Operaer kan være nogle langvarige affærer, hvilket er tilfældet med Rosenkavaleren af Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthal fra 1911. Det er en komisk opera i tre akter med en varighed på fire en halv time, hvilket virker som et meget ambitiøst projekt på publikums vegne. Specielt set i kontrast til vores samtid, hvor vi helst skal kunne scrolle hurtigt gennem vores underholdningsfeed.

Det er måske denne kontrast til vores hverdag og en verden, som til tider syntes at køre i et tempo og med en omskiftelighed som en løssluppen rutchebane, der gør et møde med Richard Strauss til et sanseligt spa-ophold. En kærkommen pause, hvor man bliver pakket ind i romatiske valse og masseres af de kromatiske akkorder.

Rosenkavaleren serveres for publikum af Det Kongelige Teaters chefdirigent Marie Jacquot, der brillierer ved at vise forskellen på at dirigere en opera og at lede en opera. Hun står for en knivskarp fortolkning af partituret, der guider os gennem forestillingen.

Visuelt er opsætningen virkelig spændende. Julia Hansens enorme scenografi formår med den afdæmpede farvepalette at give plads til de medvirkende, modsat andre opsætninger af Rosenkavaleren hvor man nærmest har druknet dem i scenografi, pompøse kostumer og et overflødigshorn af parykker.

Elisabeth Linton, der er operachef på Det Kongelige Teater, har flyttet handlingen fra 1740’erne til 1911. Det år, operaen havde premiere. Rosenkavaleren består af tre sammenflettede historier og bevæger sig fra romantisk kærlighed og dens konsekvenser over komedie til romantik gennem det sprudlende partitur.

Den første historie handler om Feltmarskalinden, der indleder operaen i et lidenskabeligt forhold til den 17-årige unge greve Octavian Rofrano. Feltmarskalinden synges sublimt af Den Kongelige Operas super-sopran Gisela Stille, som forstår at komme ind under huden på karakteren. Hendes Feltmarskalinde er den stærkeste og tristeste kvinde i fortællingen. Hun er vemodig over tidens gang og er klar over, at hun er ved at være for gammel til at have affærer med unge mænd. Det leder lidt tankerne over på filmen The Graduate fra 1968 om cougaren Mrs. Robinsons forhold til den unge Benjamin.

Feltmarskalinden og Octavian afbrydes i deres møde af hendes fætter Baron Ochs, hvilket gør, at Octavian i huj og hast må forklæde sig som stuepigen Mariandel. Octavian-rollen er en såkaldt bukserolle, som synges af en kvinde, der spiller en mand på scenen. Det ses i flere operaer, f.eks. Cherubino i Mozarts Figaros Bryllup. Octavian synges af mezzosopranen Elisabeth Jansson. Med sine ranglede bevægelser og en mandlig kropsholdning er hun fuldstændig troværdig som den impulsive teenager. Hun er også yderst morsom i sine forklædninger som Mariandel, der bliver genstand for Baronens malplacerede kærlighed.

Baron Ochs er en del af det forfaldne aristokrati. Han forsøger desperat at finansiere sin forsvindende livsstil via et fordelagtigt ægteskab med den unge Sophie von Faninal fra den nye borgerlige købmandsklasse. Han besøger Feltmarskalinden for at bede om en tjeneste. Han vil gerne have hendes velsignelse, i form af at hun skal vælge en såkaldt Rosenkavaler. Det er en gammel familietradition, hvor en ridder klædt i sølv skal overrække en sølvrose til den kommende brud. Feltmarskalinden forsøger at slippe hurtigt af med sin fætter, der jo har afbrudt hendes hemmelige møde med Octavian. Hun foreslår derfor den unge greve Octavian Rofrano som Rosenkavaler. Det bliver kimen til operaens anden fortælling.

I Faninals palæ venter den unge Sophie, sunget af sopranen Clara Cecilie Thomsen, spændt på at møde hendes mand. Hun er sprudlende af begejstring over sit forestående, arrangerede ægteskab med Baron Ochs. Men begejstringen varer ikke længe. For da Octavian ankommer og skal overrække sølvrosen til hende, spiller amor sit puds. De to unge mennesker bliver forelskede ved første blik.

Clara Cecilie Thomsen og Elisabeth Jansson har en god sammenklang i deres stemmer, og deres Octavian og Sophie er vidunderlige sammen. Det er nu let at forstå, hvorfor Sophie ikke just er begejstret efter sit møde med den klamme Baron Ochs. I rollen som Baron Ochs har Den Kongelige Opera besøg af den tyske bassanger Patrick Zielke som gæstesolist. Patrick Zielke har spillet rollen før og er tydeligvis godt inde under huden på karakteren. Med en elegance tæsker han sig i gennem de lange sætninger med sin stærke stemme og talent for slapstick humor.

Baron Ochs er en forfærdelig, men yderst underholdende karakter. Han er en gammel, grov og liderlig mand. En perfekt kandidat til #metoo. Der er en satirisk ironi over, at Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthal har valgt at give netop denne karakter den mest berømte og sødeste af Rosenkavalerens valse. Baron Ochs drømmer om sin bryllupsnat, og musikkens legesyge, lidt skæve vals er fuldstændig overdrevet. Det er et hylende morsomt øjeblik, som siger alt om baronen. Det er en kunst i sig selv at kunne fremføre de vanskelige trinvise modulationer, men Patrick Zielke formår at få det til at virke let som en leg.

Octavian er forfærdet over, hvordan Baron Ochs behandler Sophie. I sin ophidselse kommer han til at såre baronen med sin kårde. Med hjælp fra Feltmarskalinden udtænker Octavian en plan, så han kan sætte Baron Ochs i en situation, hvor han så at sige bliver taget med bukserne nede. Så han planlægger et hemmeligt møde mellem Baron Ochs og stuepige Mariandel for at kunne narre Ochs. Dette er den tredje fortælling i operaen, hvor der går ren Mozart/Molière forklædningskomedie i det. Det ender selvfølgelig godt for de unge elskende, selvom det også er en lidt bittersød afslutning for Feltmarskalinden, da det jo er hende, som skubber Octavian videre til den unge Sophie.

Rosenkavaleren er lang og teksttung, og de komiske elementer er smurt tykt på som flødeskum på en lagkage. Der kunne uden tvivl være skåret en time af forestillingen, uden at nogen ville mærke det. Men den har noget magisk over sig. Man bliver tryllebundet af musikken. Den trækker os ind og afmonterer enhver form for anspændthed i kroppen. Det er det perfekte sanselige spa-ophold, hvor man forlader Operaen med fornyet energi og en total fornemmelse af zen.

Foto: Miklos Szabo (c)