Det kan godt være, at de mennesker, der ikke er en del af, eller som ikke kender særligt meget til metalmiljøet kan undre sig over hvorfor der findes mennesker der har lyst til at iklæde sig battle-vest (denimvest – red.) med patches, der som stof-trofæer, hylder deres yndlingsbands før de folder det lange garn ud og tager til koncert med bands der har det til fælles at de spiller en form for voldsomt aggressiv musik som anmelders far engang beskrev som lyden af ”en bunke rustne bolte, der bliver kastet ned gennem et nedløbsrør” alt imens der skriges eller growles på livet løs.

Denne åbenlyse agressivitet i musikken koblet med en ikonografi, hvor pladecovers og plakater ofte viser skildringer af maltrakterede lig, ondskabsfulde, sataniske væsener, eller figurer i gang med tabulignende seksuelle udskejelser virker jo umiddelbart som en kombination af elementer der synes designet til at skræmme langt de fleste væk. Så hvordan kan det mon være at festivalen Copenhell her i 2026 kan fejre sit 15-års jubilæum?

Det er netop fascinationen af heavy metal musikken og alle os der elsker den, som er udgangspunktet for den tyske politolog og sociolog Harmut Rosas bog Når monstre brøler og engle synger – heavy metal og resonans. Rosa har selv et livslangt forhold til netop denne musikgenre og alle de ting der i øvrigt er knyttet til den.

Et kendt sociologisk og etnologisk paradoks er, at det kan virke nærmest umuligt – eller i det mindste videnskabeligt useriøst – hvis man begynder at observere en (sub)kultur som man selv er en del af. Selv om en sådan praksis måske kan være en potentiel fejlkilde, så er Rosas slutresultatet alligevel rigtigt fint og ikke mindst meget læsværdigt, måske især for alle de, der lige som forfatteren selv er investeret i metalscenen eller som minimum er nysgerrig på hvad det er der får fans til at dyrke netop denne ofte meget brutale form for musik.

Rosa har i sit værk Resonans fokuseret på, at vi som moderne mennesker har behov for at opleve verden som den er. Komme i kontakt med den. Svinge med den. Vi søger efter oplevelser der gør at vi ikke føler os afsondrede fra vores omgivelser, men som en del af et hele. En slags gensidig, positiv påvirkning mellem verden og dig selv. Det lyder måske abstrakt, men lad Rosa forklare det for dig, så vil du se at det giver mening.

Det er netop dette resonansbegreb forfatteren også bringer i spil i bogen om heavy metal. Her mener forfatteren at den enkelte metalfan kan opleve resonans når der lyttes til bestemte stykker musik (eller dele af disse), er til koncert eller i det hele taget føler at livet forekommer nærmest perfekt i disse få, sjældne momenter. Momenter der ikke kan fremprovokeres, men som opstår på grund af en lang række faktorer. Tænk det som en form for epifani i moshpitten. Rosa skriver også at han naturligvis klar over at resonans ikke nødvendigvis kun kan opleves gennem heavy metal, men det er nu engang metalmiljøet der er fokus på hér.

Anmelder, der selv siden teenageårene har dyrket ´smadder´ i alle afskygninger, kan godt afsløre, at Rosa har begået en ganske indsigtsfuld bog om heavy metal og de der dyrker denne scene. Når det så er sagt, så kan det også godt mærkes at Rosa har tysk baggrund. Dette ikke alene på grund af hans kærlighed til Scorpions og andre hårdrockbands, men også i hans betragtninger om at stort set alle metalfans konstant læser og diskuterer de mange blade der udgives. Bevares, Metal Hammer og Kerrang! læses sikkert også af danske metalhoveder, men uden at have videnskabeligt belæg for det, så virker det også som om der er regionale forskelle på den måde metalfans dyrker deres lidenskab på. Eksempelvis har undertegnede i mange situationer snakket med rigtigt mange ligesindede, men snakken er aldrig faldet på musikmagasiner eller artikler om ens favoritband.

Anmelder ved også erfaringsmæssigt (du kan eksempelvis finde en masse koncert- og musikmeldelser hér i Kapellet – red.) hvor vanskeligt det kan være at beskrive hvad det er musik gør ved os med ord, men det er Rosa virkelig dygtig til.

Rosa forsøger også at forklare de mange ritualiserede handlinger som kan opleves hvis du forvilder dig ind til en metalkoncert. I flæng kan nævnes headbanging, wall of death og de mange andre måder som publikum dyrker deres musik på. Bogen bliver på den vis en mellemting mellem et con amore-projekt og en mere saglig, nøgtern sondering af hvorfor netop heavy metal er så fascinerende for så mange mennesker.

En væsentlig mangel i Rosas observationer er, i anmelders optik, det faktum at metalfans også er vildt gode til at konsumere fadøl og andre typer af alkohol. Ikke for at sige at dette ikke også sker i andre musikmiljøer, men man har blot nødig at undersøge, hvor mange udskænkninger der er til en metalkoncert sammenlignet med en nærmest hvilken som helst anden type musikbegivenhed, for at kunne se rigtigheden i ovenstående udsagn.

Når monstre brøler og engle synger – heavy metal og resonans er en hurtigt læst og i øvrigt fint gennemarbejdet udgivelse, der går meget grundigt til værks. Takket være de mange afsnit om musiknumre og bands der har skabt resonans i Rosas eget liv, bliver det også en subjektiv, personlig skildring af mandens teser. Det virker til gengæld som om at du forholdsvis nemt ville kunne finde frem til netop den koncertoplevelse eller det yndlingsnummer som fremkalder lignende resonans i dit liv, hvis du tænker over det.

Så hvad enten du er metalfan eller blot nysgerrig på os der er, så kan denne bog varmt anbefales. Den eneste anden anke anmelder kan komme i tanke om er det Rosa nævner på på side 53: ”Jeg vil ikke fortsætte debatten om tekster og band her. Jeg er og var selv noget mistænksom over for Slayer, og jeg kan heller ikke lide deres musik.” Selv om smag naturligvis er subjektiv, så bør ingen være hverken mistænksomme eller tale dårligt om mægtige Slayers musik. Måske afslører Rosa hér, at han måske alligevel ikke er helt så metal, som ellers forsøger at overbevise sin læser om.