Billedtræthed er Nordic Adademics tredje udgivelse under titlen Udfordringer. De to forrige titler Vild vækst og Udsat natur handlede hhv. om økonomisk vækst sat overfor bæredygtighed og om kulturpolitikkens påvirkning af vores vilde natur. De er allesammen tænkt som debatbøger, der hver især fokuserer på aktuelle emner. Selv om de to første sikkert også er interessante var det den tredje Billedtræthed der for alvor fangede denne anmelders opmærksomhed.

Titlen henviser til det faktum at vi lever i en tid hvor vi konstant tæppebombes med indtryk, særligt af visuel karakter. Det er vanskeligt nok at sortere i alle disse, men endnu mere svært kan det være at forholde sig til de mange billeder af krig som dagligt fylder i vores medier. Især pressefotografiet fra verdens brændpunkter synes at være udfordret, for idet vi nærmest på daglig basis udsættes for virkelighedens billeder fra krigszoner, så kan der være en risiko for at vi føler en vis afmagt overfor det vi ser. ”Motiverne mister deres kraft, og vi bliver blinde, passive og ligeglade” som bogens bagside fortæller os.

Bogens udgangspunkt er pressefotografiet. Dette er naturligvis også udfordret i og med at den trykte dagspresse som branche er truet. Når antallet af abonnenter er dalende vælger mange aviser at spare på eksempelvis løn til egne fotografer og i stedet køber de fotos fra anerkendte pressebureauer, hvilket så gør at de billeder vi ser er langt mere homogene end tidligere. Et andet aspekt er også, at pressefotografiet har ændret sig radikalt i de senere år, for mange af os oplever ikke disse fotos på avispapir, men måske i højere grad online, idet vi scroller gennem vort newsfeed på vores forskellige devices.

Uanset hvordan eller hvor vi møder disse billeder, kan der jo godt opstå førnævnte situation, hvor selv dramatiske, voldsome eller chokerende fotos fra virkeligheden ikke synes at påvirke os i lige så høj grad som tidligere. Det kan der være mange grunde til, men muligvis er en af de vigtigste, at vores medierede virkelighed sørger for at mængden af sådanne billeder bliver så overvældende, at vi efterhånden ender med at gøre os følelsesløse.

Der er sket mangt og meget i medielandskabet siden Susan Sontag skrev At betragte andres lidelser (en bog der i øvrigt også optræder i Billedtræthed), for tanken om at enkelte, ikoniske fotografier potentielt kan være med til at sætte en global dagsorden eller ligefrem styrke fredsbevægelser og anden aktivisme, synes ikke at holde stik længere.

Det store spørgsmål er så, hvordan kan (presse- & krigs)fotografer fremadrettet arbejde med at finde motiver eller skildre krig på en måde, der potentielt kan omgå vores individuelle ´billedtræthedsfilter´ (anmelders eget hjemmestrikkede udtryk – red.)? Det er blandt mange andre ting det som Mette Sandbye undersøger i sin fine og meget læsværdige bog.

Skal man destillere en del af løsningen på denne udfordring, så handler det i hendes optik om at fotograferne bør satse på at fortælle andre typer af historier fra krigszonerne end de vi er blevet mætte af. Selv om bogen handler om krigsfotografi, så byder den ikke på et eneste billede ud over det der pryder forsiden. Det forestiller en mand på cykel, der kører gennem ruinerne af en sønderbombet by. I baggrunden kan man se en kran og hvad der ligner redningspersonale eller brandmænd bevæge sig rundt. Billedet er fra krigen i Ukraine, nærmere bestemt fra byen Borodyanka og viser oprydningsarbejdet efter et russisk angreb. Som skrives i bogen så viser billedet med al tydelighed at ”nogle cyklister heldigvis overlevede” (s. 15). På den måde bliver billedet en kommentar til at livet og arbejdet med at genopbygge det ødelagte fortsætter ufortrødent, selv under meget vanskelige kår.

Et af spørgsmålene der stilles mod bogens slutning er ”Kan man overhovedet forny det journalistiske fotografi? Er det blevet udkonkurreret af private videooptagelser, Instagramfotos, memes og AI? Er det låst fast i klicheer og patosformer, som det blot kan gentage i den næste krig?” (s. 72) Et vanskeligt spørgsmål som bogens forfatter dog kommer med flere løsningsforslag på. Hvad de andre konkret består af, bliver du selvsagt nødt til selv at læse Billedtræthed for at få svar på.

Om forfatteren kommer til at få ret i sine antagelser, eller om det journalistiske fotografi blot vælger at fortsætte ned af ovennævnte sti må eftertiden vise. I mellemtiden kan du selv blive meget klogere både på vores aktuelle medievirkelighed og vores reaktioner på den, ved at læse Billedtræthed. Det er en bog der er interessant for alle os der har en interesse i medier, fotografi og ikke mindst i samspillet mellem medierne og os der betragter dem. Det kan godt være at bogen kun er 96 sider lang, men til gengæld er den fyldt til randen med interessante overvejelser og pointer der gør at Kapellet selvsagt giver den vores allervarmeste anbefalinger med på vejen.