(U)muligt Bora Bora Danseteater
Anmeldt 22/6 2025, 10:00 af Torben Rølmer Bille
Ungt blod
Ungt blod
« Tilbage





Det pulserer og dirrer på Bora bora. Ungdommen er sluppet løs! Dette er kulminationen på den etårige danseuddannelse fra Dansestudiet I Århus. Et sted, der i følge de internetbårne kilder er en ”1-årig fultidsuddannelse placeret i hjertet af Århus” - og som de da kan danse, de unge talenter! Ledløse, boddy-poppende og iført enkelt, dansevenlig tøj fór de frem og tilbage på scenen, snart alene i solodans, snart i par og hurtigt derefter som én pulserende, fællesorganisme.
Et egentligt narrativt forløb, var for denne utrænede anmelder udi danseteater, vanskeligt at spotte, men musikken, teksten til den, den stump flamske monolog og endda en af dansernes solosang, var ledetråde til det der udfolder sig i 60 hæsblæsende og poetiske minutter på Scenen i Århus. Ulige Numres Frit land fremsunget acapella af en af danserne var et af de to pæredanske indslag (Mere af Natlyst var det andet) , men ellers musik, der både fungerer som ledsager til dansen, men som også repræsenterer de mange forskellige steder, som de 12 afgangselever stammer fra. Soundtracket til aftenens forestilling er nemlig også blevet til i dialog mellem koreograferne og de unge performere.
Musikken var meget forskellig i både udtryk og stemning, noget der selvsagt også afspejlede sig i den fine lyssætning, der, sammen med en lille bunke sortmalede kasser og danserne naturlgvis, var de eneste elementer på scenen. Enkelt og flot.
Indledningsvis herskede der en smule tvivl om hvor stram koreografien var, idet det virkede som om at gruppen ikke var helt i synch, men ved nærmere eftersyn, var der flere sekvenser hvor enten hver danser, eller flere, bevægede sig forskudt, for på den måde at skabe en slags ripple-effekt i den samlede bevægelse – et element der blev genbrugt flere gange undervejs, men aldrig blev kedeligt at observere. Nogle steder, selvsagt lidt mere effektivt anvendt end andre, men ellers så synes at at klappe på denne premiereaften.
Som i flere af de seneste forestillinger på Bora Bora, som Kapellets udsendte har overværet, så var dette også en spændene blanding af såvel streetdance, ekspressive, nakkeknækkende yoga- og tai-chimoves, parret med både akrobatik og klassisk ballet. Lidt at sammenligne med en dansestudio-udgave af Jeet Kune Do, lad ikke dogmer og traditioner bestemme, men dans på alle tænkelige måder!
Selv om der var masser af dejlig musik, både den ambiente, men også den pulserende dansevenlige musik som man ikke kan sidde stille til, så var der også i enkelte sekvenser plads til stilhed. En måske tiltrængt ro, et øget fokus på kroppen i rummet. Og selv om anmelder naturligvis godt er klar over, at de medvirkende i en danseforestilling som denne, får mulighed for at stå backstage og få en hurtig tår vand, inden det går løs igen, så var der i løbet af de 60 minutter ikke plads til mange pauser. I langt hoveddelen af forestillingen var stort set alle på scenen, en kraftpræstation. Prøv du eksempelvis bare at danse hæmningsløst til et fedt, hurtigt beat i 10 minutter og overvej så at gange tiden med 6!
Hvis jeg må være uvildig censor på denne eksamensforestilling, så ville jeg give alle aftenens deltagere på scenen den bedste karakter de overhovedet kunne tænke sig. Flot folkens! Fremtiden er jeres.
Inden vi slutter helt, så skal selvsagt også alle de øvrige kooegrafer nævnes, de, der blevet hevet ned til scenen, mens resten af publikum lod apllausen fylde salen: Anne-Sofie Pi Østergaard, Daniel Stiller Kalstrup, Kira Paarup Andersen, Lucas Kruse Kristiansen, Maria Pearl Weise, Marie Bang Olsen.
Roser blev traditionen uddelt til alle. Som tak for et tydeligvis helt vildt godt år sammen på Dansstudiet og ikke mindst en veloverstået forestilling. Tak også herfra for en vellykket aften på Bora Bora. Der er i den grad håb for danmarks ungdom, og tysklands og hollands og alle de andre nationaliteter. Hvis folk dog bare dansede, i stedet for at slås om territorier, så ville der komme langt federe resultater ud af det.
Et befriende og opløftende, men kontrolleret jubelbrøl fra backstage, sendte Deres udsendte ud i sommeraftenen, med et stort smil på læberne og underlig let i kroppen.
Godt danset, godt brølet og godt gået!