Som altid er det med at skynde sig at få fat i en billet til Bora Bora, når der blændes op for deres forestillinger. Anmelder var heldigvis hurtig og fik mulighed for at se deres seneste gæstespil REMACHINE den første aften af de tre, hvor det er muligt at opleve Jefa von Dinters værk.

Som flere gange før startede forestillingen i totalt mørke. Ud over en metallisk, skurrende lyd og sagte fodtrin var det ikke muligt at se noget som helst. Idet der blev langsomt blændet op, kunne tilskuerne i salen se en stor roterende skive, der fyldte næsten hele teaterrummet og fem skikkelser.

Bora Bora er nok primært kendt som et teater, der byder på moderne dans, men REMACHINE er mere en det, for de allerførste lyde var spillerne på scenen, der alle var udstyret med trådløse mikrofoner som begyndte at synge. En sang der virkede som en slags mantra. ”I´m restless.... I´m older...” alt imens de medvirkende sad på kanten af den roterende skive og så ud på publikum.

Den konstant drejende scene, der i løbet af forestillingens 70 minutter, aldrig standser helt, synes for anmelder at repræsentere det hamsterhjul vi alle er en del af. I begyndelsen af performancen, sad alle deltagere adskilt fra hverandre, men idet deres sang fik akkompagnement af en mindst lige så tranceagtig, dragende, elektronisk lydside, dannede de fem par, forenedes på kryds og tværs og bevægede sig rundt på scenen, som et væsen, alt imens det horisontale lykkehjul drejede rundt og rundt og rundt i forskellig hastigheder.

De indledende sang var dog ikke den eneste gang som de medvirkende performere sang for os mens de bevægede sig rundt på scenen, for hele tre gange undervejs blev der sunget, samtidig med at de bevægede sig rundt på denne særprægede, hypnotiske scene.

Scenerummet var ud over det beskrevne meget spartansk, men den enkle, effektive lyssætning satte ofte fokus på dele af scenen, mens andre henlå i mørke. På den vis kunne spillerne både søge mod lyset som var de menneskelige møl, der gerne ville i spotlyset, eller sygne hen i den dunkle glemsel.

Som om det ikke var nok at skulle synge og danse hen over en roterende platform, så blev der flere gange undervejs også arbejdet med illusionen om at de medvirkende stod på samme sted, selv om gulvet bevægede sig under dem. Bevægelserne i disse sekvenser må være særligt udfordrende for danserne, idet man skal tilpasse sine trin til den hastighed som skiven bevæger sig med, samtidig med at man også skal navigere ind og ud mellem de andre medvirkende på elegant vis.

Selv om nogle af passagerne muligvis helt bevidst blev ganske gentagende og trukket ganske langt ud, så fungerede dette kneb i anmelders øjne også ganske fint, idet den konstante gentagelse, de forcerede bevægelser, der aldrig foldede sig ud i ekspressive, vilde fagter, var i undetegnedes optik netop pointen med forestillingen, at de medvirkende holdt sig tilbage og både i sang og deres bevægelser dyrkede det tunge, melankolske og konstant gentagende, selv om der også var små glimt af nærhed og kontakt mellem enkelte af de medvirkende undervejs.

Det sortmalede, evigt roterende hamsterhjul blev på den vis et ganske konkret spejl til vores egen hverdag, hvor maskinen – eller maskinerne – ofte kan være svære at slippe og hvor dagligdagens gentagelser ender med at fylde dit liv. Selv denne anmeldelse bliver jo skrevet på en maskine og du kan kun læse den, fordi du kigger på en skærm (men selvfølgelig ikke i arbejdstiden – red.).

Denne onsdags publikum var tydeligvis lidt delte. Da de halvfjerds minutter var ovre, lød der taktfaste klapsalver, men det undrede virkelig Kapellets udsendte at det kun var omkring halvdelen af de fremmødte der valgte at rejse sig op og give gruppen en stående applaus. Tydeligvis var det ikke alle der var helt så betaget som kapellanen hér, men måske var det fordi de netop var blevet mindet om livets og især hverdagens trummerum. Kapellet synes i al fald, at det var en fascinerende kunstoplevelse og derfor anbefales det at at du selv søger mod Århus og selv vurderer om ikke nok de dygtige folk bag REMACHINE fortjener en hel sal der har kræfter nok i benene til at klappe dem ordentligt til fyraften.