Elisabeth Møller Jensen f.1946 mag.art, forsker og direktør for KVINFO i perioden 1990-2014 har begået en imponerende bedrift. På 423 sider guider hun læseren vidende og facetteret gennem tre perioder af ligestillingens både stenede og lyse vej.

Bogen er inddelt i tre store afsnit som forfatteren benævner henholdsvis feminismens første, anden og tredje bølge. Hun indleder veloplagt med en fortælling om hendes egen opvækst i Lemvig og hendes forældres akademiske anlæg, som de ikke fik udfoldet indenfor en traditionel akademisk ramme. Tid og sted muliggjorde ikke disse potentialer.

Første bølge benævnes Da kvinderne fik en stemme og indledes med Thomasine Gyllembourg (1773-1856) og hendes ulykkelige ægteskab med Peter Andreas Heiberg som hun lader sig skille fra grundet den langsomt voksende kærlighed til vennen Carl Frederik Gyllembourg og giftermålet med ham i kærlighedens navn. En kvinde som tager kærligheden i egen hånd og lader den råde.

Vi ledes med Gyllembourg langsomt ind i den franske revolutions idealer, som hun via sin første mand stiftede bekendtskab med fra besøgende franskmænd i eget hjem. Det skal dog snart vise sig, ifølge den engelske forfatter Mary Wollstonecraft (1759-1797) at idealer fra revolutionen kun gælder mænd. Ja, de franske kvinder fik som bekendt stemmeret som nogen af de sidste i 1944.

Samme bet synes at råde i Danmark set igennem f.eks. Georg Brandes. Denne formåede langt hen ad vejen at få romantikkens enøjede verdenssyn ændret med at få kunstnerne til at ”sætte tidens problemer til debat”, men i sine private bestræbelser på at hjælpe kvinder ud af tvangsægteskaber, tog han selv for sig af de blødende kvindehjerter uden troskab som følgesvend. Umiddelbart efter Georg Brandes eget giftermål, skriver Møller Jensen: ”Det unge pars hvedebrødsdage varede til og med det første barns fødsel, som tidsmæssigt faldt sammen med Brandes´første utroskabshistorie som gift mand.” Oplysende læsning! Det ene problem afløste det andet.

Efter turen rundt i det europæiske landskabs bestræbelser på kvindesagens fremme ledes læseren til den såkaldte anden bølge med overskriften Da kvinder fik øje på hinanden. Afsnittet indledes med personlige oplevelser efter studentereksamen i Struer med klassekammeraten og den første mand i København og den gryende politiske bevidsthed.

Afsnittet beretter desuden åbenhjertigt om forfatterens skilsmisser og vejen igennem kvindelige forfatterskaber, som perspektivering til de personlige erfaringer med samliv mellem ægtefæller mm.

Galgenhumoristiske bemærkninger fra f.eks. Vita Andersens forfatterskab som denne strofe, efter beskrivelsen af en dræbende kedsommelig arbejdsdag: ”Jeg kunne jo også blive gift”, krydrer læsningen eminent. Desuden bliver vi som læsere hele tiden mindet om tidens fremdrift i historiske fakta: ”I 1999 blev Anne-Marie Mai på Syddansk Universitet udnævnt som den første kvindelige professor i dansk litteratur”. Og man sidder tilbage og kniber sig selv i armen. Kan det virkelig passe?

I bogens tredje afsnit: Da kvinder bakkede hinanden op berettes om KVINFOs imponerende historie og herunder stifteren Nynne Koch som inden stiftelsen var ansat på det Kongelige Bibliotek og fik lov til at registrere kvinderelevant litteratur i bibliotekets samlinger et kvarter om dagen. Et arbejde der banede vejen for KVINFO´s forsknings- og specialbibliotek med viden om køn.

Udover en grundig redegørelse for MeToo-bevægelsen afsluttes afsnittet med en interessant rejse ind i Katrine Marie Guldagers forfatterskab om bl.a. de vrede kvinder, ligesom Naja Marie Aidt og Dy Plambecks landvindinger uddybes.

Det er sjældent at jeg har læst en bog som på umærkeligvis sætter hele mit personlige og professionelle liv i perspektiv. En sådan bog har jeg lige siddet med i hænderne. Det har været en vidunderlig rejse.