Hele det scenografiske udtryk taler til flere gernerationer. Det rammer ind til noget, vi alle elsker, også selvom vi ikke helt vil vedkende det. Det rumsterer i det nostalgiske hjertekammer, som for nogle vil være følelsen af pastelfarver.

Men hvad er en følelse af pastelfarver egentlig? Som barn i 1980’erne var der en tryghed i at være del af farvepaletten. Som ung i 1997, hvor filmen Hannibal & Jerry udkom, hang den lyserøde Ball sweatshirt stadig i klædeskabet. Den blev dog kun brugt inden for hjemmets fire vægge. Alt andet ville have været dybt pinligt. Nu var der kommet en anden farvepalette frem, som vi blev præsenteret for gennem den amerikanske TV-serie Beverly Hils 90210 i 1992.

Om det er tiltænkt eller ej fra Astrid Lynge Ottosens kreative design af kostumerne, så rammer de lige ned i Beverly Hills 90210-farvepaletten. Endnu en tidslomme af nostalgi. Og for lige at give den et ekstra indspark til den højeste mode, så har Astrid Lynge Ottosen allieret sig med Hanne Rimmen. Hun er strikdesigner, som har taget 1970’ernes ultramoderne hønsestrik og givet dette en revival.

Forestillingen præsenterer den skæve stemning og kropslige humor, som vi der kender til Wikke og Rasmussens bagkatalog forventer. De medvirkende spiller højt spil, hvor hele kroppen er i brug.

Vi møder de to politibetjente, der begge går som John Wayne. Den ene opfører sig som om, hun befinder sig midt i en stor actionscene, selvom de befinder sig i det meget mondæne og stille bykvarter Æggebakken, hvor der ikke sker noget som helst. Den anden politibetjent er den bløde mand, som bare helst vil skrive digte og proklamere sin kærlighed til sin kollega. Det er modsætninger, som skaber nogle uhyre sjove scener og situationer.

Den samme kontrast ser vi med Onkel Morfar, der slet ikke er særlig rar, og med stakkels Morbror Harry. Morbror Harry forsøger virkelig at komme på gode, nye ideer til nyt legetøj, hvor den sidste ide om en Æggemand gør, at han bliver fyret som idemand, og i stedet bliver ismand og skal sælge Onkel Morfar-is.

Nu bliver vi lige nødt til at synge en sang
Hannibal bor sammen med sine forældre og mormor i et nyt boligkompleks, placeret ude på en mark. Hannibal er det eneste barn, der bor i Æggebakken, og han føler sig ensom og keder sig gevaldigt. Hans forældre har svært ved at finde ud af, hvordan de skal få Hannibal til at lade være med at hænge og komme i gang med at være lidt mere aktivt.

Forældrene er den altid smilende type, der nærmest kun ændre mimik, når deres hverdag udsættes for noget nyt. Det sker, da de finder ud af, at hunden (Jerry), de har købt til Hannibal for at gøre hans hverdag sjovere, nu pludseligt viser sig at være en talende hund. Ja, så bliver følelserne lidt for store, og de bliver lige nødt til at synge en sang.

Musikken er lånt fra nogle forskellige af Wikke og Rasmussens filmiske universer. Selvom man som publikum ikke kender sangene, så forekommer de virkeligt bekendte alligevel.

Det er en superfin effekt af den måde Wikke og Rasmussen skriver deres tekster på. Det er rene ørehængere der sikrer at man kan synge med på omkvædet, inden sangen er færdig første gang. Da dette er en familie-forestilling bliver vi opfordret til at synge med på flere tidspunkter gennem forestillingen. Og vi kan slet ikke lade være. Om det er sangen om Onkel Morfar eller popsangen Brug dit hjerte som telefon, så er hele salen med.

Det er som at få en kæmpe stor, varm krammer fra en rigtig god ven at sidde til forestillingen Hannibal & Jerry en november aften på Folketeatret. Den er en lun og sjov familieforestilling, der passer perfekt ind i julesæsonen, hvor der er masser af kærlighed til alle.