Hvis du enten er lige så gammel som anmelder, eller har hang til retrospil, så vil du med garanti have spillet dig igennem indtil flere gyserspil, der minder en del om Post Trauma der er udkommet for en håndfuld uger siden. Så hvad enten dit første gyserspil var det oprindelige Alone in the Dark eller det allerførste Resident Evil, så burde du kende formlen.

Du bliver som spiller kastet ind i en dyster, utryg verden, hvor du skal navigere gennem en række mennesketomme bygninger i nærmest totalt mørke, for her at løse gåder, undgå monstrene der lurer og sørge for at få åbnet de døre der kan lede dig tættere på slutningen af dit eventyr.

I ganske få tilfælde så tracker spillets kamera din figurs bevægelser, men hovedsagelig er der valgt faste, ofte ekstreme kameravinkler, som er med til at forstærke oplevelsen af, at du vitterligt er fanget i denne sære verden. I Post Trauma har du indledningsvis end ikke en idé om hvordan den gamle mand, som du starter med at spille, er endt i det faldefærdige undergrundstog, som du indledningsvist får til opgave at komme ud af. Ej heller hvem det monstro er, der har placeret alle de skumle manequindukker overalt.

Fra tredje til første perspektiv
Idet du avancerer i spillet, får du også mulighed for at spille andre karakterer end førnævnte pensionsklare politimand, Roman. På senere niveauer, får du muligheden for at spille to andre karakterer og første gang dette sker, så ændrer spillets visuelle stil sig også. Nu navigerer du gennem en mørklagt, skummel politistation (der i øvrigt har fået en voldsom vandskade i kælderetagen – red.), men nu sker dette fra et første-personsperspektiv. Dette skifte fungerer faktisk ganske glimrende og skaber lidt variation.

Som i mange af denne type spil, bliver du nødt til at løse en række puzzles fordelt på banerne, så du kan få åbnet skabet hvor nøglen befinder sig, finde frem til den rette måde at starte strømgeneratoren på, eller lignende. Hvis du ikke kan løde den udfordring, kan du ikke komme videre. Selv om spillet ikke ligefrem overrendes af monstre, og dem du møder – foruden bosserne - er forholdsvis overkommelige, så er de gåders løsninger, det som vitterligt kan give dig grå hår i hovedet. Selv om mange af disse opgaver måske forekommer forholdsvis enkle når man har fået løst dem, så er der også flere af dem, der er virkelig svære.

Se dig grundigt omkring
Hvis man har al tid i verden og måske ligefrem nyder at være sat overfor udfordringer, der potentielt tager en del tid at greje, så vil Post Trauma være lige et spil for dig. Bliver du derimod let frustreret over at de ting du forsøger, ting der forekommer som det mest logiske valg, viser sig at være en helt vildt forkert måde at gribe det an på, så vil din frustration sikkert vokse eksponentielt.

Det er ikke fordi at spildesignerne har glemt at efterlade visuelle hints og ledetråde på banerne, de er blot ikke alle sammen vildt nemme at finde frem til, eller for den sags skyld at omsætte til en form for konkret praksis. Derfor må anmelder, med skam i livet indrømme, at spillet udelukkende blev gennemført takket være grundige og præcise walkthroughs (detaljerede spilguides – red.) hentet på nettet. Det er meget muligt, at undertegnede ganske enkelt har været enten alt for doven eller ureflekteret til at gennemskue flere af de steder i spillet, der er skabt som en stopklods for at komme videre til næste bane, men sværhedsgraden gjorde, at det var den eneste vej frem, hvis spillet også skulle omtales inden nyhedsværdien forduftede.

Stemningsfuldt øde
Selv om ingen af spillets tre figurer; Roman, Freya eller Carlos indledningsvis har en idé om hvordan de er endt i ”The gloom” som er navnet på det skræmmende univers spillet forgår i, så er banerne stemningsfuldt skildret.


Det er mørkt, støvet og foruden de væmmelige manequindukker er der også en form for klamme kødtentakler, der synes at gro på væggene. Det er alle sammen elementer man tidligere har set i spil, men det gør dem ikke mindre effektive. Grafikken er ganske god, selv om spillet på de senere nivauer også genbruger flere af de locations man har set tidligere . Dette genbrug er også helt okay, for man skal tænke på at dette er et spil der er blevet udviklet af et forholdsvis lille team og ikke hos Konami eller Capcom.

Lydsiden er ganske fremragende. Selv om der indimellem kan forekomme lyde, der synes at indikere at der er noget olmt på vej, så sker der ofte intet andet end at lyden klinger ud. Det gør at man konstant er på vagt når man går gennem de øde bygninger. Når det så er sagt, så er det ikke fordi spillet ligefrem plages af horder af dæmoniske modstandere. Nuvel, der er noget fælt i vandet i kælderen på politistationen, der dukker en edderkoppelignende kvinde op flere gange undervejs og du vil da også opleve nærkamp med en håndfuld monstre. Der er dog ganske langt mellem disse modstandere.

Fokus på puzzles
Hvis man et kort øjeblik drager paralleller til det mesterlige Silent Hill 2 der blev genudsendt til de nyeste konsoller i efteråret 2024, så benytter begge spil ideen om at der findes fjender, men at de ikke just dukker op bag hvert et hjørne. I Post Trauma savner man ligefrem, at der er flere fæle væsener at slås med, for der er langt mellem den form for action. Fokus er i stedet på at lade spilleren forsøge at rende frem og tilbage mellem de forskellige locations, i forsøget på at løse de opgaver som spillet byder på.


Post Trauma er et fint lille spil, der såfremt du er vildt god til at løse opgaver, måske tager mellem 5 og 6 timer at gennemføre. Det er desuden helt tydeligt, at spildesignerne er store fans af de helt klassiske gyserspil, spil som de har ville lave en hyldest til med deres eget version. Spillet er heller ikke uoverkommeligt dyrt (109 Dkr på Playstation Store – red.), men forventer du hårrejsende action og masser af nærkampe, vil du blive slemt skuffet. Ønsker du derimod en række ganske vanskelige hovedbrud, bør du bestemt give det et forsøg.