Det kreative hold bag Lion Musicals opsætning af Skønheden og Udyret The Musical inviterer os til at glemme alt om den verden, vi lever i, og at træde ind i den verden, de har skabt til os på scenen. De har placeret en gigantisk eventyrbog på scenen. Den skal vi læse i sammen. Vi kan næsten ikke vente med af få lov til at åbne bogen, for den ser virkelig spændende ud.

Det er en fornøjelse at se, at der efterhånden er givet lidt friere tøjler fra Disney Theatrical Group. Så nu er der mulighed for at lege mere med det visuelle udtryk på scenen. Det er ikke længere den ´samme´ forestilling, man blot ser på en ny scene med et nyt cast.

Benjamin La Cour, Ulrik Gad og John Bulleid har med deres scenografi, lysdesign og Illusionsdesign kastet sig over nok et af de mest elskede rekvisitter inden for eventyr-genren: det magiske tryllespejl. Der er noget med spejle i eventyr. De kan både forføre os, skræmme os og få os til at se væk.

Scenografien skabes ved hjælp af nogle lange spejlpaneler, som kan placeres forskudt af hinanden. Så kan der projekteres billeder på dem. Dette åbner op for nogle interessante muligheder for det kreative hold. De bruger spejlpanelerne til nærmest at lave, hvad der får tankerne hen mod passepartoutstilen fra en eventyr pop-up bog.

De billeder, som bliver projekteret, har motiver, der kunne have været illustrationer fra eventyrbogen. Men for at vi som publikum bliver trukket med ind i den verden, hvor Belle, Gaston og Udyret lever, så er der smæk på eventyr-realismen.

Det vil sige, at vi er on location med dem. Det er ikke bare stillestående billeder, der bruges som baggrund, der er små CGI-animationer sat ind. Mange er diskrete, såsom pollen der daler i skoven. Andre er mere tydelige som vandmøllehjulet, der drejer rundt ved siden af Belles hus. Det giver et filmisk udtryk, og det gør, at sceneskiftene bliver mere dynamiske. Det virker frisk og nyt, og det giver os publikum noget at tænke over.

Spejlpanelerne bliver kombineret af andre, mere klassiske scenografiske elementer, hvor nogle fungere bedre sammen end andre, mdet samlede scenografiske udtryk virker. Vi er ikke i tvivl om, hvor i historien vi er på noget tidspunkt.

For at denne elskede historie skal forløses, er der elementer, der bare skal side lige i skabet, så overgangen fra det filmiske-grundlag til teatrets rum kommer til sin ret. Når der arbejdes med noget så ´kostbart´ som Disneys bagkatalog, er der mange forventninger. I Skønheden og Udyret The Musical er der fire store musikalske numre, som er vigtige for fortællingen. I første akt er det Gaston, Vær vor gæst og Hvis ikke jeg kan elske hende og i andet akt er det Det er ganske vist.

I denne opsætning af Skønheden og Udyret the Musical er det ikke Belle, som løber med vores opmærksomhed, ikke fordi at Johanne Milland ikke leverer en god præstation. Men hun brænder ikke igennem i forhold til de to modstykker Gaston og Udyret. De to leverer forestillingens mest troværdige skuespilsmæssige præstationer.

Gaston-nummeret er det vigtigste element, for at karakteren Gaston bliver kørt i stilling som fortællingens skurk. Det er denne opsætnings mest vellykkede ensemble-nummer, der sætter barren som resten af forestillingen måles efter.

Vores første indtryk af Cristopher Rørmoses Gaston er selvfølgelig, at han er en komplet idiot og narcissist. For de fleste Disney-skurke bliver deres skurkeplot afsløret ret hurtigt. Vi ved f.eks. tidligt, at Maleficent vil slå Tornerose ihjel, fordi hun er jaloux. Gaston har ikke noget seriøst skurkeplot. Han vil bare gerne giftes med sin drømmepige, og han kan bare ikke forstå, at han ikke er hendes type.

Efter at Belle har afvist hans frieri, trækker Gaston sig tilbage på kroen, hvor han drukner sine hjertesorger i øl. Han er ved at give op og måske se i øjnene, at han har brug for en form for selvforbedring. Men så får hans trofaste følgesvend Lefou, spillet af Mikkel Moltke Hvilsom, pisket en stemning op. Han får hele kroen til at synge med for at stryge Gastons sårede ego med hårene, og det virker.


