For med dette års show lader London Toast Theatre tæppet gå permanent ned for deres sidste årlige juleshow.

Årets show har undertitlen Kiss Bang Bang og er sat i et James Bond-univers. Skurken hedder Felon X Fusk, som vil starte en koloni på Mars og har fundet en måde at overføre al ilt fra Jorden til sin koloni på Mars. Missionen er derfor klar: James Bond skal redde Jorden.

James Bond, der i øvrigt hedder Bondage til efternavn, har mistet selvtillid efter sin sidste mission. Faktisk et helt niveau, så han nu er Agent 006. Han skal derfor først genvinde troen på sig selv. I løbet af showet bliver vi præsenteret for en hær af forskellige karakterer på hans vej tilbage. Alle med sjove navne, såsom journalisten Ima Bimbo og Miss Spendapenny, der er sekretær for Chefen for MI6.

På mange måder er alt, som det plejer. Publikum, der har set mere end én tidligere forestilling, kan forvente dette, og det er trygt. For det er bl.a. traditionerne, som har bragt os tilbage hvert år. Der er en bestemt skabelon, vi kender godt, som gør, at det bliver ufatteligt morsomt, samtidig med at der er et nostalgisk element over det.

Dette års show er dog grebet an på en lidt anden måde. Det er et spændende valg, når når man har et trofast og traditionsbundet publikum i salen. Det er mere en politisk komedie, hvor den talte dialog har langt mere fokus. Formatet har flyttet sig længere væk fra sang og musik. Teksten har stadig den kendte politiske satire med sig. Men præsentationen lægger sig mere op ad nogle af London Toast Theatres andre teaterproduktioner. Det kan mærkes i salen. Der er længere mellem at publikum griner igennem, end der plejer. Der er alt for stille.

Showet har nogle elementer, som fungerer virkelig godt. Som eksempel den obligatoriske biljagt, enhver god Bond-film har. Her har Kathrine Falkenberg og Sebastian Harris placeret sig bag rettet i hvad der ligner en papkasse-bil. Det er lidt på samme måde som når børn leger og fortæller, hvad der sker omkring dem. Det er virkeligt morsomt, og den enkle scenografiske løsning sidder lige i skabet.

David Bateson ses blandt andet i rollen som håndlangeren Lowjob. Han har en magnetisk hånd, der giver ham problemer. Dette er, hvor David Bateson er bedst. En karakter, som egenlig er en dybt alvorlig type, men som ufrivilligt bliver sat i nogle meget komiske situationer. For eksempel skulle det være truende, men så sidder hans hånd pludselig fast i en standerlampe.

En hyldest til Monty Pythons univers bliver der også plads til. På kontoret hos MI6, ledet af M, kaldes alle der arbejder kun ved deres forbogstav. Det hænger kun sammen, fordi at de har manden med de mange stemmer og knivskarp timing til at styre det. Kevin Kiernan Molloy formår at levere denne tekst-komplicerede sketch med så mange sproglige forviklinger, at det er umuligt at gengive.

Det lykkes endda også at putte Vivienne Mckees tilbagevendende karakter, Dr. Bent van Helsingør, ind i Bond-universet. Dr. Bent van Helsingør er som altid klar med sit gebrokne danglish og sin lumre danske humor.

Denne aften er en afslutning på en mere end 40 års juletradition. Mange af dem på scenen - og mange af os i salen - har været med længe. Det er et stykke unik teaterhistorie, vi har været en del af, med rigtig mange sjove minder og gode oplevelser undervejs. Det har været en dejlig og hyggelig aften, men den føles også trist. For i år er det sidste tæppefald for det skøre og fuldstændigt vidunderlige univers, London Toast Theatre har skabt. Bravo!