Af formålsparagraffen for folkeskolen i 1937 fremgik det, at skolen skulle “fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber”. Dette formål var en videreførelse af formålet med skole fra 1814, som talte om at danne børn “til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige lære”. Men med formålsparagraffen fra 1975 forsvandt karakterdannelsen som formål og blev erstattet af “den enkelte elevs alsidige udvikling”.

I forordet til en nylig udgivelse, Karakterdannelse, er der dog nu et omsving på vej – pendulet svinger tilbage, hævder redaktøren Jonas Norgaard Mortensen. Så nu skal der igen være fokus på dannelse, fællesskab og autoritet i stedet for uddannelse, individualitet og autonomi. Karakterdannelsen er kommet på dagsordenen.

Det nyoprettede Center for Karakterdannelse, som redaktøren også er leder af, stiller sig til rådighed for at hjælpe med denne omstilling. Det er en række af centrets tilknyttede fageksperter, der er skribenter til udgivelsen, som kan læses som en fremstilling af centerets forståelse af karakterdannelse.

I bogens indledning forsøger Svend Brinkmann at give en definition på karakterdannelse, og han rammesætter begrebet i forhold til andre begreber. Målet med dannelse er højnelse til humanitet gennem kultur, siger Brinkmann med Gadamer. Og højnelse til humanitet betyder at indløse det, der ligger i menneskelighed; det er det alment menneskelige, hvilket “vedrører de specifikt etiske evner og dispositioner” (s.14).

Karakter angår noget andet end personlighed og identitet. Personligheden er træk ved den måde, mennesker er og agerer på; de kan være mere eller mindre introverte eller hjælpsomme. Identitet er kendetegnende ved den enkeltes identitet og opfattelse af tilhørsforhold til et fællesskab af danskere, tilhængere af AGF, elektrikere eller lignende. Overfor disse står karakterdannelsen som noget mere alment, der handler om at “realisere den fællesmenneskelige natur” (s.58), som han siger i en selvstændig artikel i bogen.

I de fleste af artiklerne er der en klar opfattelse af, at karakterdannelse handler om noget universelt; altså noget der har eksisteret alle steder og til alle tider. Mennesket (bestemt ental) er noget særligt. “Karakterdannelse og dydsetik bygger på en universalisme; at der findes en menneske-lighed, som er universel” skriver redaktøren i sin artikel (s. 111).

Mennesket besidder en natur, der forsøger at realisere sig selv i sin menneskelighed. Mennesket er bestemt af et telos; et formål, som er den højnelse til humanitet, som Gadamer har sagt. Denne bestemmelse for mennesket kan være trådt under fode af magt og dogmer, men igennem historien er den dukket op forskellige steder, og nu er der heldigvis igen momentum for den pædagogiske ide om karakterdannelse og højnelse til humanitet. Bogen i sig selv er et bidrag til dette.

Et af de problemer, en del af bidragsyderne diagnosticerer, er tabet af en stor fortælling, der kan give mening til den menneskelige tilværelse. Det er dybest set meningstabet, som er en menneskelig erfaring, der er på spil. Der er en længsel efter, at der er et menneskeligt fællesskab, der overskrider den enkeltes valg af fællesskaber. At fællesskaber bliver op til den enkeltes til- eller fravalg, underminerer det, vi alle har fælles som mennesker.

  Den manglende fælles fortælling – Løgstrups store meningsgivende fortælling med filosofi, kunst og religion – giver sig også udslag i eller er et resultat af individualiseringen, som den blandt andet kom til udtryk i formålsparagraffen i 1975, hvor det kom til at handle om det enkelte barns egen udvikling. Med de sårbarheder, dette giver anledning til, hvilket vi også ser som øget mistrivsel.

Norgaard Mortensen peger da også på Trivselskommisionen, som han citerer: “Ved karakterdannelse forstås tro på egne evner, vedholdenhed, ansvarsfølelse, selvregulering og nysgerrighed samt evnen til at deltage i og tage ansvar for og forpligte sig i fællesskaber” (s. 99).

Forfatterne går til karakterdannelsen fra mange forskellige vinkler, og mange af bidragene overholder ikke Brinkmanns begrebslige afklaring af forskellen mellem karakter, personlighed og identitet. “Karakteren er et udtryk for et menneskes personlighed” (s. 149), skriver Kirsten M. Andersen. Og Finn Thorbjørn Hansen mener i det hele taget ikke, at det handler om de dyder, Brinkmann trækker frem. ”Karakterdannelse i dag handler om at styrke børns og unges lege- og forundringssans samt hjertesans for det, de dybest set holder af. Det er fra disse tre ‘metafysiske sanser’, at tro, håb og kærlighed til livet selv for alvor kan opstå – ofte på trods af, hvad den voksne verden siger er muligt og realistisk” (s. 125).

Ole Sejer Iversen betoner i sit bidrag den karakterdyd, han kalder transformationskraft. Altså evnen til at ændre tingenes tilstand; at sætte en ny dagsorden. Hermed etablerer Iversen en tråd til den frigørelsespædagogik, der med blandt andre Illeris var med til at formulere den pædagogik, som hele projektet med karakterdannelse gør op med. Det er der ikke nødvendigvis noget odiøst i, men det kunne være godt med en refleksion over, hvordan det frigørende perspektiv står i relation til talen om dydsetik og karakterdannelse. Hvis karakterdannelsen er troen på frigørelse – ens egen såvel som samfundets – hvad er det så karakterdannelsen forsøger at korrigere?

Karakterdannelse består foruden forord, indledning og introduktion af 14 artikler med forskellige perspektiver på karakterdannelse. Der er langt fra enighed om, hvad karakterdannelse betyder, og man kan som læser godt fornemme, at begrebet karakterdannelse kommer til at virke som en spændetrøje for det, der egentlig er på spil for nogle af bidragsyderne. Alle forfattere kommer med en kort definition på karakterdannelse. Efter hvert bidrag angiver forfatterne også 10 perspektiver på karakterdannelse på 1-3 sider. Dette bliver for nogle dog snarere et referat af deres artikel i punktform.

Karakterdannelse er en noget ujævn bog, selvom artiklerne for de flestes vedkommende er velskrevne og interessante bidrag til en diskussion af pædagogiske problemstillinger; dog ikke nødvendigvis den samme diskussion. Der ligger tilsyneladende ikke et fælles projekt bag udgivelsen, selvom tilhørsforholdet til Center for karakterdannelse selvfølgelig er en samlende størrelse.