Det er tennis, men uden bolde. Det er ballet, men uden elegance. Det er actionteater, hvor to midaldrende mænd i stramme shorts og svedbånd kaster sig ud i en Wimbledon-finale fra 1980, som om Björn Borg og John McEnroe var genopstået i et jysk fitnesscenter.

Action-teatret Don Gnus har sat forestillingen Tennis op, og i den hedder de to kombattanter Björn Gnu og Don McEnroe - og allerede dér er tonen sat.

Teatret ruller et kunstgræstæppe med neonlysende bagvæg ud. Turne-teatret får dermed en særlig autencitet, og en del af publikum havde sikkert også i højere grad indgangen “tennis” til forestillingen end indgangen “teater”.

Alt er en kamp
I den en timelange og livlige forestilling blander videoklip fra den legendariske Borg-McEnroe-kamp sig med slapstick, tango-wrestling og falsetsang – og publikummerne er med. Ikke blot med tennis som omdrejningspunktet, men med to mænd, der gør alting til kamp: Serven, pausen, selv teen i porcelænskopperne.

Forestillingen har øjeblikke af ren genialitet. Når de usynlige bolde smælder som pistolskud, og kroppe flyver i slowmotion, er det fysisk komik i særklasse. Når Don McEnroe smider sig skrigende på gulvet i protest, rammer de originalens hysteri på kornet. Når de pludselig danser en fordrukken Svanesøen-parodi, bliver det Monty Python på kunstgræs. Og så er der fyldet: lange yogaøvelser, falsk sang og sekvenser, der føles som en teatermæssig tiebreak uden ende. Showet vipper fra Terminator-parodier med seks ketsjere på én krop til englevinger af fjerlette smashes.

Sprælsk forestilling
Styrken er, når de to skuespillere Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen, som henholdsvis John McEnroe og Björn Borg, tør være simple.

Når rivalerne blot er to mænd fanget i en duel, der er lige så meget venskab som fjendskab. Når slapstick og sved forvandles til en kærlig kommentar til maskuline ritualer og sportsidioti. Så mærker publikum både latteren og melankolien.

Tennis er en sprælsk forestilling, omend ikke særlig stram. Det er action, dans og absurd komik på steroider. En forestilling, der vinder publikum med vilde slag og selvironi, men halter lidt på den dramaturgiske side.

Alligevel er det svært, ikke at lade sig rive med. For som i sport gælder det: Det er ikke sejren, men kampen, vi husker.