Det starter med en fest! En fest, der hylder livet, de gode drikke og ikke mindst kærligheden, men da kærligheden forfængeligt vrages, ja så slutter festen brat og i stedet erstattes det gode, søde liv med en uforløste kærlighed, altoveskyggende fortvivlelse og alt for tidlig en død. Sådan skal god opera skæres!

Det er en kliché at dødsscener fylder meget i opera, men det er også fordi de ofte er superdramatiske og minder os alle om at festen, den for både du og jeg, måske i morgen, måske om flere år vil være endegyldigt slut. Så husk, elsk mens du er i stand til det. Elsk før tuberkulose, syfilis, kræft eller alderdommen sætter en permanent topper for dine evner til at elske. Kast dig ud i kærligheden før det er for sent. Smukkere budskab kan vel næppe leveres?

Verdi har altid været blandt anmelders største operahelte og i La Traviata findes en perlerække af store sange. Sange, arier og triller, der kræver drevne, disciplinerede og ikke mindst superdytige sangere – og det får du alt sammen hvis du skynder dig at købe billet til Den Jyske Operas forestilling, der efter tre aftener i Århus med garanti kommer til en by nær dig.

I Århus var det underskønne Frederikke Kampmann, der sang Violetta så smukt og stærkt, at gammelfar her blev rørt helt ind i hjertekuglen. Kampmann er en lysende, nærværende force på scenen. Hold nu op! Snyd dig ikke for at høre hende synge, hvis hun står på en scene nær dig.

Det betyder ikke at det øvrige ensemble ikke også gav den alt hvad remmer og tøjler kunne holde. Her i Århus blev Antionios (Violettas forsmåede, men evigt forelskede bejler) rolle sunget af Magnus Vigilius, der ligeledes gav publikum en mindeværdig, bevægende præstation.

Det skal siges at Kapellets udsendte udelukkende har hørt La Traviata sunget på Verdis modersmål, men til trods for det, så har denne opera altid været blandt favoritterne, selvfølgelig på grund af den underskønne musik, men helt ignorant om finkultur som man nu engang kan være, blev teatersalen besøgt denne torsdag aften uden noget som helst forkendskab til hvad det var for en historie, der ville udspille sig på scenen eller hvad figurerne på den monstro sang til hverandre, ud over hinandens navne.

Den Jyske Opera har valgt at opføre stykket mit modersmål. Først kom det som lidt af en overraskelse, men man vænnede sig lynhurtigt til at der blev sunget på dansk. Faktisk kunne man nyde det som blev sunget i sådan en grad, at man ofte kunne holde op med at læse de tekster, som vises simultant med de ord, der synges på scenen. Når man i højere grad kan fokusere på scenen og de der optræder lige foran en og samtidig forstå hvad de siger, bliver operaen pludselig meget mere nærværende og levende.

Når stykket synges på et sprog man forstår (italiensk kan deres redaktør desværre kun ganske få gloser af – red) er det langt nemmere at følge med i det tumultariske forhold mellem skuespillets tre primære aktører, og i arierne virkelig blive ægte rørt over i hvor høj grad teksten, tilsat de smukke fraseringer og et ustyrligt velspillende orkester, bliver langt mere nærværende og smukke, når man pludselig fatter HVAD der i det hele taget bliver sunget på scenen.

Scenografien er dertil superfin. Marcus Olson har ikke kun stået for en scene, der konstant og hurtigt skifter karakter og som elegant tilpasser sig den enkle scenes stemning. Vi føres sømløst fra det vilde bal i stykkets start, over bordellets orgiastiske udskejelser og til den nærmest spartanske, ingenting, efter Violetta er ramt af alskens ulykke, sygdom og fortvivlet hjertekval og Antonio ligeså. Meget flot lavet. Cirkeline Dahl Bondesen har stået for den stærke koreografi og dette især tilsat Anders Pohls lyssætning gør at kabalen går så fint op. Alle scenerne sidder ´spot-on´ (for nu at lave lidt lysmesterhumor – red.).

Det er spændende lavet, der er konstant noget at se på og helhedsindtrykket ender et sted mellem et visuelt lækket videospilsæstetik, koblet med en meget mere klassisk teatertradition. Især stykkets åbning, når Violetta for første gang kommer langsomt til syne, nærmer sig noget der kan beskrives som ren magi. Ikke fordi man som tilskuer ikke ved hvilken dejlig musik der venter forude, men fordi det er så elegant iscenesat at man nærmest mister pusten, selv før den første tone er sunget.

Der skal ikke skrives flere ord, nu, for ikke alene er anmelder virkelig blevet træt i armene, efter den massive applaus som der skulle uddeles til en forstilling, men ord er også fattige. Opera skal opleves live, på en scene nær dig og der er kun tilbage at sige, dette var en stor oplevelse. La Traviata er hands down en af de bedste operaoplevelser denne skrivekarl nogensinde har haft. Det var intet mindre end forrygende. Det eneste lille kritikpunkt var, at orkestret indimellem godt kunne have fået skruet et my op for volumen, men dette er kun en ubetydelig knast i en ellers nærmest perfekt aften i teatret. Det kan godt være at dramaet er stiliseret og overdrevet, men følelserne og den vidunderlige musik, er uden sidestykke.

Har du derfor endnu ikke købt billet til La Traviata , så skynd dig at gøre de, hvis det er muliugt at få billetter til den foreløbigt sidste forestilling i Århus og du vil med garanti aldrig fortryde at bruge et par hundrede kroner og to timer af dit liv på noget der er så betagende som dette.