Som mange efterhånden har gjort opmærksom på, så skyldes uddannelsernes læringskrise ikke, at alle har fået adgang til generativ kunstig intelligens. Den oplevede krise er blot blevet mere påtrængende, fordi elever og studerende har adgang til teknologien.

Den egentlige krise består i, at der er alt for meget fokus på præstationer og tilsvarende alt for lidt på læring. Det har faktisk været tydeligt i mange år. Elever og studerende bliver ofte bedømt på nogle produkter (præstationer), som ikke nødvendigvis afspejler den læring, de har været igennem. Og i megen undervisning kan man sidde med (hvis det overhovedet er nødvendigt) og med en lille indsats blive i stand til at aflevere de produkter, der er adgangsbilletten til at fortsætte i systemet.

Elevernes og studerendes lyst til læring; deres nysgerrighed og engagement, tæller uendeligt lidt i det system, vi har bygget op.

Men hvis man interesserer sig for elevers og studerendes læring, så bliver man nødt til at fokusere på deres læringsprocesser. Det handler om engagement i de processer, som tilegnelse (eller konstruktion) af viden og forståelse af et emne kræver. Det handler endvidere om den modstand, materialet yder i forhold til den forståelse, den lærende i forvejen kommer med. Det handler om friktion og om, at læring er med til at forme og ændre den lærende.

Når nogle har spurgt: hvad er formålet med undervisning, når man kan generere et svar på få sekunder? Ja, så har de for det første ikke forstået, hvad læring handler om. For det andet kunne det samme spørgsmål være stillet i forhold til fremkomsten af offentlige biblioteker og encyklopædier som i princippet i de sidste 2-300 år har gjort “al viden” tilgængelig for alle. Læring handler ikke om at have adgang til viden, men om at forstå et emne eller et domæne. Det kræver viden, men viden (og adgangen til den) er en meget lille del af dette.

Det er én blandt mange andre gode grunde til, at det er så befriende at få Christian Dalsgaards lille bog Refleksiv læring med AI i hænderne. Dalsgaard konstaterer, at elevers færdiglavede produkter siger meget lidt om, hvad de har lært. Derfor finder han ad forskellige omveje frem til fjorten delprocesser, som indgår i de lærendes læringsproces. Og det er disse delprocesser, man didaktisk bør have fokus på. Han viser også, hvordan generativ kunstig intelligens ofte med fordel på forskellige måder kan indgå i de fleste.

Dalsgaard henter ikke de fjorten delprocesser ud af den blå luft. Tværtimod bygger de på et normativt læringsteoretisk grundlag om læring som refleksive erfaringsprocesser.

Læring kræver refleksive erfaringer, hvilket Dalsgaard henter fra John Deweys begreber om undersøgelse og refleksiv tænkning. Det er ved at undersøge et emne, konstruktion af en løsning på et problem eller udfordring og refleksion over, hvorfor (og hvordan) løsningen virker, at man lærer.

“For at gennemføre refleksive erfaringsprocesser vil eleverne således skulle gennemføre faser, hvor de undersøger et domæne, konstruerer noget, reflekterer over deres forståelse, og hvor de kommunikerer med lærere eller andre elever” (s. 12).

Dalsgaards didaktiske ramme er bygget op om de tre elementer: Undersøgelse, konstruktion og refleksion. Dertil tilføjer han, som det fremgår af citatet, kommunikation som et element. Læring er en social proces, hvor man gensidigt bidrager til og udfordrer hinanden. Her udvider forfatteren kredsen af inspirationskilder til blandt andet praksis- og undersøgelsesfællesskaber fra henholdsvis Etienne Wenger og Randy Garrison.

Dertil lægger Dalsgaard en forudsætning om, at læring kræver et aktivt, bevidst og målrettet valg fra den lærendes side. Man kan ikke lære, hvis man ikke har et mål med de aktiviteter, der ligger til grund for læringen. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er tale om “indre motivation” (noget Dalsgaard ikke kommer ind på), men om at deltagelsen i læringsprocessen indgår i den lærendes meningsskabelse.

Læring kræver handling, som har et mål. Dette mål er eksistentielt på den måde, at det bunder i en menneskelig måde at være i verden på; at ville noget. Og her er der stor forskel på mennesker og maskiner som fx chatbots. For det første er det kun mennesker, der kan handle ud fra denne definition af handling. En chatbot “handler” ikke, men udfører operationer. For det andet så handler kommunikation i den ovenstående opdeling i fire typer af processer om kommunikation mellem mennesker. “Kommunikation kan ikke erstattes af, at eleven har “en dialog” med en chatbot, da chatbotten netop ikke repræsenterer et individ og et levende væsen med spørgsmål, tanker, forståelser, syn, tvivl etc. Dermed er det vigtigt at skelne elevens interaktion med en chatbot fra elevens kommunikation med andre mennesker” (s. 25).

Videnspraksisser er også et vigtigt begreb i Dalsgaards læringsteoretiske forudsætninger for det rammeværk. han stiller op. Videnspraksis viser hen til, at viden ikke er noget, der eksisterer isoleret i det enkelte menneskes hoved, hvilket forestillingen om, at læring handler om videnstilegnelse forestiller sig. Viden er noget, der altid aktiveres i gøren og i de situationer, mennesker befinder sig i. Når jeg er på vej til en bestemt butik, ved jeg ikke nødvendigvis, hvor den ligger. Men i min gøren: Jeg går mod butikken, så ved jeg; jeg genkender og genkalder mig steder. Eller når jeg kigger på nogle stikord på et stykke papir; nåh ja! Så ved jeg. Viden er altså ikke en kasse, man åbner for at finde den tilstede. Viden er endvidere noget der eksisterer i relationer. “Man kan sige, at betegnelsen videnspraksis beskriver, hvordan mennesket “ved noget” i aktivt samspil med eksterne teknologier” (s. 30), siger Dalsgaard, men det kan også være i situationer og med andre mennesker.

