apellets nyudklækkede fan af danseteater kan endnu engang med begejstring meddele dig, at du straks skal fravælge hvad end du havde planlagt en af de nærmeste dage, og i stedet skaffe dig en billet forestillingen Collective Behaviour, der i perioden 3-6 september gæster Bora Bora i Århus. (Bemærk i den forbindelse, at forestillingen den 6. september 2025 allerede starter kl. 16 – red.) Årsagen til at du skal droppe dine planer, er der flere grunde til. Først og fremmest varer performancen kun 55 minutter, og selv om det næsten er en hel time af dit liv, så er der al mulig grund til at bruge den i mørket med tre dygtige dansere, en eminent, skulpturel lyssætning og svedig elektro. Ikke af den hårdtpumpede, men snarere af den tranceagtige slags.

Forestillingen åbner ufatteligt enkelt og meget skulpturelt ud. Det er totalt mørke i salen (med undtagelse af det insisterende grønne ”UD”-skilt der signalerer branddøren – men det må man sikkert ikke dække til af takket være brandtilsynet – red.) Pludselig svæver en ensom arm rundt i mørket på scenen. Den bevæger sig let til musikken. Snart forsinder denne og erstattes af en meget underbelyst nærmest ceremoniel handling. Måske en hyldest til lyset og dette meget mørke tableau afløses så, igen efter total mørke, med lysende prikker. Prikker, der som en slags abstrakt screensaver, følger musikken.

Det virker måske meget mærkeligt, når man i ord forsøger at gengive hvad der pludselig skete i starten af denne forstilling, men ovennævnte, er så tæt på som kapellets udsendte magter.
I stedet for at læse alle de rosende ord der kommer om stykket, så drop også det og tag ind for at med egne øjne at blive forbløffet over hvad der så sker, når disse lysende prikker, der viser sig at være lommelygter, der herefter på skift, i rykvis, stram koreografi oplyser enkeltdele af dansernes kroppe. På én gang synes danserne takket være den måde lyset benyttes på hér, at være både fysisk til stede i rummet, for hernæst at forsvinde i mørket og blive erstattet af andre kroppe. ”It´s all done with lights and mirrors”, kunne man ligefrem fristes til at skrive, for at parafrasere en kendt engelsk frase, for det fungerer virkeligt som scenetrylleri, når musikken, dansen og lyset går op i en højere enhed.

Måske er dette insisterende fokus som forestillingen synes at have på den enkelte krop. Den isolerede krop. Den iagttagede krop. Kroppen bag skærmen - både i overført betydning, som den afstand, der lige nu, i dette øjeblik er mellem denne tekst, dine øjne og din hjerne men også konkret de kroppe der hver dag udstilles på skærme, som er fanget bag skærmene. De skærme der både kan præsentere pornografiens begærlige blik og selvsagt også mere abstrakt internettets evige ekkokammer, hvor vi søger bekræftelse fra folk vi ikke kender. Måske var det i virkeligheden det de mange spejlinger betød, de spejlinger af spejlinger, der senere i Collective Behaviour bliver benyttet graciøst og effektivt.

Lad dig dog ikke påvirke af denne tolkning, den står helt for anmelders egen regning. Tag nu ind og se det og forsøg at se hvad du får ud af stykket. Når det så er sagt, så er ovenstående tese om at dansen og de meget smukt og enkle iscenesatte tableauer alle fremviste mennesker, der ikke havde fysisk kontakt til andre. Mod slutningen, var det som om der måske var nogle, der nærmede sig lidt hinanden. I det mindste var der måske en slags øjenkontakt – hvor blikket næsten aldrig mødtes. Måske var tesen ikke så tosset alligevel? Rigtig meget dans kræver tæt fysisk nærkontakt med en eller flere andre mennesker. Det er jo derfor vi danser, for at mærke hinanden – men det er samtidig også noget som ikke alle bryder sig om. Nogle vil hellere være for dem selv og al respekt til det, men samtidig har vi nok heller ej glemt ordet ´hudsult´, der blev hvermandseje for et par år siden og alligevel taler ensomhedsstatistikkerne taler deres eget triste sprog.

Uanset hvad stykket måske handler om, så satte det tanker i gang hos anmelder. Samtidig var det en vildt flot, ”enkel” og teknisk meget imponerende forestilling. Selv om det er vanskeligt for lægmand at vurdere, så synes det dog som om der forekom et eller to enkelte få tekniske svips med et enkelt lys i løbet af denne premiereaften, men sådan er det med ting der foregår live foran mennesker i en teatersal. Denne lille detalje ændrede dog ikke på at stykket eller danseperformancen var ganske magisk at overvære.


Den vildt imponerende lyssætning bliver leveret ´Kimchi and Chips´, der ifølge BoraBoras hjemmeside er en kunst- og teknologiduo med base i Seoul, grundlagt i 2009 af Mimi Son og Elliot Woods - dem bør man holde øje med, for wow! Desuden var musikken leveret af M€RCY (aka. Esben Valløe & Tim Panduro) helt igennem fantastisk og passede selvsagt perfekt til dansernes bevægelser. Tusind tak til BoraBora og alle de dygtige folk, for at levere levende og bevægende kunst på en tirsdag.