Et ofte hørt argument om generativ kunstig intelligens i professionelt arbejde er, at man kan sætte den kunstige intelligens til det kedelige og rutineprægede arbejde, så den uddannede professionsudøver kan tage sig af kerneopgaven. Men hvorfor arbejdsgivere, uanset om de er offentlige eller private, ikke blot vil betragte effektiviseringen som en besparelse og reducere antallet af medarbejdere er ofte meget uklart i dette argument. Hvis fx en socialrådgiver kan foretage sagsbehandling hurtigere, hvorfor skulle kommunen så ikke lade vedkommende tage flere sager?

Logikken om, at arbejdsgivere lader effektiviseringer bidrage til kvalitetsforøgelse frem for besparelser fremgår også af udgivelsen AI i socialt arbejde. Mere til kerneopgaven, som er skrevet af konsulenten Mint Kornum.

Der er i bogen ikke nogen diskussion af, hvorfor en eventuel effektivisering af socialt arbejde skulle bidrage til mere tid til den enkelte opgave. Efter endt læsning er det nu heller ikke blevet indlysende for mig, at der vil blive sparet meget tid på de arbejdsprocesser, der må ligge uden for kerneopgaven, hvis kerneopgaven også består i at have et godt grundlag for sagsbehandlingen; men det vender jeg tilbage til. Der er meget oprydningsarbejde forbundet med brug af chatbots i professionelle sammenhænge.

Bogen er opdelt i to dele. Første del har titlen Forberedelse og består af en introduktion til, hvad chatbots og kunstig intelligens er for noget og overvejelser og etiske overvejelser og datasikkerhed.

Bogens anden del, Anvendelse handler om praktiske anvendelsesmuligheder. Her introducerer det indledende kapitel til ideen om at bruge chatbots som sparringspartner, hvorefter, der bliver præsenteret ni forskellige praktiske eksempler på dette.

Bogen afsluttes med refleksioner over Fremtiden for AI i socialt arbejde (s. 83ff).

Det centrale i bogen er, som titlen også siger, hvordan man kan anvende generativ kunstig intelligens i socialt arbejde, og her peger bogen på, at man kan og bør bruge den som sparringspartner. Men hvad betyder det? Hvad er en sparringspartner? Det får man ikke rigtigt noget at vide om i kapitlet. Og det viser sig også, at der ikke egentlig er tale om sparring, men om at sørge for, at output fra chatbots ikke gøre skade.

Forfatteren er meget optaget af, at man ikke kan overlade beslutninger til en chatbot, og at man altid skal forholde sig kritisk til dens output. Den faglige dømmekraft ligger altid hos den fagprofessionelle: “AI kan inspirere og støtte, men det er dig som fagperson, der har ansvaret for indhold, kvalitet og konsekvenser” (s. 41). Her refererer Kornum til “OpenAI, 2023, men det er ikke en reference, som findes i litteraturlisten.

I kapitlet “Brug AI som sparringspartner” er der en gennemgang af promptingteknik, hvor forfatteren peger på fire forskellige elementer, der “kan understøtte din opgaveløsning med struktur, overblik og inspiration, som du efterfølgende kvalificerer med den egen faglige vurdering” (s. 42). Prompting handler nemlig ikke kun om at stille spørgsmål, “men om at sætte en klar faglig ramme for AI’ens arbejde” (s. 42).

De fem rammesættende elementer Kornum peger på er:

* Rolle
* Opgave
* Kontekst
* Detaljer

Et femte element består i at følge op, hvis man ikke er tilfreds med det output, man har generet i første omgang. Man kan enten udfordre outputtet, eller man kan få uddybet noget fra det. Forfatteren går ikke nærmere ind på, hvordan man kan anvende relationen mellem menneske og maskine på andre måder, ligesom hun ikke peger på systemprompting, metaprompting.

I forhold til, at kapitlet handler om at bruge chatbots som sparringspartner er det underligt, at der ikke er eksempler på sparring. Den grundlæggende model både i eksemplificering af promptingteknikker og i de efterfølgende eksempler på praktisk anvendelse, er der brugt spørgsmålsprompting eller one shot prompting. Brugeren stiller et spørgsmål og får et svar. Men hvilken form for sparring er det?

I bogen bruges sparring som et spørgsmål om at få et svar, man som fagperson så kan forholde sig til. Der er ingen eksempler på, at fagpersonen prompter for at få sparring på noget, vedkommende selv har lavet eller forestiller sig.

Dette bliver også meget tydeligt i det efterfølgende og bogens længste kapitel “Praktiske eksempler på AI i socialt arbejde”, hvor næsten alle eksemplerne går på at give chatbotten retten til første serv.

