Det er en ganske vild satsning Aalborg Teater har gang i, for de lavet en opsætning af Min geniale veninde. Det er et stykke baseret på fire bøger af Elena Ferante kendt som ´Napoli-serien´. Vil du have hele historien med, så kræver det at du er klar til små syv timers ophold i teatret. Du kan på hverdagsaftener vælge at se de første to akter den ene dag, for så at vende tilbage dagen efter og se de afsluttende to, men det er også muligt i weekenderne, at få samme oplevelse som Kapellets udsendte, nemlig at se hele stykket på én gang, kun afbrudt af to kortere pauser og en længere spisepause.

Et stykke der er så langt som dette kræver rigtigt meget af de dygtige skuespillere der står på scenen. Der er til forskel fra et mere traditionelt teaterstykke på et par timer langt færre replikker at skulle huske, interaktioner med medspillere at træne og positioner på scenen, der skal rammes præcist, så lyset spiller som det skal. Samtidig kan et så langt stykke også være en udfordring for dele af publikum. For selv om det umiddelbart ikke lyder hårdt, at skulle sidde på sin flade og se teater, så er seks timer ganske lang tid at fastholde koncentrationen i.

Det kræver nemlig at du er vågen, for at du får det fulde udbytte af stykket. Stykket handler primært om Lila og Elena, to veninder, man først møder som børn i 1950´ernes Napoli. Her sværger de ved en bloded, at de altid vil være der for hinanden, altid vil være hinandens veninder.

I barndomsårene ser vi hvordan de to kvikke piger bliver behandlet ganske forskelligt. Selv om deres lærerinde fortæller begge pigers familier, at de begge er ekstraordinært godt begavet, er det kun Elenas mor der vælger at satse på sin datters uddannelse, mens Lilas mor beslutter sig for at datteren skal ud og arbejde i stedet.

Vi følger herefter de to kvinders liv, med mænd, børn, affærer og meget forskellige karrierer, gennem deres liv, primært i og omkring Napoli, men også med afstikkere til bl.a. Firenze. Rent tidsmæssigt strækker handlingen sig også fra 1950erne til 1980erne og endda med et par afstikkere til det nye årtusind.

Indrømmet, anmelder har ikke læst romanerne og kan af den grund ikke fortælle Kapellets læsere hvorvidt stykket er tro overfor Ferrantes bogserie. Til gengæld er der mange familier, figurer og bipersoner at holde rede på, ganske som man er vant til, hvis man har en forkærlighed for italienske familiedramaer. Selv med teaterstykkets fine program som guide, kan det godt være vanskeligt at holde styr på alle figurer og bifigurer. Dette også fordi at flere af de medvirkende skuespillere kan indtage fem-otte forskellige figurroller, alt efter hvor vi er henne i handlingen. Hvis man følger opmærksomt med, er det til gengæld ikke svært at finde ud af hvem der er hvem.

Når et teaterstykke har en så betydelig varighed som dette, så er det også muligt at få skabt en række figurer og relationer, der er langt mere komplekse, end det man kan nå i løbet af to timer. Det er lidt sammenligneligt med forskellen på at se en spillefilm og en miniserie (Faktisk kan du også opleve Min geniale veninde som netop miniserie, forudsat at du har abonnement til HBO) . I det lange format kan man træffe nogle indholdsmæssige og dramaturgiske greb, som gør at der kommer mange flere detaljer og nuancer med i forholdet mellem de to kvinder og deres respektive omgivelser.

Stykket indvier dig i en række familiehistorier, får skabt et historisk blik på et Italien fra 1950erne til nutiden og ikke mindst fortælles der om det kvindesyn, der blev udfordret i trit med 60ernes og 70ernes kvindekamp. Selv om det virker som et ganske ambitiøst og nærmest uoverskueligt projekt, så er det lykkedes Aalborg Teaters hold ganske glimrende at få alle disse elementer samlet til et interessant hele.

Indrømmet: der var undervejs i forestillingen en række steder i stykket, hvor undertegnede godt kunne undre sig en anelse over hvad der lå til grund for de valg, der er blevet truffet. Eksempelvis, så er vi med til et bryllup i forestillingens sidste akt, en fest der bliver trukket ganske længe, uden at det fra anmelders perspektiv bidrager med væsentligt nyt i forhold til resten af det vi har oplevet indetil da. Muligvis skyldes denne betragtning også at man på dette tidspunkt havde brugt næsten fem en halv time i teatret.