Dette er katalysator for, at Gaston træder ind i rollen som fortællingens skurk. Det er en personlig hævnaktion mod Udyret. Gaston ser sig selv som helten, der bliver forudrettet af Udyret, ved at han mister hvad han anså for at være sin fremtid med Belle som sin kone. Denne oprigtige sårbarhed lykkes Cristopher Rørmose at få spillet ud over scenekanten. Hvor vover dette vilde væsen, som han lever af at jage, at stjæle hans kærlighed? Herfra er det point of no return for Gaston.

Det næste store musikalske nummer, der skal drive fortællingen videre, er Vær vor gæst. Den skal fortælle Belle og os om det forbandede slot og dets beboeres skæbne. Samtidig skal den også prøve at blødgøre Belle til at blive på slottet på trods af Udyrets hårde stil.

Vær vor gæst er blevet en af de mest genkendelige og populære Disney-sange nogensinde. Vi bliver da også blæst omkuld af Carsten Svendsen som Lumiere i front ved dette overdrevne Vaudeville-Broadway-showstopper-nummer.

Under sangen er der bare noget, som ikke helt sidder som det skal. Der er en ubalance mellem det som bliver projekteret på spejlpanelerne, koreografien og kostumerne. Fortællingen bliver slugt af barokkens overflødighedhorn. Den skarphed vi blev præsenteret for tidligere er forsvundet.

Nu er tiden så kommet til den scene, som alle de små og store Disney-prinsesser i salen har ventet spændt på. Det er ganske vist er den mest ikoniske scene fra den oprindelige animationsfilm fra 1991. Her gør Belle i sin gule balkjole sin entré på den store trappe. Det er her, hvor Belle og Udyret har deres vals i den uforglemmelige balsal. Dette er scenen, hvor det er spændende at se, hvordan Benjamin La Cour vælger at inkorporere de muligheder, han har vist os ligger i spejlpanelerne.

Det er en virkelig flot startposition Belle indtager midt på trapperepoet. Designet af kjolen rammer perfekt ned i nostalgikerens hjerte, samtidig med at den har nogle moderne, lette linjer over sig. Men fordi starten af nummeret foregår foran scenetæppet, da der skal laves sceneskift, så går det op for os, at der ikke er nok tid til, at Belle har mulighed for både at komme ned af den grandiose trappe, spise middag med Udyret og nå at danse en fortryllende dans.

Derfor er den sceniske løsning at lave en forholdvis lille trappe, give plads til at vi kan se Belle og Udyret gå til bords og så efterlade en lille plads til at de kan danse. Der kunne været fundet på noget mere elegant til at løse denne scene. Det er ellers noget, som Benjamin La Cour andre steder i denne forestilling har vist at han kan. Så vi får ikke helt den wow-faktor som ønsket. Men det er næsten lige før, at Camilla Bjørnvads design af Belles kjole kan opveje for dette.

Vi har stadig forestillingens mest rørende og flotte fortolkning af Udyret foran os, inden at Belle kan få sin prins. Hvis ikke jeg kan elske hende sunget af Kenneth M. Christensen i rollen som Udyret får vi i begge akter.

I første akt har Udyret lige skræmt Belle fra vid og sans, og hun er flygtet væk fra slottet. Han bærer en dyb skam over sin dyriske adfærd, og frygten er for, at hvis han ikke kan elske Belle, så er han ude af stand til at elske. Dette bliver vendepunktet, hvor Udyret begynder at ændre sig, fordi han ønsker at blive bedre. Hvis ikke han gør noget nu, vil konsekvensen være, at han vil blive til et dyr for evigt, og at alle de øvrige beboere på slottet vil ende som livløse ting.

I andet akt kommer reprisen af Hvis ikke jeg kan elske hende lige efter den store balscene. Belle har lige set i det magiske spejl, at Maurice er i fare, hvorefter Udyret sætter hende fri. Det er hjerteskærende at høre den inderlige smerte, Kenneth M. Christensen får tilført sin karakter, da det går op for ham at han elsker Belle, men stadig ikke ved om den følelse er gengældt.

Vi får også kigget i eventyr-spejlet og lærer, at der er mere bag det ydre end hvad vi troede. Det er et stærkt øjeblik af teatermagi, som vi i salen kan mærke dybt i sjælen.

Det var et tiltrængt ansigtløft, der bliver givet denne opsætning af Skønheden og Udyret The Musical. Det sker gennem smarte scenografiske løsninger og et mere let kostumedesign. Selvom der er dramaturgisk svage punkter, lykkes det alligevel forestilligen at bringe forventningerne i hus med nogle kraftfulde præstationer af de to mandlige hovedroller, blændende magiske effekter og flotte ensemble-numre.