Alle de praktiske eksempler består af en prompt formuleret af forfatteren med chatbotten Copilots efterfølgende output. Første eksempel er “Afdækning”, hvor forfatteren prompter: “Du er fagprofessionel og skal lave en afdækning jf. Barnets Lov. Brug følgende oplysninger om en 14-årig:....” Så kommer der 7 linjer om den 14-årige.

Det er tydeligt, at der i prompten kun er meget lidt kontekst og rollen er reduceret til “fagperson”. Det er også tydeligt, at der ikke er tale om sparring, men om at få et forslag til “afdækning”. I konteksten fremgår det også, at den 14-åriges relation til sin søster er en “ok relation”, hvilket er meget upræcist, hvis det skal bruges til at få en chatbot til at komme med et relevant output.

I næsten alle de praktiske eksempler i bogen promptes der efter et svar. Så selvom forfatteren siger, at man ikke skal bruge en chatbot som en “svarmaskine” (s. 83) er det alligevel det, hun konsekvent gør i bogen.

Det forekommer også underligt dovent, at rollen, som jo blev beskrevet som et vigtigt element i kapitlet om prompting (egentlig sparring), i rigtig mange prompts blot er “fagprofessionel”. Det er en underlig fraværende specificering af “rolle”, som nok ikke er med til at gøre et output særlig relevant.

Et særligt bemærkelsesværdigt eksempel udgør behandlingen af, hvordan man som socialarbejder kan bruge chatbots, når “vi forbereder en samtale, et notat eller en handleplan, og vi har brug for en hurtig introduktion til noget lovgivning” (s. 68). Den foreslåede prompt: "Forklar Barnets lov § 114)” (s. 68). Dette efterfølges af, hvordan socialrådgiveren skal validere outputtet:

  * "Slå paragraffen op
* Se bemærkninger og relaterede bekendtgørelser
* Noter interne praksisnoter, hvis de findes
* Opdater journalteksten, hvis AI’s formuleringer ikke matcher lovens ordlyd” (s. 69)

Mere tid til kerneopgaven?
Det mest skrækindjagende eksempel får vi med en underretning, hvor der promptes nogle relativt enkle informationer om, at et forældrepar ikke magter omsorgen for barnet. Efter en ikke særlig specifik og kontekstgivende prompt citeres et output, som tydeligvis fabrikerer forhold, der ikke fremgår af prompten.

Men det bekymrer ikke forfatteren, der blot laver en tjekliste for, hvad man som socialrådgiver så skal gøre for at luge ud i misforståelser og fejl. Her burde forfatteren nok have hejst et flag for, hvad der vil ske, hvis socialrådgiveren lige overser nogle af de forhold, der er fabuleret, men som ikke har hold i de informationer, der er til stede.

Problemet i mange af de praktiske eksempler er, at socialrådgiveren reduceres til at være redaktør af noget, der er genereret mere eller mindre ud af den blå luft. Men socialrådgiveren får muligvis ikke mere tid ud af det. ”En ofte overset konsekvens af øget brug af AI er kravet om mere omfattende dokumentation. For at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed skal det kunne forklares, hvornår og hvordan AI har været anvendt i konkrete sammenhænge” (s. 8). Denne indsigt ser dog ikke ud til at ændre ved den generelle vurdering af, at chatbots vil give effektiviseringsgevinster.

Jeg finder, at der er tale om en sjusket bog, der ikke er ordentligt gennemarbejdet. Det ser man også af, at beskrivelsen af selve teknologien er uklar. Det bliver beskrevet i introduktionen, at chatbots fungerer “ved at forudsige det mest sandsynlige næste ord i en tekst” (s. 14). Men umiddelbart efter står der, at chatbots “kan give hurtig adgang til viden om lovgivning, sociale problemstillinger og metoder” (s. 9). Hvordan man kommer fra “sandsynlige næste ord” til “viden” står hen i det uvisse. Jeg har meget vanskeligt ved at forestille mig, at sandsynlige ord i en rækkefølge er det samme som viden om noget.

AI i socialt arbejde er tydeligvis en konsulentbog, hvor en konsulent samler op på sine præsentationer i forskellige sammenhænge. Den indeholder ikke indsigt, der er valideret nogen som helst steder, men bygger udelukkende på konsulentens fornemmelser – og det forhold, at man efterspørger det, som konsulenten tilbyder.

Ud fra en faglig vurdering forstår jeg ikke, at forlaget Dafolo står som udgiver af denne bog, men hvis jeg sad i deres regnskabsafdeling, vil jeg nok have en anden vurdering. Der er et marked; og det går vi efter.