Blades of Fire / Playstation 5
MercuryStream / 505 Games
Anmeldt 16/6 2025, 08:30 af Torben Rølmer Bille
Det er hammer, hammer fedt!
Det er hammer, hammer fedt!
« Tilbage
Får du, lige som kapellets anmelder, gåsehud når du ser startscenen af Conan the Barbarian. Du ved, scenen hvor Conans sværd bliver smedet. Hvis dit svar er et rungende ”JA!” - så bør du kraftigt overveje at få fat i spillet Blades of Fire. For selv om der er tale om et forholdsvis traditionelt action-fantasyspil, hvor du skal spurte rundt i smukke omgivelser og nedkæmpe alskens ondsindede fjender, så skal du også smede alle de våben du bruger.
Spillets forskellige save-points (altså de steder i omgivelserne hvor du kan gemme dit spil – red.) kan kendes på at de forestiller ambolte. Her kan du benytte de mange ting fjenderne smider efter du har nakket dem. Disse råstoffer kan du sammen med andre materialer som du har fundet omdanne til mere eller mindre prægtige våben. Som i alle spil, så starter helt ydmygt ud med enkle, basale men effektive våben, men idet du når længere ind i spillet får du åbnet op for flere og smartere våbentyper. Samtidig forbedres dine smedeegenskaber, så du mod spillets slutning er være i stand til bygge så episke våben, at de er i stand til at nedslagte selv de værste niddinge.
Verdenshammeren
Du spiller smeden Aran de Lira, der helt i spillets start bor alene ude i en skov. En dag hører han et råb om hjælp og spurter straks stil undsætning. Han forsøger at redde en gammel vismand der er på rejse med sin unge novice. Det lykkes ikke at redde den gamle mands liv, men med sine sidste krampetrækninger overlader vismanden dig en af de syv verdenshamre. Det er de magiske hamre, der ifølge sagnene var med til at smede/skabe den verden du er en del af. Samtidig så får du selskab af den unge novice Adso (et navn der synes at være en ganske åbenlys reference til Rosens navn – red.), der lige som Kratos´søn i God of War sørger for at give den brovtne smed lidt modspil og samtidig gennem hans noter og observationsevne sørger for at gøre Aran klogere på de mange forskellige monstertyper de møder på deres vej.
Modstanderne er mange og flere af dem ganske fedt lavet. Husk dog på at bruge det rigtige våben for at nedkæmpe dem.
Det er nemlig ikke ligegyldigt hvilket våben du svinger mod din modstander. Helt firkantet kan man sige, at visse monstre skal have smæk med en hammer eller kølle, for at de tager skade, mens andre igen skal stikkes og skæres i. Kampene foregår helt traditionelt, som i et hvilket som helst andet actionspil. Du har en række forskellige angreb, kan blokere og undvige. Undervejs i kampene har du ligeledes mulighed for at skifte til et af de fire våben, du kan have klar, hvis du er hurtig. En evne du får brug for, hvis du angribes af mere end en bestemt type skabninger.
Mytologiske lån
Med frygt for at afsløre for meget, så dukker der endnu en medhjælper op i løbet af spillets første times tid. Aran og Adso får nemlig nys om en legendarisk mestersmed, der skulle opholde sig i en nærliggende sump. Da det lykkes for dig endelig at lokalisere hende, så viser det sig, at hun bor i et levende hus, der minder ganske meget om det som Baba Yaga opholder sig i. Hun starter også med at være meget fjendtligsindet, men det ændrer sig idet hun opdager at du er blevet betroet med en af de tabte verdenshamre.
I det hele taget er der en del af historien, som minder om meget om noget man har set andre steder. Slutmålet er at nå frem til den ondskabsfulde dronning Nerera, da det muligvis er hende der spreder skræk, rædsel og ikke mindst de horder af monstrøse skabninger der opholder sig i din verden. Det betyder heller ikke en døjt at fortællingens grundelementer er nogle der er velkendt sword & sorcery-materiale, for spillet er selv på den nemmeste sværhedsgrad udfordrende nok. (Bemærk, anmelder har selvsagt udelukkende valgt den nemmeste sværhedsgrad under gennemspilningen, idet spillet skulle anmeldes. Det var selvsagt ikke fordi anmelder er får ringe en spiller – red.)
Ikke just et Soulslike
Blades of Fire er ikke et spil der bør blive sammenlignet med Dark Souls, Elden Ring og lignende, selv om der dog findes en række lighedspunkter. Som nævnt går du igennem både natur og bygninger på din vej, og områderne er også ganske store og kan – som i tilfældet med The Red Citaldel – være ganske vanskelige at finde rundt i.
