My Fair Lady er baseret på George Bernard Shaws teaterstykke Pygmalion fra 1913, med manuskript og sangtekster af Alan Jay Lerner og musik af Frederick Loewe.

Musicalen havde premiere på 1956 med Julie Andrews i hovedrollen som Eliza Doolittle. My Fair Lady er en del af den gyldne tid for den amerikanske musical og var på det tidspunkt den længst spillende musical på Broadway.

De fleste af os som kender til musicalen, har vores erfaringer gennem filmen fra 1964 med Audrey Hepburn som Eliza, hvilket i øvrigt skabte stor furore blandt fans af den oprindelige Broadway opsætning. Warner Bros. Studio ville have et navn, en kendt filmstjerne på plakaten frem for Julie Andrews, der på dette tidspunkt ikke var kendt nok. Det pudsige er at Warner Bros. Studio i sidste endte med, at lade Marni Nixon indspille alle sangene, da Audrey Hepburn ikke havde en god nok sangstemme til at kunne løfte det musikalske partitur. Dette var dog en forholdvis normal praktik i Hollywood på dette tidspunkt, men det var ikke noget man nødvendigvis reklamerede med.

I år er det 70 år siden at Julie Andrews og Rex Harrison indtog Broadway. Det giver selvfølgelig nogle overvejelser om hvordan historien vil blive modtaget af et moderne publikum i 2026.

Lige meget hvor medrivende musikken af Frederick Loewe er, så kommer man ikke uden om at musicalen om har et mandschauvinistisk dramaturgisk udgangspunkt. Den mandlige hovedrolle Henry Higgins udvælger Eliza fra underklassen til sin egen fornøjelses og sociale eksperiments skyld. Alt sammen for at demonstrere sin evne til, at lære hende at opføre sig som en fin dame. Dette er så krummetær-agtigt.

Det store spørgsmål er om Det Ny Teater vælger at bruge det originale oplæg, eller om de giver mulighed for at dreje historien lidt så Eliza får lidt mere medejerskab på hendes del af dette og Higgins måske bliver mindre egoistisk. Det er mange overvejelser fra det røde plyssæde inden at scenetæppet overhovedet er gået op.

Men så sker det som nogle musical kan. Da den første velkendte melodi ouverturen strømmer gennem Det Ny Teater bliver vi publikum transporteret med en følelse af nostalgi tilbage til en tid, vi aldrig selv har kendt.

Henry Higgins er en anerkendt professor i fonetik. Han har udgivet flere akademiske artikler og anses af mange inklusiv sig selv som en af de førende sprogforskere inden for området. En af hans kollegaer inden for sprogforskning er Oberst Pickering. Sammen laver de et sprogligt eksperiment sammen med, i form af et væddemål.

På gaden i Covent Garden har de begge observeret en kvinde fra underklassen som forsøger at sælge blomster, hendes sproglige udtale er i følge Higgins sløset og uforståelig. Han mener at hvis hun blot fik den rette sprogundervisning, så ville hun kunne tale som en royal i løbet af seks måneder. Dette skaber grundstenen til det væddemål som Higgins og Pickering indgår med hinanden, om, at Higgins kan forvandle Eliza til en dame og få hende til at omgås de fine folk og narre alle, hun møder.

Blomsterpigen Eliza accepterer at medvirke i deres væddemål, da hun ser en mulighed for kunne få job i en blomsterbutik, hvis hun kan lære at tale pænere og opføre sig som en fin dame.

Alle de tematikker som man kunne forvente bliver berørt i denne forestilling. Den store forskel mellem arbejderklassen og dem, der befinder sig øverst i samfundets lag og hvordan kvinder er noget som bliver vist frem, i stedet for at blive vurderet på egne premisser.

Peter Plaugborgs Higgins fremstår ikke som den tyrannisk bølle, som man kunne forvente. Han er mere et stort barn, som mangler de sociale færdigheder, som de fleste af os tager for givet. Dette fremhæves på fin vis af Susse Wold i rollen som hans mor, med en bidende kombination af kynisme og varme. Han har en tendens til at sige sin mening, selvom det, han siger, er grusomt og ufølsomt. Higgins hjælper ganske vist med at forvandle Eliza til en fin dame, men han gør det ikke af kærlighed, men af ren og skær glæde ved udfordringen.

Karakteren Oberst Pickering har ikke meget andet at lave end at fungere som kontrast til Henry Higgins. Men når man caster Kim Hammelsvang, så har man en stærk karakterskuespiller som fylder hvert øjeblik han er på scenen og aldrig forsvinder i kulisserne. Selvom Pickering er begejstret over det væddemål, han indgår i med Higgins om at omdanne Eliza, er han mere hensynsfuld over for Eliza.

Sofie Topp Christensen leverer en kraftfuld udgave af Eliza. Hvor Elizas sårbarhed og selvbevidsthed om sin skæbne i livet mærkes lige så tydeligt som hendes mod. Eliza er en lige så stærk kvinde, som hendes omstændigheder tillader. Det er hende, der griber chancen og skaber en ny fremtid med Higgins som sit redskab.

Der er flere gode præstationer til aftenens forestilling, Hanne Uldal spiller med et glimt i øjet og en urokkelig fasthed husholdersken Mrs. Pearce, der er med til at styre Higgins og Pickerings arrogance og holde deres fordomme i skak. Tommy Kenter er charmerende og elskelig i rollen som Elizas far Alfie Doolittle.

Aftens nok stærkeste vokal og mest indlevende karakterudfoldelse og scenetilstedeværelse gives af Sebastian Harris i rollen som den forelskede Freddy. Han har ikke mange minutter på scenen, men det er de minutter som gav det største sug i maven.

Forestillingen flyver afsted og de tre timer går lynhurtigt med hit efter hit fra denne monolit af en musical. Så selv om historien er problematisk, kan man vælge at værdsætte den som et produkt af sin tid og nyde de fantastiske showmelodier, under musikalsk ledelse af Per Engström.