Forlaget Eksistensen kører med to meget forskellige serier, selvom genren for så vidt er den samme. I Kristendommen ifølge… bliver en masse kulturpersonligheder inviteret til at skrive om deres version af kristendommen. Benspændet synes at være, at kun præster og teologer ikke får buddet, og at genren/formen er fri. Det har givet en del utroligt interessante perspektiver på kristendommen.

Den anden serie, som nærværende bog er fra, hedder Bibelen læst af…, og her lader det til kun at være præster og teologer, der bliver inviteret. Til gengæld er formen helt fri, hvilket selvsagt også giver muligheden for mere eksperimenterende udlægninger af de forskellige bøger, som Bibelen består af.

Det er der både positive og negative sider af. Hvis man – som undertegnede – er meget nysgerrig på, hvordan en given forfatter vælger at tolke de forskellige tekster i Bibelen, så skal man i hvert fald være opmærksom på, at bøgerne ikke altid går lige til sagen.

I bogen om Jonas’ Bog kommer vi også forholdsvis vidt omkring. Svende Grøn opfinder samtaler, som ikke fremgår af Jonas’ Bog (ikke ulig Anne Lise Marstrand-Jørgensen som i Under solen dramatiserer over Det Gamle Testamente), og udfolder bl.a. hvad det vil sige at have angst, da han forestiller sig, hvordan Jonas er ved at dø af skræk, da Gud henvender sig til ham som en profet eller gør ham til profet. Han skal fortælle byen Nineve, at Gud vil ødelægge byen pga. dens ondskab.

Det ’fromme’ møde med Gud er Grøn utrolig skeptisk overfor, da han i høj grad forbinder det med den facade og forstillelse, han selv har oplevet i konservative missionske kredse. Grøn er derfor yderst sarkastisk, når det gælder kristen indoktrinering, og udfolder den angst, man kan føle som et barn, når man hele tiden bliver advaret om, at Gud holder øje med en, og man (uanset man fx bor i et voldeligt hjem), skal holde en stram ydre facade. Det kan næsten kun gå godt, når Gud er med, hedder det her, så der må være en positiv grund til, at man har det så skidt. Således kan Grøn tage et centralt begreb som ’angst’ og udfolde nogle meget private oplevelser, hvorved han ofte spidder ydre kristendom.

Profeter var ikke noget usædvanligt på gammeltestamentlig tid (og heller ikke i vor tid, lyder det også sarkastisk i bogen – de tager bare meget tit fejl), men Jonas vil ikke være en af dem, så han forsøger at flygte fra Gud (og hvem har ikke forsøgt at flygte fra Gud?, synes Grøn at spørge). Det kan man selvfølgelig ikke, så Gud sørger for, at sømændene på det skib, han flygter i, kaster ham over bord. Hans flugtplaner, hans andel i, at Gud rejser en storm mod skibet, bliver afsløret, da de kaster lod for at finde synderen; her har Grøn tillige nogle tanker om at spille lotto, også med en sarkastisk kommentar om, hvor Gud burde gribe ind (en fattig mor kan godt have brug for en lottogevinst). Han kommer unægtelig vidt omkring, med et hav af associationer, ikke mindst om menneskers og Guds viljer.

Som det vil være mange bekendt, ender Jonas i en stor fisks mave, og Grøn har en del meget sanselige beskrivelser at den oplevelse. De står ikke i Jonas’ Bog, Grøn forsøger blot at udfolde oplevelsen litterært, så at sige. Inde i maven beder Jonas en bøn – ikke rigtigt om noget konkret – men Grøns beskrivelse af bønnens rolle eller funktion, er et af de bedste jeg har læst: ”Bøn forandrer ikke verden. Bøn forandrer mennesker. Mennesker forandrer verden! Som forvandlet menneske løftede Gud Jonas ud af graven og sagde til havfisken, at det skulle kaste Jonas op på stranden, så han kunne bidrage til verdens forvandling” (s. 64).

Og så sker forvandlingen! Jonas er nu ikke længere angst, og påtager sig ufortrødent den opgave, Gud har pålagt ham.

Hans frygtløse prædiken gør indtryk, for byen Nineve ender med at omvende sig i sidste øjeblik. Men så fortryder Gud. Han har bedt Jonas om at fortælle byen, at pga. dens ondskab, vil byen om fyrre dage blive ødelagt, for Jonas’ forkyndelse får byen til at vende sig fra ondskaben, Gud fortryder, og lader alligevel byen leve.

Svende Grøns bog vil sikkert dele vandene, for hvis ikke man er med på stilen, kan den godt virke utroligt rodet. Der er længere passager om oplevelser, følelser, fænomener og begreber, som tilsyneladende ikke har noget med Jonas’ Bog at gøre. Men på overraskende vis, så virker det alligevel, refleksionerne giver så at sige fylde til netop Jonas’ Bog.

Jeg er selv meget glad for at associere, men er man ikke det, vil disse diskursagtige passager, som bogen vrimler med, muligvis virke irriterende og måske endda forstyrrende. Grøn synes at zoome ind på centrale fænomener i Jonas’ Bog som angst, flugt, bøn, vrede, genkendelse, mv., og så udfolder han disse med en masse associationer – som ofte er utroligt personlige. Det gør at teksten næsten kan få prosa-karakter. Men det giver en forunderlig fylde til begreberne, og man forstår hvor angst Jonas kan have været, man forstår bønnens rolle i havfiskens bug, og man forstår, at selvom Jonas er udpeget som profet af Gud, er han stadig et menneske med smålige reaktioner. Det er sikkert derfor, at Grøn også bruger et helt afsnit på begrebet ´genkendelse´. For vi genkender, trods Jonas’ fremmede kontekst, os selv i Jonas, fordi de ting, han gennemlever, er så alment-menneskelige. Men det vil helt sikkert være noget forskelligt, vi genkender, og helt sikkert ikke være det samme, vi husker og tager med fra historien.

Men Jonas bliver jo vred over, at hans arbejde, som han har haft så svært ved, bliver omstødt af Gud selv. Nu havde han endelig taget sig sammen til at komme med en dommedagsprædiken som en rigtig profet, og så ender Gud med barmhjertighed i stedet for, og skåner alligevel hele byen.

Desværre kommer bogen ikke helt ind på min egen kæphest i Jonas’ Bog, nemlig det forhold, at Jonas’ tegn, som Jesus taler om i evangelierne som tegnet på, at Jesus er den han er. At med Jonas’ tegn og Jesus komme til verden, er dommedag til fortabelse aflyst, ligesom i Jonas’ Bog (en pointe jeg selv udfolder i bogen, Jonas’ tegn).

Svende Grøn er dog tæt på. For Guds barmhjertighed er ubetinget, og selvom vi kan gøre os tanker om mange skrækscenarier, og være uforstående overfor, at det virkelig kan være rigtigt, at alle bliver frelst, så spørger Grøn i epilogen: ”Skulle vi virkelig tilsidesætte andres frelse for at få ret? Skulle vi vitterlig begrænse Guds kærlighed og tilgivelse, for at vores egen profetiske fromhed kunne shine? Hvor langt vil vi egentlig gå for at få ret?” (s. 81).

Og meget passende, så slutter Jonas’ Bog, altså den oprindelige tekst i Det Gamle Testamente, faktisk med et spørgsmålstegn.

Grøn skriver et sted, at det tager cirka fem minutter (5:57:46, s. 16) at læse Jonas’ Bog.

Det er en af de forunderligste tekster i Bibelen, og med Grøns lille bog, får den lille tekst ekstra fylde.