Da Frost udkom i 2013, blev den øjeblikkeligt en klassiker, og på det tidspunkt den mest indtjenende animerede film i historien. Den udløste en voldsom popularitet, især omkring karakteren Elsa og sangen, Let It Go (Lad det ske). En popularitet, der stadig gælder ved et hurtigt blik blandt publikum. Her er antallet af "mini Elsa’er" noget større end antallet af "mini Anna’er". Men alle sidder de spændte og venter på at se deres store idol.

Vi er kendt for at lave nogle virkelig gode eftersynkroniseringer af de oprindelige amerikanske animationsfilm i Danmark. Derfor giver det virkelig god mening, ud fra et fanperspektiv, at bruge nogle af de oprindelige stemme-skuespillere. Så på scenen står Kristine Yde Eriksen (Anna), Christian Lund (Hans) og Maria Lucia Heiberg Rosenberg (Elsa) klar til at sørge for, at fanbasen er glade. Det pudsige er dog, at det måske ikke var nødvendigt at have de oprindelige stemme-skuepillere med. Diluckshan Jeyaratnam (Olaf) og Niels Skovgaard Andersen (Kristoffer) rammer begge plet med deres fortolkninger af de to karakterer. Det er tydelig at spore hos den unge fanbase i salen, hvor der grines højlydt, når der grines kan.

Fortællingen kender vi publikum fra animationsfilmen. Men hvordan det så lykkes at overføre denne til et musical-format, er spændende at finde ud af. Der er byttet lidt rundt på scenerne i forhold til animationsfilmen. Det bliver også bemærket blandt de mange små "mini Elsa’er". Det er nok nemmere at forstå som voksen, nemlig at målet er at få det dramaturgiske til at flyde let, på samme måde som animationsfilmen var klippet sammen.

Denne opsætning af Frost er en turné forestilling. Derfor skal den kunne klappes ned og tages med til scener rundt om i Danmark. Det gør det nødvendigt at gå på kompromis med nogle af elementerne. Som eksempelvis i scenografien, hvor der i højere grad anvendes teatermagi i form af lysprojektioner end fysiske, håndgribelige konstruktioner. Et andet element som har måtte indgå et stort kompromis er musikken.

Sangene er skrevet og komponeret af Kristen Anderson-Lopez og Robert Lopez og det øvrige musikalske vægtæppe er komponeret af Christophe Beck. De var i den oprindelige animationsfilm med til at drive handlingen og sætte hele følelsesregisteret i sving.

Derfor er valget om at gå på kompromis med nok det mest vigtige i en musical nemlig musikken, virkelig en skam. Det er ikke den perfektionisme, man forbinder med en Disneyproduktion, og det er noget, som sætter sit præg på opsætningen. For lige meget hvor fantastisk de udøvende på scenen synger, så kan man ikke undgå at mærke den ubalance, det giver, når dele af musikken ud af højtalerne er forindspillet i et studie. Her kan man virkelig mærke forskellen på, om man sidder i salen på Det Ny Teater, hvor der er 30 musikere placeret i orkestergraven, eller om man sidder i Falkoner Salen med fire musikere. Det er to vildt forskellige musikalske oplevelser. Som publikum havde vi fortjent noget mere kærlighed afsat til at løfte det magiske musik, Det er så skuffende.

Eventyret begynder med Anna og Elsa som børn. Det giver lige akkurat tid nok til, at man får etableret forholdet mellem de to søstre og den kløft, som kommer til at adskille dem, indtil de bliver voksne.

Den unge skuepiller, som spiller den 5-årige Anna, bærer en stor del af vægten i forestillingens åbningsscener. Hun driver det mest kendte musiknummer fra filmen, Skal vi ikke lave en snemand? Hun er som en fjeder, der har været så hårdt presset sammen, at hun nærmest hopper af scenen i begejstring. Der spilles med så store armbevægelser, at den sidste række i salen føler, at de sidder på første parket. Men det virker. Hun får får sat energi-niveauet for Anna og Kristine Yde Eriksen, der tager over og som den 18-årige Anna formår at holde energiniveauet oppe.