Apropos pladser, så var det også ret vildt, at Tobias Fabian Langkilde (scenemester og sceneteknik) og Brian T. Rise (sceneteknik) har valgt at lave radikalt om på det scenerum der normalt er at finde på Aalborg Teaters store scene. Da Kapellet modtog anmelderbilletterne var det til pladser på balkonen til venstre. Det virkede ganske mærkværdigt indtil man ankom til teatersalen. Scenen er nemlig ikke dér hvor den plejer at være, idet størstedelen af skuespillet udspilles på hvad der tidligere kunne betragtes som teatres højre halvdel, samt resten af den originale scene – i en form for omvendt ”L”-form. Dette udvider scenen betragteligt og over halvdelen af sæderne i selve salen er også blevet drejet en kvart omgang, så de tilskuere der sidder på de forreste rækker på gulvet, har et fint udsyn til det stykke af scenen hvor hoveddele af handlingen udspiller sig.

Scenens baggrund forestiller en ramponeret bygning, med to døre, samt en brandtrappe af jern, der fører op til førstesalen. Der skiftes ikke scenografi undervej i stykket, men det er der heller ikke brug for, for scenerummet udnyttes rigtigt fint i samarbejde med lys og baggrundslyde, så dette rum kan benyttes til både bryllup, begravelse, bolig, festsal og meget mere. Det er enkelt og effektivt tænkt, selv om der vil være scener hvor du har vanskeligt ved at se det hele, nærmest uanset hvor i salen det er du vælger sæde.

Min geniale veninde efterlod undertegnede, efter de bragende bifald havde lagt sig, med en blandet følelse. Først og fremmest havde det været en rigtig fin oplevelse, at være blevet taget med på så lang en tur i to komplekse kvinders levede liv. Der var en masse interessante tematikker, menneskesyn og skæbner, som man skal forholde sig til, foruden de førnævnte historiske, politiske og sociale tematikker.

På den anden side, så var det enorme persongalleri, de mange spring i tid og sted, samt kvindernes forhold til både mænd, politik og hverandre med til at efterlade undertegnede med en fragmenteret helhedsfornemmelse. Sådan er et virkeligt liv nok også, men selv om der er nok at tænke over og forholdet mellem Lila og Elena er spændende at følge hen over årene, så er det også som om der manglede en forløsende pointe eller en mere klar kerne i fortællingen, der ville have gjort stykket mere relevant for danskere anno 2025, ud over det faktum, at vi kan opleve et årelangt venskab på godt og ondt i et Italien der er plaget af politisk uro og sociale problemer.

Samtidig er der også noget særligt italiensk over stykket, idet den, lige som mange italienske familiedramaer man kan opleve på eksempelvis film, har en forholdsvis flad dramaturgisk struktur. Der bygges ikke op mod et egentligt klimaks, men i stedet bliver vi inviteret indenfor i andre menneskers liv og alle de facetter der hører sig til et sådant.

Muligvis er stykkets maratonlængde også med til at gøre en manglende pointe til et større problem end det i virkeligheden er, men måske forventer mange tilskuere efter 7 timer i teatret også at kunne tage noget mere med sig hjem?

En betragtning som ovenstående bør dog ikke forhindre dig i at se stykket, da det jo nemt kan være at anmelder blot har overset noget helt centralt eller at du i modsætning, kan finde masser af pointer som du vil kunne tage med videre.

I Min geniale veninde bydes der på masser af veloplagt, velspillet drama, et hold vildt dygtige skuespillere og en scenografi, som er radikal forskellig fra den man ellers har kunne opleve i denne sal, nogensinde før. Det er som antydet en virkelig modig satsning fra teatrets side at opføre et stykke som dette, men Kapellets udsendte er samtidig vild med at der også er plads til et stykke som dette, i stedet for at man i stedet konsekvent vælger at satse på sikre publikumshits som f.eks. teaterkoncerter eller velkendte, velafprøvede dramaturgiske travere. Kapellet kipper på hatten og takker Aalborg Teater for en fascinerende dag i teatret.