Forvent en utrolig intens teateroplevelse, ikke mindst takket være en veritabel skuespilsmæssig kraftpræstation fra Marie Knudsen Fogh hvis du indløser billet til monologen Savnet på Aalborg Teater.

Idet du ankommer til teatrets lille scene, byder scenerummet dig på hvad der allermest ligner et lidt abstrakt gerningssted, som publikum bliver placeret rundt om. For det sted hvor dramaet kommer til at udspille sig er placeret midt i rummet. Her står der blandt andet en seng, et skrivebord med computer og arkitektlampe.

Idet man finder sig et sted at sidde, går en person der ligner en retstekniker, komplet med overtrækssko, ansigtsmaske og blå engangshandsker, rundt og tager fotos af de genstande der findes på scenen. Enkelte af disse ting er markerede med gule skilte med numre på. Alle genstande og den konstante blitz fra kameraet peger i retning af, at vi skal observere et gerningssted. Et særligt et af slagsen, for ved både sengen og skrivebordet befinder der sig også større bunker med jord og idet man orienterer sig i lokalet, får man også øje på en telefonboks i det ene hjørne .

Selv om scenerummet ikke er stort bliver det optimalt udnyttet. Idet dørene lukkes og fotografen i den hvide overtræksdragt afslører hun sig selv som skuespiller Marie Knudsen Fogh. Hun fortæller os, at dette er et stykke, der tager udgangspunkt i sit eget liv. Da Marie var ung og mens hun var ved at tage sin uddannelse fra teaterskolen, var hun kæreste med Jacob, som han hedder i stykket, eller Thomas som han rigtigt hed. Han forsvandt pludseligt fra Maries liv. Ikke på grund af en anden kvinde, ikke fordi forholdet gik i stykker, ikke fordi han døde, men fordi han forsvandt sporløst.

I næste nu fortæller Marie os, at det ikke er hende selv der har skrevet stykket, men at det er blevet til i et tæt samarbejde mellem stykkets forfatter og dets instruktør. Et forsøg på en kunstnerisk bearbejdelse af den personlige tragedie, der har været med til at forme hovedpersonens liv. For hvad skete der virkelig dengang med Jakob/Thomas? Kan et stykke som dette være med til at bearbejde det ubærlige tomrum som en sådan forsvinden uvilkårligt er skyld i? Kan et sådan fokus på en nærmest ubærlig situation hvor ens elskede forsvinder sporløst og hvor man selv bliver mistænkeliggjort af myndighederne i processen være med til at Marie kan komme videre i sit liv?

Foruden kærestens stemme (der leveres via højtalere af Lars Topp Thomsen) er det udelukkende Marie Knudsen Fogh der er på scenen. For Savnet er en monolog, hvor hun selvfølgelig spiller sig selv, men også indtager andre roller i de sekvenser hvor hun eksempelvis afhøres af politiet. Det er endog meget effektivt eksekveret, for der er rettelig ikke behov for andre end Marie Knudsen Fogh til at formidle denne dramatiske historie.

Vi bliver bragt tilbage i tiden til Maries tid på teaterskolen og det forhold hun havde til den ingeniørstuderende Jakob mens hun gik dér. Vi kommer med på deres tur til svigerforældrenes sommerhus, hvor et banalt skænderi mellem parret, resulterer i at hun i vrede ønsker at han bare ville skride og forsvinde for altid. Et ønske som hun får opfyldt, for Jakob går ud i skoven for ikke at vende tilbage igen. Marie er selvsagt fyldt af vrede over kærestens arrogante opførsel og vælger stolt at blive i sommerhuset for at vente på at han kommer krybende hjem igen for at undskylde. Der går en dag. Der går to. På tredjedagen bliver hun for alvor bekymret og kontakter myndighederne.

Her vil anmelder bevidst afslutte beskrivelsen af hvad der efterfølgende sker, men forvent en uforglemmelig aften i dramatikkens tegn. For selv om forestillingen muligvis mest af alt kunne minde om en kriminalhistorie i monologform, så vil Savnet også meget mere end det. Det er som stykkets titel antyder en fortælling om hvordan ubesvarede spørgsmål, uvished og selvfølgelig kærestens forsvinden resulterer i en hverdag, der overskygges af en konstant længsel, mangel på afslutning og afklaring på hvad der virkelig skete med ham.

Det er selvsagt et af de ældste fortællemæssige tricks i bogen, at forklare sit publikum at det man vil opleve er baseret på virkelighedens hændelser. Læser du en af verdens allerførste ”rigtige” romaner; Cervantes´ Don Quijote råder forfatterens ven ham i forordet til at bruge dette kneb for at gøre læseren mere nysgerrig på indholdet, men også i et utal af film og tv-serier (så forskellige som eksempelvis Texas Chainsaw Massacrehttps://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=1655 , The Unbearable Lightness of Massive Talent og Klovnhttps://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=934) forsøges grænserne mellem virkelighed og fiktion at blive udvisket. Det fungerer endnu bedre når en person man er i rum med, kigger rundt på sine tilhørere og fortæller at det man skal se er en form for mellemting mellem terapi og skuespil.

Troværdigt bliver det i al fald når Marie udfolder sin historie og uanset om man køber præmissen om at det er baseret på virkelige hændelser eller ej, så kan man ikke komme udenom at Marie Knudsen Fogh leverer en helt enestående præstation i rollen som Marie Knudsen Fogh. En rolle som hun helt konkret er født til at spille.

Der er ikke noget i stykket der føles overflødigt, kunstigt eller forceret. Takket være Mie Riis organiske scenografi, der synes bevidst lade menneskeskabte ting interagere med bunker af jord. Symbolsk synes dette valg at ophæve skellet mellem inde og ude, kultur og natur, gerningssted og opholdssted – og som på sæt og vis også harmonerer virkelig godt med ovenstående tema om den svært vanskelige skelnen mellem fiktion og virkelighed.

Ud over et spændende scenerum der bliver udnyttet optimalt er Kristian Bergs lyddesign også fremragende, for her udnyttes de mange højtalere der er placeret rundt omkring i rummet til perfektion, så de mange stemmer der indimellem lyder i Maries hoved også lyder i vores. Endelig er den ofte ekspressive lyssætning af Kasper Daugberg med til at fuldende denne nærmest fysiske mavepuster af en monolog.

Det er vanskeligt ikke at blive fascineret af folk der forsvinder. Se blot på tv-programmer som Forsvundne danskere og Sporløs, hvor præmissen er at seerne på nærmeste hold følger journalister og efterforskere der tager forsvindingssager op og forsøger at forene børn med de forældre de aldrig har mødt eller den person, der lige som i Savnet forsvinder sporløst. Noget af en bedrift i en verden hvor vi konstant trackes, overvåges og hvor man virkelig skal have planlagt ens forsvinden grundigt for ikke at efterlade sig fysiske eller digitale spor i ens kølvand.

For det handler ikke kun om Jakob/Thomas´ forsvinden, men om det tomrum vi alle sammen kan føle når en af vore kære ikke er i vores liv længere. Det savn, den fortvivlelse og den rodløshed som opstår når vi står alene tilbage. Hér selvsagt forstærket af mysteriet om hvad der egentlig skete den nat hvor Jakob efter skænderiet, gik ud i skoven for ikke at blive set igen.