Det er sådan det starter. Med en tilståelse. Den gamle komponist Sallieri skal dø, men inden manden med leen fjerner ham definitivt fra denne verden vil gamle Antonio bekende sine synder. Det er også en genistreg, at Peter Schaffer vælger at starte sit skuespil med at antyde at der vil blive begået et drab. At pakke fortællingen om den ansete hofkomponist Sallieri ind et form for mordmysterie, for så fanger man jo ikke kun det publikum, der forventer at se et historisk kostumedrama, men også alle dem, der holder af en spændende krimi.

Schaffers stykke Amadeus er fra 1979 og er nok kendt af langt de fleste via Milos Formans film med F. Murray Abraham som Sallieri og Tom Hulce som unge Mozart, men nu er det blevet muligt at se forestillingen på Aalborg Teater med Jacob Højlev Jørgensen og Jeppe Ellegaard Marling i disse roller. Så uanset om du kender historien i forvejen eller ej, så vil Kapellet anbefale en tur forbi Teatret og (gen)opleve denne medrivende fortælling.

Det kan godt være at fortællingen ikke just er sand, men nogen gange så er fiktionen jo virkelighedens fortælling overlegen – og derfor vil mange sikkert forlade forestillingen med en klar forestilling om at Wolfgang Amadeus Mozart blev myrdet som resultat af et eller andet sindrigt komplot.

Selv om stykket hedder Amadeus så er det Sallieri der er den bærende hovedrolle. Det er gennem hans narrativ at publikum får historien om vidunderbarnet, der som ung flytter til Wien, men til trods for sin enestående, geniale musikalitet takket være Sallieris misundelse, igen og igen bliver forhindret i at finde arbejde, få opført sine stykker og i det hele taget få frataget muligheden for at få den musikalske karriere som han så åbenlyst fortjener.

Sallieri fortæller at han som ganske ung i landsbykirken indgik en pagt med Gud om at få succes, blive komponist og hyldet for sin musik. Mod selvfølgelig at Sallieri hyldede Herren gennem sit virke. Det virker umiddelbart som om Gud i første omgang lyttede, for det lykkes Sallieri at få positionen som hofkomponist ved Josef den andens hof. Alt synes at gå efter planen, men så dukker Mozart op. Sallieri har selvfølgelig hørt om den unge protegé, men alt ændrer sig da han både møder den meget unge, fjantede og liderlige Mozart og ikke mindst bliver udsat for dennes musik.

Selv om Sallieri først tænker at Mozart har været heldig og komponere et enkelt stykke, der sætter Sallieris egne kompositioner til skamme, så opdager han hurtigt at Mozart er en langt større begavelse end ham selv og besidder en nærmest naturgiven musikalitet, som den italienske hofkomponist kun kan drømme om. Derfor beslutter han sig bevidst at få sat en endegyldig stopper for Mozarts karriere.

Det er selvsagt hér dramaet opstår. Det er ikke vanskeligt at forstå Sallieris jaloux motivationer, men samtidig ved både vi og han også godt at han er i færd med smadre noget, der er langt mere dyrebart end ham selv. Det bliver hjerteskærende at overvære forvandlingen af det unge, idérige geni til en slidt og panisk kunstner, der kæmper for at finde penge til huslejen og at forsørge sin lille familie, især når vi alle ved, at der gemmer sig et helt unikt musikalsk talent i ham, som verden næppe har set mage til.

På Aalborg teater bliver meget af Mozarts musik, der naturligt nok er en fast del af stykket, gengivet via højtalerne på scenen, men heldigvis er det også blevet besluttet at lade at flygel og den unge, ustyrligt dygtige pianist Ramez Mhaanna være en del af Amadeus så flere klaverstykker opføres som en del af skuespillet.

Rent scenografisk arbejdes der forholdsvis minimalistisk, med en foldbar, luftig ramme, der nemt kan bevæges rund og manipuleres til at skabe forskellige rum, mens draperede stofstykker kommer til at fungerer som en form for vinduer, andetsteds. Lyssætningen er også holdt forholdsivs spartansk, men det gør mindre, for selv om de barokke rammer måske kun antydes, så gør det også at man i langt højere grad fokuserer på spillerne på scenen.

Kostumerne er også en form for abstraktioner over klassiske barokgevandter, muligvis med udgangspunkt i at man lige som scenografien ønsker at træffe et postmoderne valg, der gør periodeskildringen på én gang moderne og samtidig peger på fordums tider. Lettere underligt virkede det dog på anmelder, at Sallieri har fået et nærmest neongult kostume på. Selvsagt kan der være noget symbolsk i at han iklædes falskhedens farve (læs: han er helt bogstaveligt gul af misundelse – red.), men selv om man ikke har svært ved at finde Jacob Højlev Jørgensen på det sorte bagtæppe, så bliver det lidt for meget i Kapellets optik.

Hvad der derimod ikke bliver for meget er de helt igennem fremragende skuespilpræstationer der kunne opleves til premieren på Amadeus, hele ensemblet skal have ros for at give liv til de roller de har fået, men selvfølgelig er det vanskeligt i denne sammenhæng ikke at fremhæve stykkets hovedpersoner spillet af førnævnte Jacob Højlev Jørgensen og Jeppe Ellegaard Marling.