Det er efterhånden blevet cementeret, at det klare skel der tidligere eksisterede mellem vores privatsfære og det offentlige rum, som Erwin Goffmann skriver om i The Presentation of Self in Everyday Life, efterhånden er blevet næsten helt opløst. Dette kan vi takke bl.a. SoMe, reality-tv og en lang række andre medier og samfundstendenser for.

Man kan sagtens finde en masse uhensigtsmæssige elementer ved dette, men denne nye zeitgeist har til gengæld også dannet grobund for at der kan skabes kunst, der går meget tæt på kunstnerens eget liv og erfaringsverden.

Det skal ikke forstås som om at kunstnere ikke tidligere har trukket på deres egne personlige og intime erfaringer, eller at der aldrig før har eksisteret folk, der har brugt dem selv, deres egen krop og liv i kunstens navn (tænk blot på kunstnere som Traci Ermin, Richard Billingham, Marina Abramovic, m.fl), men denne Kappellan vil påstå at det i 2026 muligvis er blevet nemmere at finde et større publikum, da det generelt er blevet langt mere almindeligt for os alle at lader verden få et indblik i vores private, selvkuraterede liv.

Ditte Haarløv Johnsen er en danskfødt fotograf og dokumentarist, der har tilbragt mere end 20 år af sit liv i Mozambique, nærmere bestemt i hovedstaden Maputo. Her har hun i en årrække fotograferet venner og bekendte, foruden motiver fra selve byen. Herefter har hun samlet et udpluk af disse og udgivet dem i bogen Maputo Diary, der - som titlen antyder – ikke kun er billeder, men samtidig en fragmenter fra et levet liv.

I stedet for at vælge sig selv som sit primære motiv, lader hun billederne af alle dem hun holder af, kender eller er i familie med tegne et portræt af personen bag kameraet. Kameraet har som bekendt en ganske særlig evne til at fastholde motiver i tid og rum og langt de fleste kender sikkert følelsen af at minderne vælder frem når man kigger i et fotoalbum eller gennemtrawler et gammelt SD-kort fyldt med billeder fra fortiden.

For at vi læsere kan komme tættere på Dittes oplevelse af fotografierne, indeholder Maputo Diary ud over et forord også et appendiks, hvor hun har skrevet korte kommentarer til hver af billederne.

Nogle af disse tekstbidder fungerer som en direkte forklaring til de motiver vi kan bladre tilbage og se på, mens andre er af mere lyrisk karakter og i stedet synes at kommentere på de tanker og associationer, som det enkelte motiv synes at fremkalde hos afsender. Dette gør, at de mange billeder af steder og personer som bogens læser umiddelbart ikke har et forhold til i kombination med teksten bliver langt mere nærværende.

Johnsen er en dygtig fotograf, for selv om billederne i denne bog muligvis ved første øjekast kunne minde om nogle der ikke nødvendigvis er skabt af en professionel fotograf, idet mange af dem kunne ligne snapsots som dem man kan finde i ens egne album, så vil man opdage – idet man nærstuderer Maputo Diary - at fotografierne også har en kompositorisk stringens og der til trods for deres improviserede karakter også besidder visuel styrke.

Maputo Diary er en fascinerende fotodagbog fra et sted som nok kun de færreste har et lige så nært forhold til som afsender har. Samtidig så kan man helt konkret se, at dette er en bog der er resultatet af mange års ophold i Mozambique, primært fordi man ved vil opleve Dittes venner og familiemedlemmer blive ældre på billederne.

Ud over at fotobogen er meget personlig, så synes den også gerne at ville fortælle om hvor vanskeligt det er at bo i Maputo samtidig med at man ikke føler sig hjemme i den krop man er født med. Mange af de venner Ditte har fotograferet lever nemlig som transkønnede, hvilket i vores del af verden kan forekomme udfordrende nok, men som i Mozambique er nærmest utænkeligt. Når fokus på den vis også er på kønsidentitet, så synes bogen til trods for at den har været næsten tyve år undervejs at være meget aktuel i forhold til de seneste års kønsdebat.

Maputo Diary er en fin fotobog, der giver sin læser et spændende indblik i en kultur og en del af verden som langt de færreste kender til og som er en visuel kærlighedsærklæring til hendes nærmeste og til de mennesker der desværre kun lever videre takket være fotografierne.