Som ny danseanmelder, kan man indimellem undre sig over de valg, der er truffet. Eksempelvis virker et dogme om at lade publikum overvære længere sekvenser med dansere, der enkeltvis, i par, tre af gangen og endnu flere, indtil der står hele fjorten dygtige dansere, på et helt fladt gulv, uden musik som et risikabelt valg. Dans og musik hænger da sammen, gør det ikke? Ikke desto mindre er store dele af gæstespillet CANCEL BERTHA helt uden lyd, ud over den som danserne laver, idet de bevæger sig rundt i rummet.

Desuden var det helt mærkværdigt at opleve BoraBoras scene i dens hidtil mest spartanske form. Selv om anmelder har været gæst en håndfuld gange, har scenen aldrig før været så åben og nøgen. Fascinerende at skue, selv før den første danser dukker op.

Men hov, der er ikke kun helt sorte vægge og et sort loft, for på scenegulvet er der malet et stort stribet grønt tæppe og på dette tæppe kan der fra min siddeplads på allerførste række (og endnu engang tak for billetterne til arrangørerne – red.) anes omridset af en liggende hund. Hunden er lettere gennemsigtig og lignede umiddelbart ud en labrador gengivet i sort/hvid.

Da lyset blev dæmpet, dukkede danserne op, først enkeltvis, så i større grupper, indtil alle var til stede. Selv om der ingen musik var, blev der danset. Dette skete ofte rykvis, så danserne frøs i den position de var endt i, for så kort tid efter med fuldstændig sindssyg synkronitet at bevæge sig. Den eneste lyd i salen var publikums vejrtrækning og host, mens dansernes egne kroppe kom til at fungere som percussions eller gennem deres stemmer som sjældne lyde at skabe den meget minimalistiske lyd. Dansernes garderobe – holdt i sølv, spejle, grå og hvid, men opfindsomt tilpasset til en forestilling der for undertegnede syntes at virke som en slags allegori over det moderne livs forvirrende og kaotiske liv. Sådan opfattede undertegnede det i al fald, men hvem Bertha er og hvorfor hun skal ´cancles´ var for denne anmelders utrænede dansebevidsthed vanskeligt at afgøre.

Stilheden blev efter hvad der virkede som rum tid afbrudt af en sangfrase der hypnotisk blev gentaget så mange gange at det det næsten blev irriterende, men samtidig også nærmest hypnotiserende. På samme måde blev der senere benyttet en taktfast, elektronisk metronom-bip-lyd, der på samme vis gentages ad nauseam. Selv om disse lydfraser virker bizarre, så opstod der alligevel et bizart samspil mellem disse lydloops og de kroppe der elegant vred sig i faste, forskudte mønstre over scenen.

Undervejs gentages starten af stykket pludselig. Måske er det tanken at skabe en slags flashback til det allerførste vi så. Nu blot med metronomlyden som baggrund. Ændres vores opfattelse af det vi lige har set? Ja, det gør det. Uanset hvor ens de to dele ellers virker, så er der ikke kun forskel i forhold til, at der pludselig er lyd i stedet for den larmende stilhed, men der er også forskelle fordi danserutinerne måske bevidst synes at have ændret tempo, retning eller koreografi. Deja-vu´ fornemmelsen både brydes og forstærkes gennem gentagelsen.

I denne forestilling benyttede folkene bag også mørket (der kun blev brudt af nødudgangsskiltets grønne skær), stilheden og ikke mindst den lyd der opstår når kroppe danser. Tramp på gulvet, tøj der rasler, knirker, tilsat enkelte korte klap og verbale udbrud, kommer til i denne stilhed at få en rytme, som udelukkende er frembragt af danserne selv.

Læg hertil en en lige så enkel, men effektiv lyssætning, der med denne rykvise koreografi, der mindede undertegnede om en dans man kunne forestille sig ville passe fint til en abstrakt lydside skabt af Aphex Twin eller Else Marie Pade. Afslutningsvis benyttes en meget stemningsfuld sang og det skal vise sig at den frase der tidligere var samplet og gentaget igen og igen, stammer fra denne. Når musikken er så nedbarberet enkel, scenerummet er så nøgent, så bliver det dansen som man uvilkårligt fokuserer på. En koreografi der er både elegant, vild, forvirrende og udtryksfuld. Alle fjorten dansere synes at have deres personlige stil, som de både udfører alene og i fælesskab.

Skal anmelder være ærlig, så var det både en lettere bizar og sært fascinerende oplevelse at se CANCEL BERTA der er skabt af den belgisk fødte Jan Martens, og udført af fjorten superdygtige dansere fra det norske dansekompagni CARTE BLANCHE.

Der sker så meget på scenen, at det er vanskeligt at vide hvor man skal kigge hen. Stykket fremstår som en slags kakafoni af bevægelse, hvor alle medvirkende kræver ens opmærksomhed på samme tid og med mindre man er placeret på bagerste række, er det vanskeligt at få et overblik.

Det kan godt være at ovenstående beskrivelse godt kunne lyde som noget kunst for kunstens skyld eller som kejserens nye klæder, men det var en fantastisk oplevelse, som du også burde give dig selv. Du har kun i dag, for det er sidste dag forestillingen gæster Århus. Måske kan du stadig være heldig at få fat i en billet.

Til sidst, et tip fra os her i Kapellet: Abonnér på BoraBoras digitale nyhedsbrev og hold dig opdateret på nye forestillinger. Langt de fleste af forestillingerne bliver kun fremført to-tre dage, men til gengæld bliver oplevelsen hos dig længe efter du har forladt teatersalen.