Det er vigtigt, man ikke undervurderer karakteren Anna. Det er godt nok Elsa, som løber med shopstopper-nummeret, men det er Anna, som bærer hele fortællingen frem. Kristine Yde Eriksen spiller rollen virkeligt godt. Vi tror på, at hun er denne 18-årige energibombe. Hun udstråler al den sødme og naivitet, som karakteren er synonym med. Hun bliver forestillingens hjerte. Hun leverer en fantastisk vokalpræstation gennem hele forestillingen og formår at løfte os med gennem fortællingen med sange som Jeg har ventet alt for længe og Vi lukker døren op.

I forbindelse med bearbejdelsen af animationsfilmen til musical blev der komponeret en håndfuld nye sange til at hjælpe med at drive handlingen frem. For eksempel duetten Hvad ved du om kærlighed? mellem Anna og Kristoffer. Den giver publikum mulighed for at lære dem bedre at kende. Der er en utrolig fin kemi mellem de to skuespillere, og scenen med rebstigerne er virkelig sjov og sød.

Første akt slutter med et brag. Og man sender en kærlig tanke til de kreative og talentfulde mennesker, som ikke står på aftenens scene. De er designere, håndværkere og teknikere, som er med til at sende os til det magiske kongerige Arendal.

Der er noget helt specielt over at opleve ægte teatermagi første gang, som da lysekronen falder ned i Phantom of the Opera, de storslåede dukker i The Lion King, eller lampen fra Aladdin. Frost har sit helt eget wow-factor øjeblik, hvor man bagefter er lidt forvirret og sidder med en næsten barnlig forundring i et øjeblik og tænker: "Wow, Elsa har virkelig magi". Den mere rationelle del af hjernen er også forvirret. For hvordan kunne den kjole blive skiftet så hurtigt? Det var ikke fordi, at Maria Lucia Heiberg Rosenberg var skjult bag nogen scenografi. Nej, hun stod alene på en næsten tom scene. Der er en grund til at publikum gik helt amok i klapsalver midt i Lad de ske. Sangen, alle har ventet på.

Anden akt starter med nummeret Hygge, fremført med en lun munterhed af Morten Lützhøft i rollen som bjergforposten Ødemark-Øivind. Hygge er en sang om det uoversættelige danske ord og giver en kontrast til resten af forestillingen, hvor der er mulighed for at lade de sauna-badende bjergboer danse og give plads til lidt ølkrus-koreografi. Det er et sjovt nummer.

Fortællingen har bevæget sig hen til den mere dystre del, hvor både Anna, Kristoffer og Elsa kæmper for noget. Anna er urokkelig i sin mission om at redde Elsa. Kristoffer tænker kun på at redde Anna. Alt imens Elsa kæmper med sig selv og sine magiske evner.

Hvor vi i salen for længst er helt fortryllede af den kemi, der er mellem Kristine Yde Eriksen og Niels Skovgaard Andersen i rollerne som Anna og Kristoffer, er det lidt anderledes med Maria Lucia Heiberg Rosenberg i rollen som Elsa. Der er ingen tvivl om, at fra et rent musikalsk perspektiv er Maria Lucia Heiberg Rosenberg suveræn overlegen i rollen. Det samme gælder de numre, hvor hun er sat over for Kristine Yde Eriksen. Deres knivskarpe stemmer har begge den helt særlige Disneyklang. Men på scenen er Maria Lucia Heiberg Rosenberg i rollen som den 21-årige Elsa ikke overbevisende. Hun føles som en lidt træt Elsa og er meget statisk i sit spil. Det kan selvfølgelig været et bevidst valg at lave hende så underspillet som muligt over for Kristine Yde Eriksens hjertevarme og sprudlende Anna. Men det bliver en alt for stor kontrast. Der er lidt mere koncert-version over hendes præstation, og det er synd.

Musicalen Frost leverer trods sine mangler alligevel det eventyr, som alle de små og store prinsesser i salen har ventet at få genskabt. Der er alt, hvad man kunne ønske sig af et ægte Disneyeventyr. Prinsesser, forviklinger, skurke, charmerende helte, de komiske sidekicks i form af et sødt rensdyr og en levende snemand, der drømmer om sommer og meget mere. Alt sammen midt i et magisk vinterlandskab.

Foto (c) Miklos Szabo