Café Liva pudser med forestillingen Måske ku’ vi støvet af Sebastians gamle hits.

Forestillingen behandler dog ikke sangene som hellige relikvier. Café Liva gør noget ved dem: Sætter tempo på, flytter trykket og lader ironien sive ind. Og pludselig lyder de gamle melodier mindre som arvesølv og mere som noget, der stadig kan sparke fra sig.

Sebastian har siden 1970’erne leveret hits, teatermusik og store følelser til hele nationen: Fra Skatteøen og Ronja Røverdatter til radiohits som Når lyset bryder frem har han både begejstret og delt vandene. Nogle kalder det stor kunst, andre gammeldags patos. Hans melodier rammer både børn, bedsteforældre og nostalgikere i et og samme hug.

Erotiske forviklinger
De to skuespillere og sangere i forestillingen er Mette Marckmann og Jacob Morild, og de ikke bare synger sig igennem et populært katalog. Sammen med bassist Søsser von Bülow og pianist Morten Wedendahl vil de også noget med historien.

Der er erotiske forviklinger, parforhold på slingrekurs, danskhed, politik, krig, magt og menneskelig dårskab. Og indlagte citater fra magthavere og medieverden giver numrene et ekstra stik af satire. Det hele får en kant, som gør, at man lytter på en ny måde.

Jacob Morild er en mand, man kan blive ved med at kigge på. Han har både komikken, timingen og det lille giftige vrid i stemmen, der kan få en velkendt linje til at ændre karakter. Han er sjov, når han skal være det, men også skarp nok til at få de bedste øjeblikke til at bide.

Mette Marckmann er mere afdæmpet, men hun klæder især de stille sange og giver forestillingen varme og modspil. Sammen får de vist, at Sebastian ikke kun er sødme og nostalgi. Der ligger også noget mere skævt og mørkt og kradser under overfladen.

Musikalsk er der styr på det. Morten Wedendahls sikre arrangementer holder sangene i bevægelse, og forestillingen kommer bredt rundt i repertoiret uden at gå død i ren greatest hits-parade.

Det er netop sammenstødene, de skæve koblinger og de anderledes fortolkninger, der gør aftenen levende. Det føles ikke som et pligtskyldigt genhør. Det føles som et angreb på den gode måde.

Måske ku’ vi er en velspillet, veloplagt og velrettet Sebastian-cabaret, der tør mere end at småsynge med på det kendte. Den gør sangene friske igen. Ikke ved at være fine på den, men ved at give dem modstand.