Kunstig intelligens og tænkende maskiner er betegnelser, som vi er blevet vant til. Ordene bliver flittig brugt også uden særlige refleksioner over, hvad de dækker over – eller dækker for. Men som bekendt er ord ikke uskyldige bærere af en fast betydning, der eksisterer uden for sproget. Ord er med til at danne vores forståelse for den verden, vi selv er en del af.

Når man taler om kunstig intelligens og tænkende maskiner, så følger der en medbetydning med. Nemlig at der er tale om en form for intelligens i den kunstige intelligens, og at der er en form for tænkning i tænkende maskiner. Men i hvilken betydning ordene “intelligens” og “tænkning” bruges er der sjældent en opmærksomhed på. (Man kan sige det samme om “kunstig” og “maskine”, men det lader jeg ligge).

Sådan var det ikke for Alan Turing i det måske mest betydningsfulde enkeltbidrag til vores forståelse af kunstig intelligens, selvom hans forbehold over for betegnelsen intelligens næsten helt er gået i glemmebogen.

I indledningen til artiklen Computermashinery and intelligence, som er oversat i bogen Computermaskineri og intelligens, lægger han ud med spørgsmålet: “Kan maskiner tænke?" Men som han når frem til, så er spørgsmålet absurd, fordi vi faktisk ikke ved, hvad det skulle betyde. “Det oprindelige spørgsmål, “kan maskiner tænke?”, er efter min opfattelse så meningsløst, at det ikke er værd at diskutere” (s. 54).

Så i stedet for at behandle spørgsmålet forskyder Turing det til noget, som tilsyneladende er noget helt andet, nemlig et “imitationsspil”: “Spillet har tre deltagere, en mand (A), en kvinde (B) og en udspørger (C), der kan være enten en mand eller en kvinde. Udspørgeren opholder sig i et andet rum end A og B. For udspørgeren er formålet med spillet at afgøre, hvilken af deltagerne der er en mand, og hvilken af deltagerne der er en kvinde” (s. 35). A skal forsøge at snyde C, mens B skal forsøge at hjælpe C ved at svare korrekt.

Og så kommer clouet: “Nu spørger vi: “Hvad vil der ske, hvis en maskine spiller rollen som A i dette spil”. Vil udspørgeren gå galt i byen lige så ofte i denne udgave af spillet, som når det spilles af en mand og en kvinde? Disse spørgsmål erstatter vores oprindelige spørgsmål, nemlig “kan maskiner tænke?”” (s. 37). Altså kan en maskine bedrage C, så C ikke kan afgøre, hvem der er en person, og hvem der er et menneske.

Pointen i Turings artikel er, at det ikke handler om tænkning eller intelligens, men om at imitere noget menneskeligt. Hvis en maskines output ikke kan skelnes fra et menneskes output, så er spørgsmålet om intelligens ligegyldigt; eller rettere forkert stillet. Det handler ikke om intelligens, men om adfærd eller svar, der er frakoblet erfaringsverdenen.

Som Pia Lauritzen kommenterer i bogens forord, så er tænkende maskiner, som man nu betegner som kunstig intelligens, designed to deceive. Turing var, skriver hun, “optaget af A’s evne til at imitere, at han er noget, han ikke er (kvinde), ved noget, han ikke ved (hvordan det føles at føde), og kan noget, han ikke kan (føde et barn)” (s. 16). Eksemplerne på ikke-væren, ikke-viden og ikke-kunnen er Lauritzens, og der er ikke (vist ikke helt) belæg for denne kønspolitiske pointering i Turings tekst.

En anden vigtig pointe i Turings tekst er, at der er forskel på digitale og analoge systemer. Computeren arbejder med diskrete enheder, hvilket betyder, at de fungerer i spring: 0 og 1. Så selvom den menneskelige computers (hjernens) nervebaner også udløses af elektriske impulser (diskrete enheder), så er det lige så vigtigt, at “nervesystemet har kemiske forbindelser” (s. 47). Og lidt senere, siger han: “Nervesystemet er så afgjort en maskine uden diskrete tilstande” (s. 71). Dette er en vigtig pointe, der ofte glemmes, når hypen om kunstig intelligens kører for fulde omdrejninger og den kunstige intelligens’ neurale netværker sammenlignes med den menneskelige hjernes måde at fungere på.

Turing er dog selv af den opfattelse at hjernens måde at fungere på kan sammenlignes med en computer. I hvert fald omtaler han den som den menneskelige computer. Og han diskuterer også dens begrænsninger. Det er jo ikke noget argument mod en maskine, at den kan lave fejl. Det kan mennesker også. Så det er ikke det, det handler om, når man skal vurdere, hvilke muligheder der er for at udvikle maskiner, der kan simulere menneskelig adfærd.

Turing foregriber maskinlæring, når han argumenterer for, at det vil være lettere at programmere en maskine, der fungerer som et barn. Det kræver mindre, og man vil lettere få en maskine til at simulere menneskelig adfærd, hvis man “uddanner” eller træner den. “I stedet for at forsøge at fremstille et program, der kan imitere den voksne bevidsthed, hvorfor så ikke hellere forsøge at fremstille et, der kan imitere et barns? ... Dermed har vi delt vores problem i to: Barneprogrammet og undervisningsprocessen, og de forbliver meget tæt forbundne” (s. 80f). Han foregriber også, at et sådant system skal have et element af tilfældighed.

Turing skriver i en sjov, snakkende stil. Om barnecomputeren reflekterer han blandt andet over, at man må hjemmeskole den, da man ellers ville risikere, “at de andre børn vil håne den” (s. 82), hvis man sendte den i rigtig skole. Andre steder er han dybt ironisk overfor eventuelle kritikere af hans tænkning.

Bogen giver et interessant indblik i, hvordan Alan Turing allerede i 1950 tænkte over den såkaldte kunstige intelligens. Den er også interessant, fordi den netop sætter fokus på imitation, som er den helt afgørende pointe – og det er det også i dag, selvom det ofte udelades i mange sammenhænge. Det sker når man lægger vægt på, at output kan være forkert (hallucination, bias osv.), selvom det er selve pointen. Det er en simuleringsmaskine, der efterligner menneskeligt sprog.

Det er også noget af det, Pia Lauritzen trækker frem: “Turings tekst… hjalp mig med at forstå den teknologi, der tegner det 21. århundrede. Den tilbyder et tiltrængt alternativ til den måde, vi tænker og taler om kunstig intelligens på i dag. Den minder os om den opgave og det ansvar, vi har som mennesker i en verden, der er ved at drukne i hurtige, men langt fra altid troværdige svar” (s.  29).

MEN, der er en stor fejl i den danske tekst. Hen mod slutningen af bogen, diskuterer Turing, som jeg har beskrevet, den lærende maskine. Barnecomputeren som gennem træning skal blive god til at simulere tænkning. Her skriver Turing ifølge den danske oversættelse: “Ideen om en tænkende maskine kan forekomme nogle læsere paradoksal” (s. 85). Det skrev Turing naturligvis ikke. Han talte her om den lærende maskine. Men bortset fra det, fungerer sproget godt.

Det er en vigtig bog/artikel, og det er rigtig godt, at den er kommet på dansk. Jeg håber mange vil læse den, og især tage ved lære af den ydmyghed på teknologiens vegne, som Turing viser. Det giver et skarpere blik for, hvad teknologien er og gør i menneskers interaktioner med den.