Når man taler om kunstig intelligens, så vil de fleste nok opfatte det som et relativt nyt fænomen. Internettet, computere, smartphones og Internettet hører stadig hjemme i kategorien ny teknologi, hvorunder vi også typisk placerer kunstig intelligens.

Men ideerne om kunstig intelligens kan – ligesom det er tilfældet med alle de teknologier, vi kalder for nye – spores meget langt tilbage i historien. Faktisk findes der i Homers epos om Odysseus' hjemfærd fra krigen i Troja en fortælling om det selvsejlende skib, som er en pendant til den selvkørende bil. I ottende bog i Odysseen tilbyder kongen af faiakerne Odysseus at sejle ham hjem med skibe, hvor der ikke er brug for styrmænd eller ror. “Nej, de ved af sig selv hvad mandskabet tænker og ønsker, og hvor hver eneste by eller land i menneskers verden ligger” (s. 7).

Det er Markus Giessing og Viktor Udbye, der minder os om denne scene fra Odysseen, og det gør de i den fremragende bog Den korte historie om kunstig intelligens. Bogen er en bredt anlagt kultur-, samfunds- og teknologihistorisk præsentation af kunstig intelligens fra mange forskellige perspektiver.

Bogen består af tre dele.

I første del præsenteres en række nedslag på ideer og forestillinger om kunstige replikationer af mennesker eller andre levende væsner. Som med de intelligente skibe, der kan tænke og navigere på en menneskelig eller ligefrem overmenneskelig måde, da de kender til alle steder i hele verden.

I anden del diskuteres filosofiske opfattelser af, hvad intelligens, sprog og bevidsthed overhovedet vil sige, når man anvender det på maskiner eller robotter.

Og endelig tager tredje del livtag med de “de reelle problemer” (s.212) for samfundet, der er forbundet med kunstig intelligens, uanset om den er generativ eller ej.

Her er konklusionen, at “ny teknologi ikke automatisk leder til fremgang over en bred kam. Fremskridt er nemlig ikke en økonomisk naturlov, men derimod noget, der skabes af politiske beslutninger; ofte fremskyndet af aktivisme” (s. xi), som det foregribes allerede i bogens prolog. Og henimod slutningen af bogen skrives det klarere frem, hvad der er for en form for aktivisme, forfatterne mener, der er brug for: “Vi kan tage ved lære af historien om den engelske arbejderklasses kamp mod datidens techgiganter – den er en lektion i, hvordan man skaber forandring” (s. 252).

Forfatterne advarer mod techgiganternes uetiske og udemokratiske måde at forvalte deres magt på, og de opstiller et politisk alternativ, hvor borgere bliver nødt til at kæmpe, så techgiganternes værdier ikke bliver for dominerende.

Demokrati handler om, at mennesker har indflydelse på deres eget liv. Men de nuværende techgiganter har så stor magt og indflydelse, at de ofte kan se bort fra national lovgivning og dermed den demokratiske kontrol. Lige præcis denne vinkel bruger forfatterne ikke så meget tid og plads på, men det ligger implicit, når de peger på, hvordan arbejderbevægelsen gennem deres modstand mod urimelige vilkår har ført til fremkomst af velfærdssamfundet.

Første del handler som nævnt om historiske forestillinger om det kunstige liv og den kunstige intelligens. Der er vekslende konstellationer mellem, hvad man har tænkt om henholdsvis natur, maskine og menneske og deres særlige karakteristika. Er kategorierne væsensforskellige, eller er det dybeste set det samme? Og hvordan kan man tænke disse størrelser, hvis man holder en kosmologi (fx Gud) ude af ligningen?

Forfatterne interesserer sig meget for de forskellige former for automata, der er fremkommet gennem tiden. De første kendte er fra antikken, hvor man kendte til princippet om pneumatik, der handler om at regulere lufttryk, der kan bruges til at få mekaniske dele til at bevæge sig og derved skabe illusion af noget levende. Denne viden går mere eller mindre i glemmebogen, men dukker op igen i renæssancen med genopdagelsen af mange antikke skrifter, hvor pneumatik og automata er beskrevet.

Fremstillingen af mekaniske illusioner flyder også ind i tænkningen. Ikke alene kan man skabe animerede maskiner, der kan se ud som levende væsner. Man begynder også omvendt at overveje, om ikke også hele verden og mennesker dybest set er mekaniske; at der er en indbygget pneumatik i kroppen – og sjælen eller bevidstheden. Blodets kredsløb antyder, at kroppen måske består af mekaniske dele, der får mennesker til at være levende. I 1600-tallet begyndte man “at anskue verden som en stor maskine, der kunne skilles ad for at forstå dens dele. Et nærliggende spørgsmål var derfor, om også mennesket var en slags maskine” (s. 33).

Men det stiller så spørgsmålet om menneskers sjæl. Er den noget særligt, eller er den også sammen med bevidstheden, intelligensen og fornuften noget, der kan forklares mekanisk? For Descartes, for hvem verden kan forstås ud fra matematiske og mekaniske sammenhænge, er undtagelsen den fornuftige sjæl. Men Thomas Hobbes er mere radikal og hævder “en tænkende ting er noget legemligt; for alle akters subjekter synes kun at forstås i form af et legeme eller en materie” (citeret s. 43).

