Kvinden Winnie sidder i Samuel Becketts klassiker Glade dage fast i sandet og taler. Det er i grunden det hele. Og dog er det en af teaterhistoriens mest frygtindgydende opgaver.

Før Folketeatrets forestillinger bliver der holdt en kort introduktion med skuespilleren Lone Rødbroe, og her indrømmer hun, at hun kort før jul var bange for, at hun aldrig skulle klare det. Aldrig i sin lange teaterkarriere har hun skullet lære en rolle, der er så svær.

Glade dage er absurd teater. Men kun universet er absurd. Teksten er det ikke. Katastrofestemningen lurer under overfladen. Stykket er skrevet i 1961 på bagkant af to verdenskrige og under truslen om atomkrig. Hver gang Samuel Beckett er blevet bedt om at kommentere handlingen, har svaret været: “Det vil jeg ikke forklare.”

Man gør også sig selv en stor tjeneste ved ikke at forsøge at forstå stykket konkret.

Lone Rødbroe har været overrasket over, hvor mange betydninger publikum har lagt ind i stykket, og alle kan være rigtige.

På Folketeatret er teksten bevaret i Klaus Rifbjergs oversættelse, stramt og uden forklarende sikkerhedsnet. Instruktør Lene Skytt lader ikke forestillingen drukne i aktualiserende pointer, men hun har sammen med scenograf Steffen Aarfing forskudt rummet en anelse. Sandet har fundet vej ind i en sønderskudt stue. Væggene står som rester. Solen er ikke poetisk, men nådesløs. Det er ikke en programerklæring, men en stemning: noget er brudt sammen.

Midt i dette sidder Lone Rødbroe.

Og det er hendes forestilling.

Strenge krav til opførelsen
Manuskriptet er spækket med regibemærkninger. Der står nøjagtigt, hvornår den kvindelige skuespiller, der har stykkets monolog, skal smile, og hvornår hun ikke skal. Ja, Beckett beskrev endda sine ønsker til skuespilleren i rollen som Winnie: gerne en lidt kraftig kvinde i 50’erne.

Og der må ved hver iscenesættelse ikke laves om på stykket, uden at der indhentes tilladelse fra Beckett International Foundation. Folketeatret har i sin henvendelse til fonden spurgt flere gange og fået svaret: Hvis Samuel Beckett havde villet dette, havde han nok skrevet det.

Winnie er en rolle, der kan blive enten manieret eller monoton. Mange danskere kender helt sikkert opsætningen med Bodil Udsen i rollen – både fra TV-Teatret og Fiolteatret, som ikke findes længere.

Der er ingen udvikling at læne sig op ad, ingen psykologisk kurve, ingen dramatisk forløsning. Første akt ender uden begivenhed. Anden akt reducerer kroppen til et hoved. Det er sproget, stemmen og ansigtet, der skal bære alt.

Lone Rødbroe løfter opgaven med en autoritet, der kun kan komme af både erfaring og kunstnerisk mod. Hendes præstation er ikke blot teknisk overlegen; den er gennemarbejdet i sit inderste motiv: nødvendigheden af at tale for ikke at forsvinde.

Formidabel mimik
Hun finder komikken i de små ritualer – tandbørsten, brillerne, læbestiften – uden at gøre Winnie til en karikatur. Latteren opstår som en overlevelsesstrategi. Når hun erklærer endnu en dag for “himmelsk”, hører man både troen og det desperate behov for at tro. Det er balancen, der gør præstationen stor: Hun overspiller aldrig fortvivlelsen, men hun skjuler den heller ikke. Den ligger som en skygge under optimismen.

Stemmen er hendes præcisionsinstrument. Hun kan lade den klinge festligt og næsten revyagtigt i det ene øjeblik – en påmindelse om hendes komiske baggrund – og i det næste lade den smuldre i en mat, tør konstatering. Overgangene er organiske. Man ser tanken opstå i ansigtet, før den bliver til lyd. Mimisk er hun formidabel: et øjenbryn, en spænding i kinden, et blik, der pludselig mister fokus. Hun arbejder i mikrobevægelser, og netop derfor bliver anden akt, hvor hun kun har hovedet tilbage, næsten ubærlig at overvære. Her er intet andet end stemmen og blikket, og hun mister os ikke et sekund.

Hun fristes aldrig til at spille det absurde. Hun spiller mennesket. Hun insisterer på Winnies værdighed, også når sproget begynder at flosse. Da rædslen kort bryder igennem, er det ikke et effektfuldt udbrud, men et glimt af erkendelse, der hurtigt pakkes væk igen. Det er mere rystende end et skrig.

Bo Skødebjerg medvirker som den ikke særligt mælende mand, Willie, med en tavs autoritet, der gør hans sparsomme tilstedeværelse betydningsfuld. Men forestillingens tyngdepunkt er og bliver Lone Rødbroe. Hun suger rummet til sig – ikke demonstrativt, men ved at holde fast i nuet med en næsten stædig koncentration.

Man kan vælge at læse opsætningen som et billede på krig, klima eller civilisatorisk udmattelse. Scenografien åbner for den mulighed. Men forestillingens egentlige kraft ligger et andet sted: i det konkrete menneske, der nægter at opgive sin daglige orden, selv om sandet stiger.

Derfor er denne opsætning mere end en respektfuld Beckett-fortolkning. Den er en skuespillerpræstation af den slags, man husker. Lone Rødbroe gør Winnie til et levende, modsætningsfyldt menneske – latterlig, rørende, irriterende, storslået. Hun viser os ikke en idé om håb, men en praksis: at tale, at gentage, at børste tænder, at erklære dagen for himmelsk.

I Lone Rødbroes hænder bliver det både frygtindgydende og meget bevægende.

Foto: Buero Jantzen (c) 2026