninger, selv om han har resten af verden mod sig.

En god del af stykket bliver faktisk benyttet på ´fornuftens´ kamp mod bøndernes ignorance og ikke mod manden fra kommunen, der både holder fast i at Jorden er flad og at vi skal holde godt fast i alle de traditionelle danske værdier. Uden at afsløre for meget, så er pointen at uanset om man holder benhårdt fast i traditionerne og eller hårdnakket forsøger at udfordre disse, så er det i sidste ende endog meget vanskeligt at nå til enighed om noget som helst, hvis begge parter nægter at indgå kompromisser.

Især efter pausen bliver der skruet op for de anakronistiske elementer der har sneget sig ind og der er nu både lygtepæle, droner og gaffeltrucks på scenen. Det virker på ingen måde forstyrrende, for Holbergs originale pointer er holdt intakt, samtidig med at denne version af stykket også har en slet skjult subtekst om nationalisme, Danmarks aktuelle ”krig”, fake news vs. objektive sandheder, kønsdebatten og meget andet. Kort sagt, så er der nok at snakke om efter forestillingen.

Når du læser dette, kan du måske tænke at gamle Holberg er blevet udnyttet til en viderebringe en ensidig venstredrejet, humanistisk agenda, der blot har til hensigt at vifte en belærende finger ad publikum, men det ville være en forkert antagelse. Stykket gør nemlig tykt grin med begge fløje og så er det virkeligt, virkeligt morsomt. Det er lang tid siden anmelder har været til en forestilling og grint så meget i løbet af de små to timer det varer.

Det er ikke kun de helt klassiske scener hvor Morlille forvandles til en sten gennem ”logisk” ræsonnement, der fungerer, men samspillet mellem figurerne og de mange stikpiller til vores aktuelle situation i Danmark der gør, at vi morer os kosteligt. Slutresultatet er virkeligt et klogt, fint og meget sjovt skuespil.

Ensemblet gør det virkeligt godt og er vildt veloplagte i deres spil. Alle udfylder de deres roller fornemt og får gjort dem interessante for os. Scenografi og lyssætning er stram og enkel, men meget effektiv, så heller ikke hér kan man finde noget negativt at sige. Det er der heller ingen grund til, for Erasmus Montanus er i denne opsætning blevet et brandaktuelt stykke, der samtidig holder fast i de mange satiregreb som Holberg benyttede. I virkeligheden så sidder vi jo og griner højt af os selv, uanset om vi holder med de, der mener at Jorden er flad eller os der har lært noget helt andet på universitetet.