Man genkender debatter om menneskers særstilling i nutidens diskussioner af, om den kunstige intelligens er sammenlignelig med den menneskelige intelligens. For singularitetens fortaler nummer ét, Kurzweil, er der ingen tvivl om, at der findes maskinel intelligens, og at det kun er et spørgsmål om kvantiteten af data at udvikle generel kunstig intelligens. Det er det, singularitet handler om.

Men, hævder forfatterne, der ikke deler Kurzweils forestillinger, der er formentlig stor forskel på beregninger og databehandling og intelligens. Men faktisk findes der ikke nogen fast definition af, hvad intelligens er. Er en termostat intelligent, fordi den kan registrere en ændring af temperatur og agere hensigtsmæssigt på baggrund af registreringen? Det vil ifølge forfatterne ikke give mening. For en af grundene til, at vi overhovedet taler om kunstig intelligens skyldes Allan Turing, som med sin ide om imitation fik gjort intelligens til et spørgsmål om at kunne imitere menneskers svar på en masse spørgsmål. Lidt på samme måde som automata imiterede levende væsener, er kunstig intelligens en imitation af (dele af) menneskelige måder at svare på.

Forfatterne fører læseren fra filosofferne i 1600-tallet og videre til romantikken, hvor Charles Babbage og Ada Lovelace udarbejder ideerne den første computer og frem til etableringen af kunstig intelligens som et tungt og fokuseret forskningsområde med de velkendte vintre og somre; vi får forklaringer på forskellen mellem symbolsk kunstig intelligens og AI baseret på netværk frem til nutidens generativ kunstige intelligens baseret på store sprogmodeller.

Her kan anden del tage fat og diskutere, hvad det egentlig er for noget med sprog i de store sprogmodeller. Forstår de fx sprog, og er der i det hele taget “nogen hjemme” i dem?

Når vi taler om store sprogmodeller, hvad er det så, de er modeller af? En model er pr. definition en model af noget, hvor noget er reduceret væk. Der kommer ikke nødvendigvis regnvejr ud af en meteorologisk model. Så hvad er det, der kommer ud af en sprogmodel? “Det er … uklart, hvad de præcis er modeller af, for sprog består af mange elementer” (s. 112).

Lærer mennesker sprog på en tom baggrund, eller er sprog på en eller anden måde indlejret ved fødslen? Hvad betyder kroppen og den måde, barnet møder verden på, for dets tilegnelse af sprog? Der er intet, der tyder på, at mennesker lærer og bruger sprog på baggrund af utallige beregninger, som det sker i store sprogmodeller. Menneskers hjerner fungerer slet ikke som de neurale netværk, man finder i de kunstige intelligenser, da neuroner i hjernen er langt mere komplekse. Her tegner der sig en modsætning mellem det mekaniske og tekniske (regnekraft) på den ene sige og det biologiske (relationelle) på den anden.

Diskussionerne af forholdet mellem sprogfilosofien og sprogmodeller afkaster mange interessante perspektiver på den generative kunstige intelligens. Den afstedkommer også en fremstilling af forholdet mellem sprog, bevidsthed og intelligens og kroppens betydning i alt dette. Men jeg undrer mig ikke så lidt over, at Wittgenstein og pragmatisk sprogteori slet ikke inddrages i diskussionen.

Tredje del handler om de samfundsmæssige udfordringer med kunstig intelligens, og man bliver som læser præsenteret for ´the usual suspects´ som klima, miljø, misinformation, børnearbejde, udbytning og udnyttelse af arbejdskraft fra det globale syd, demokratisk underskud og så videre. Der er virkelig mange udfordringer med techgiganternes magt og den måde, den hænger sammen med politiske og økonomisk magt i det hele taget.

Når en af de helt store inden for dette kompleks, nemlig Peter Thiel kan sige: “Jeg mener ikke længere, at frihed og demokrati er forenelige størrelser” (citeret s. 240), så er det udtryk for en skræmmende ærlighed. Der er intet, der tyder på, at techgiganterne og de finansielle konglomerater, de er en del af, har tænkt sig at lade sig begrænse af den legitime, institutionelle politiske magt, hvilket man også ser i forholdet mellem techgiganterne og EU. Dette er baggrunden for, at forfatterne peger på den aktivisme, som kendetegnede arbejderklassens reaktioner på de umenneskelige forhold den gryende kapitalisme gav dem på fabrikkerne.

Jeg er ikke sikker på, at den politiske analyse helt holder, da virkeligheden i 1800- og 1900-tallet er meget forskellig fra nutidens. Men jeg kan sagtens se, at det er rigtig vanskeligt at pege andre steder hen, hvis man på den ene side vil insistere på demokratisk kontrol og medbestemmelsesret over den virkelighed, vi alle er en del af, og på den anden ikke har tillid til det politiske system, som selv er delvist sammenvævet med det technoindustrielle kompleks.

Den korte historie om kunstig intelligens er en virkelig velskrevet og velfortalt bog, der slår mange temaer an og åbner for mange refleksioner. Det er en klassisk oplysningsbog, der i et meget letforståeligt sprog åbner for en verden, der kan virke teknisk og uforståelig.

Formidlingsmæssigt er det virkelig en bedrift at få så meget tankestof ind i dette relativt korte format. Den kunne være blevet endnu bedre og mere brugbar, hvis den havde en samlet litteraturliste og et stikordsregister, men det er mere en kritik af forlaget.

  Det har været en fornøjelse at læse den, og jeg har lånt titlen på min anmeldelse fra bogen s. 52 for at indikere, at generativ kunstig intelligens er noget, der har reelle, fysiske konsekvenser for vores verden.