I arbejdet med generativ kunstig intelligens skelner Dalsgaard i denne bog mellem fire forskellige arbejdsmetoder, nemlig forklaring, udarbejdelse, inspiration og forbedring. Det er forskellige ‘ting’ man som lærende kan bruge generativ kunstig intelligens til. En studerende kan få forklaret et begreb eller en teori, og en studerende kan få inspiration til næste skridt i en opgave. Som elev kan man også bede om forslag til forbedringer af formuleringer eller argumenter. Hvis disse måder at anvende generativ kunstig intelligens på skal hjælpe den studerende i læringsprocessen, så er det afgørende, at den studerende forholder sig aktivt til såvel de input, han eller hun giver til chatten, og de output, der kommer ud af processen.

Det mest kontroversielle i dette er nok “udarbejdelse”. Dalsgaard fremhæver flere gange, at det kan være læringsfremmende, at studerende bruger chatbots til at få udarbejdet noget, som de så nødvendigvis ikke selv har “konstrueret”/”lavet”. Men det hænger fint sammen med fokus på læringsprocesser. Hvis formålet ikke er at lære at skrive, hvilken funktion har selve det at skrive en opgave selv så? Hvis jeg har foretaget researchen, jeg har fundet ud af argumentationen, jeg har prioriteret kilder og vurderet forskellige elementer. Jeg mangler bare at skrive opgaven. Men hvorfor egentlig? Jeg kan da bede en chatbot skrive den for mig, fordi jeg kan prompte den med alt det, jeg ved og har indsamlet af informationer.

For mig at se, holder argumentet. Men jeg synes, det havde være godt, hvis Dalsgaard her havde forholdt sig til oplagte indvendinger. At skrive eller at eksternalisere er, som han selv viser, ikke nogen ligegyldig proces. Inden for mange vidensområder ligger der rigtig meget læring i forskellige eksternaliseringsformer, som fx skrivning. Så her savner jeg, at Dalsgaard forholder sig til skrivningens særstatus i tænkeprocessen.

Dalsgaard er selv forsigtig, når han formulerer tanken om, at det kan være ok at få en chatbot til at skrive opgaven: “I visse tilfælde kan det godt være i orden, at eleverne får AI til at udarbejde den endelige udformning af opgaveløsningen…. Arbejdsmetoden er udtryk for en udvidelse af elevernes muligheder for at udarbejde resultater på baggrund af egne input” (s. 74). Men igen: jeg savner diskussionen og en højere grad af eksplicitering af “i visse tilfælde”, fordi det udelukkende betragter skrivningen som “operationer” - altså funktionelle elementer i en fremstilling uden inddragelse af elementet af handling (den bevidste og målrettede gøren).

Dalsgaards rammeværk består af fjorten processer, fire arbejdsmetoder, tre roller til chatbots og elleve produkter, så der er meget at holde styr på i den lille bog på 93 meget små sider. Men hele vejen giver det mening. Og det er slet ikke så kompliceret, som det lyder. Det er lige til at gå til – og man kan jo altid vælge, hvor man som underviser vil sætte ind. Det er en virkelig god og brugbar didaktisk ramme for AI i undervisningen, som undertitlen lyder, Dalsgaard har skrevet.

Refleksiv læring med AI er en bog, der vil kunne gavne alle undervisere uanset, hvor de befinder sig i uddannelsessystemet, fordi den kigger på læringsprocesser. Noget af det rigtig fine ved bogen er, at hvis man begynder at undervise efter dens principper, så vil behovet for kontrol gradvist forsvinde, fordi man lærer elever og studerende at arbejde læringsorienteret i stedet for præstationsorienteret.

Man kan altid diskutere, om de måder, hvor generativ kunstig intelligens inddrages i de lærendes produktioner er de rigtige. Man skal altid være opmærksom på, at teknologien ikke er en vidensressource. Men hvis man er bevidst om det, så kan man bruge dens output til at styrke ens egen refleksion. Det er der heldigvis også fokus på hele vejen igennem, selvom forfatteren også en gang imellem skriver, at man kan bruge værktøjet til søgning af viden. Det kan man ikke.

Jeg undrer mig lidt over, at bogen ikke afsluttes med mere overordnede betragtninger om betydningen af det didaktiske rammeværk, som sætter det ind i en større diskussion både uddannelsespolitisk, men nok især i forhold til udprøvning og eksamen. Det havde været helt oplagt, hvis Dalsgaard havde været mere eksplicit om, hvilke konsekvenser hans didaktiske rammeværk kunne have på eksamen – og modsat hvilke forhindringer de nuværende eksamensformer giver for hans ide om læring og didaktik.

Når man (jeg) har læst bogen, så kommer der sådan en følelse af: nåh, og hvad så nu…? Nogen må sgu da gøre noget. Hvad foreslår du Dalsgaard?

Så jeg sidder lidt og venter på og glæder mig til 2’eren.