Banerne er ikke enorme, men til gengæld er de frygtindgydende og kan være meget vanskelige af komme ud i alle kroge af.
Tager du dig et hvil ved en armbolt eller for den sags skyld ”teleporterer” til et af de steder du allerede har besøgt, så vil de monstre du slog ihjel dér være blevet levende igen. Dette betyder selvsagt at du kan udnyttet dette til din fordel. Eksempelvis kræver det at du smadrer 50 skeletter, så Adso kan studere dem og så hjælpe dig med at skabe en ny type af våben. Derfor tager du selvfølgelig tilbage til det sted som du ved vrimler med udøde et par gange, for at kunne komme i gang med at smede det.
Du dør også flere gange undervejs. Når det sker så forstenes det våben du bærer på i dødsøjeblikket og efterlades på det sted hvor du faldt. Holder du af dette våben, bliver du derfor nødsaget til at kæmpe dig frem til samme sted, for at igen at få fat i det igen. Spillet bliver til gengæld aldrig nær så vanskeligt at mestre som dem fra From Software og du kan som antydet ovenfor også selv bestemme hvor udfordrende det skal være ved at sætte sværhedsgraden enten op eller ned undervejs i din gennemspilning. Endelig er de bosser som skal elimineres før du kan avancere fra din aktuelle bane til den næste, virkeligt fedt lavet, men ingenlunde så vanskelige at besejre som dem i Bloodborne , Wu Kong: Black Myth, eller lignende.
Ild, stål og hammer
Som nævnt så er den nyskabende gimmick i Blades of Fire den del af spillet hvor du skal designe og smede dine våben. Du kan eksperimentere med hvilke legeringer af metal der skal bruges til våbnets håndtag, hoved og ikke mindst om der skal benyttes andre elementer, der potentielt kan gøre det ekstra virkningsfuldt. Alt efter hvor effektivt det lykkes dig at smede, jo bedre holder dit våben, forstået på den måde, at det selvsagt svækkes i løbet af de ange kampe, men at du kan få det til at være som nyt et begrænset antal gange ved dine savepoints.
Dig, din hammer og en armbolt, så er aftenens underholdning sikret!
Det er også ved disse armbolte at du kan blive transporteret til den guddommelige smedje, hvor selve smedearbejdet foregår. Nu tænker du måske, at denne del af spillet vil blive trivielt, hvis man skal sørge for at have et velassorteret arsenal af kraftfulde våben til ens rådighed konstant. Kapellets spilanmelder kan dog afsløre, at det er lykkedes spildesignerne at gøre denne del af spillet overraskende underholdende. Selvfølgelig kan du ikke som på Nintendos konsoller benytte din joycon som en virtuel smedehammer, men den finurlige måde de har designet smededelen af spillet på, er så gennemført, at anmelder ved flere lejligheder fik smedet så mange våben, at der pludselig ikke var flere ressourcer af smede af.
Kæmp. Dø. Gentag
I langt de fleste sessioner spil dør du idet du er halvvejs på vej til den næste armbolt. Det skal tilføjes at de heller ikke altid er lige nemme at finde. Som nævnt er der flere baner undervejs, hvor banedesignet gør, at det kan være vanskeligt at hitte ud af, hvor det er du skal gå hen, for at komme videre i spillet. Anmelder plejer at have en ganske god stedsans, men som antydet viste især The Red Citaldel at være en udfordring for undertegnede. Til gengæld har spillets designere formået at gøre Blades of Fire så tilpas underholdende og skabe figurer, der er så charmerende, at man har svært ved at stoppe med at spille når man først er gået i gang. Rent personligt har anmelder et særligt svagt punkt for den bette skeletdreng, du møder i den røde borg.
Holder du af action, episke nærkampe, lækker grafik og ikke mindst at svinge en hammer mod en armbolt mens gnisterne flyver, så er dette et spil for dig. Forvent ikke at det er det næste Elden Ring for det er langt mere generisk og lettilgængeligt og et spil som garvede gamere vil være i stand til at gennemføre uden alt for mange frustrationer. Så til trods for at Mercury Stream og 505 Games ikke just har genopfundet den dybe tallerken, så kan mindre også gøre det. Dette er i al fald et spil der har valgt at tilføje smedeelementer til den velkendt hack´n´slash-genre, men har formået at få et virkeligt hæderligt slutresultat ud af dette.
Ikke flere anmeldelser