Det var Tysklands forbundskansler Friedrich Merz (CDU), der sagde det: »Verden venter ikke på os«. Og nu bruger Philipp Alexander Ostrowicz og Steen Nørskov de fire ord som titel på deres fælles bogudgivelse om Tyskland, som landet er i dag: i verden, i Europa og i forhold til Danmark.

Det er en fin og vigtig bog for danskere til at få indsigt i og forstå Tyskland. Den vinder især ved Philipp Alexander Ostrowicz’ stærke analyser af landet, der i årevis har stået i stampe, fordi det var bundet af historisk begrundede vanetænkninger, stokreaktionære strukturer, bureaukrati og en eks-kansler, Angela Merkel, som store dele af hendes samtid hyldede, men som eftertiden vurderer langt anderledes og hårdt – primært fordi resultaterne af hendes politik først viser sig nu. Mens hun på mange områder gik i front som regeringschef for det største EU-land, var hun på andre områder lidt af en fedtspiller.

Hver fjerde tysker ville – hvis der skulle være valg her i maj 2026 – stemme på det højrepopulistiske og stærkt nationalkonservative parti Alternative für Deutschland, AfD. Både Trump og Putin kan dermed få en trojansk hest lige ind i hjertet af Europa.

Bogen Verden venter ikke på os hviler især på Philipp Alexander Ostrowicz’ solide overblik og grundige kendskab til tysk politik, tyske samfundsforhold og tysk kultur. Ostrowicz er ph.d. i tysk litteratur og underviser i tyske studier på Copenhagen Business School. Han stammer fra Kiel, taler dansk, og hans position i det danske gør ham til en relevant formidler af tyske forhold til danskere. Han kender begge sider.

Steen Nørskov er journalist og Danmarks Radios korrespondent i Tyskland. Han står for de reportageagtige afsnit i bogen. De er udmærkede og gør stoffet ekstra konkret. Nogle gange virker overgangene dog ikke så elegante. Her kunne man med held have redigeret overgangene lidt mere glidende eller fremhævet reportagerne med en anderledes grafisk baggrund.

Langsommelig konsensus
Bogen formidler overbevisende, hvordan Angela Merkels langsommelige konsensus blev gammeldags og førte til stagnation. Under hende blev akserne mellem højre og venstre – der i mange år havde været en af Tysklands mange styrker – udvisket, og det gav plads til andre strømninger i det politiske liv. Den periode, der begyndte med Konrad Adenauer og Willy Brandt, er for længst forbi. De engang så solide folkepartier kan ikke længere samle de brede samfundslag, påviser bogen.

Hendes forgænger Gerhards Schröders fatale fornægtelse – som historikeren Heinrich August Winkler har kaldt Schröders Ruslandspolitik – sættes i et kritisk lys. Problemet bliver ikke mindre af, at mange tyskere, især med tilknytning til Sahra Wagenknechts parti, BSW, til Die Linke og til AfD den dag i dag ikke opfatter virkeligheden meget anderledes, end Schröder gjorde og gør.

Mens andre europæiske lande investerede i moderne transport, grøn omstilling og gjorde både bureaukratiet, undervisningen og borgere langt mere digitale, var Tyskland fokuseret på ikke at have underskud på budgetterne. Denne tankegang havde rødder i historien. Tyskland har oplevet, hvor galt det kan gå, når inflationen stikker helt af – og at det gav mening at lægge til side. Landet holdt igen med offentlige investeringer og profiterede på lave renter og billig energi fra Rusland. Det sidste har ramt Tyskland som en boomerang lige i ansigtet – og var i øvrigt langt fra nok til at kunne opveje de andre underskud.

I Østrig og Schweiz kører 90 procent af togene til tiden. I Tyskland er det 60 procent.

Føderalismen skal reformeres
Bogen indeholder en grundig analyse af AfD’s store fremmarch og fremhæver, hvad der måske kan være overraskende for mange: Det er langtfra kun gamle sure mænd og/eller tyskere, der ikke har alle privilegierne, der stemmer på partiet. Især i området, der tidligere var DDR, har partiet rigtig godt fat i de unge. Det illustreres glimrende ved Philipp Alexander Ostrowicz’ analyser og Steen Nørskovs reportager og interviews.

Ostrowicz har en fordel i det komparative i og med, at han har et kendskab til både det danske og det tyske og har derfor et særligt godt øje for, hvordan forholdsvis mange uoverensstemmelser i Tyskland skal have en juridisk afklaring frem for at løses gennem kompromiser. Han gør også opmærksom på, at den sociale hjælp til de svage i samfundet ikke er Tysklands egentlige problem. Det er de galopperende udgifter til pension og sygeforsikring, der grundlæggende er struktureret anderledes end de danske ditto.

Bogen argumenterer for, hvorfor en reform af føderalismen er nødvendig. Den decentrale struktur har store ulemper og langsommeliggør og forhindrer ofte udvikling.

En fin illustration af de tilbagevendende identitetspolitiske diskussioner og cancel culture-debatter i Tyskland (som alle europæiske lande har i større eller mindre udstrækning) illustreres rammende med omdøbningen af Mohrenstraße til Anton-Wilhelm-Amo-Straße i Berlin i 2025. Mohren betyder maurere på tysk og er en betegnelse for de nordafrikanske muslimer, der i 700-tallet nåede et godt stykke op i Sydspanien – men det har også en nedsættende betydning for sorte mennesker.

Anton Wilhelm Amo var en vestafrikansk dreng, der i 1700-tallet blev bortført i Ghana og blev sat til at tjene ved en storfyrstes hof. Som den første med afrikansk baggrund fik han senere en uddannelse og blev ansat som underviser på universiteterne i Halle an der Saale og lutherbyen Wittenberg (aktivister gav gaden deres eget navn ved at sætte to prikker over bogstavet »o«, så det blev til Möhrenstraße = Gulerodsgade).

Til slut i bogen skitserer forfatterne tre mulige udviklinger for den tyske udenrigspolitik – et specielt relevant afsnit for danske læsere.

Vil du opdateres om Tyskland og have et overblik over udviklingerne i landet lige nu, er det denne bog, den danske læser skal have fat i.