En vigtig pædagogisk opgave er at bidrage til, at børn og unge udvikler sig til selvstændige og myndige mennesker og samfundsborgere. Samtidig handler selvstændighed også om at kunne tilpasse sig andre mennesker og systemer. Selvstændighed betyder ikke den totale frihed, men peger snarere på myndighed; at den enkelte kan være sig selv i samspillet med de andre og med omgivelserne mere generelt.

Både selvstændigheden og myndigheden udfordres i øjeblikket af måder, man kan vælge at anvende generativ kunstig intelligens på. Jeg læste for nylig om en gymnasieelev, der mente, at han havde lært meget og opført sig fornuftigt, fordi han havde fået en generativ kunstig intelligens til at udarbejde hans opgaver. Han blev ganske vist smidt ud, men historien handler mere om et fravær af forståelse for, hvad læring er, og hvorfor det kan være nyttigt at have lært noget af det, der undervises i på gymnasiet.

Denne lidt formynderiske tilgang genfinder man hos Bowen og Watson, der har skrevet en opdateret version af deres bog fra 2024: Teaching with AI. A Practical Guide to a New Era of Human Learning. Titlen på deres efterskrift er netop: Author your own future. De peger med denne titel på en risiko, der kan ligge i at anvende generativ kunstig intelligens som en udlicitering af ens egen tænkning og refleksivitet, hvilket føromtalte gymnasieelev tydeligvis havde gjort.

Generativ kunstig intelligens kan styrke studerendes faglige udvikling, hvis de studerende forstår at anvende teknologien hensigtsmæssigt. Det handler om at bruge teknologien, så den styrker refleksiviteten. De taler for et AI-mindset, som de studerende skal lære og se fornuften i. Her handler det ikke så meget om at finde de rigtige svar, men at være i en læringsproces, hvor det mere handler om at finde de rigtige spørgsmål eller en vejledning til, hvordan man kan arbejde med et stof eller en problemstilling, der styrker ens faglige udvikling.

Hvorfor skal jeg bruge en chatbot netop her i mit arbejde, og hvad skal jeg mere præcist bruge den til? Det er det spørgsmål, man som studerende skal stille sig, inden man begynder at prompte. “It’s important for our students to develop and adopt the mindset that AI does not do the work for them; rather, AI does the work with them. Humans must remain the executive decision-maker exercising control over every aspect for the collaboration and the final product. Asking why or when should I use AI precedes the how. [...] They will need to articulate how and why they use AI and what human quality enhancements it provides” (s. 91).

Store dele af bogen er viet til at vise, hvordan man som underviser kan arbejde med de studerendes brug – og ens eget brug – af chatbots til at understøtte fagligheden frem for at erstatte den. Det drejer sig netop om at udvikle egen myndig- og selvstændighed og ikke blive afhængig af et hjælpemiddel, så man underminerer sin egen faglige integritet.

I et indledende kapitel skriver de om de nye emner, de har dækket med den anden udgave af bogen. Her trækker de blandt etiske problemstillinger frem, hvilket også var noget af det, jeg påpegede fraværet af i min anmeldelse af bogen. Nu har de skrevet en del om “ethics, data privacy, copyright, and the environment” (s. 3) ind i et kapitel om digital literacy. Men det er stadig tydeligt, at det ikke er her, de har deres interesse – eller selv overholder for den sags skyld.

De skriver, at det er vigtigt, at man som studerende overholder og respekterer intellektuelle rettigheder og loven om copyright. Men de har ingen betænkeligheder ved at beskrive, hvordan de har søgt efter og hentet en masse litteratur ind NotebookLM og brugt de forskellige muligheder, der ligger i det værktøj. Men hermed bryder de formentlig ophavsretten. Og selvom det, man kan kalder “fair use” i USA delvist dispenserer forskning og uddannelse fra at overholde den almindelige copyrightbeskyttelse, så betyder mængden, at der formentlig er tale om en klar overskridelse.

Desuden fremgår det af betingelserne for brug af NotebookLM: “Respekter love om ophavsret. Del ikke ophavsretligt beskyttet indhold uden de nødvendige rettigheder til at gøre det. Det er vores politik at reagere på klare meddelelser om påståede krænkelser af ophavsretten” som Google skriver på deres side.

Der er i det hele taget stadig et fravær af etiske refleksioner over brugen af chatbots i bogen, hvor deres egen fascination ofte kommer til at blokerer fra de kritiske refleksioner, som de ellers hele tiden fremhæver som afgørende for god og læringsfremmende brug.

Brugen af NotebookLM bliver også et eksempel på brug af RAG (Retrieval Augmented Generation), som også er noget nyt i den nye udgave. Også brug af agenter, simulationer og tilpassede bots er nu med i deres beskrivelser af generative kunstige intelligente værktøjer. Beskrivelserne er fine, men de lægger ikke rigtigt noget til de generelle beskrivelser af gode måder at anvende chatbots på i en uddannelsesmæssig sammenhæng.

De får gentaget den gode pointe om, at man som bruger af chatbots selv skal tage ansvar for, hvorfor og hvordan man bruger teknologien og til hvad. “The best users of AI employ the core critical thinking skills of asking better questions and evaluation answers” (s. 57). Som en del af den kritiske brug er det afgørende, at man forholder sig kritisk, vurderende til output. Men det gælder også spørgsmålet om voice, den stemme man udtrykker sig med og som er en del af selvet; individualiteten. Igen peger det på den personlige og professionelle integritet og den enkeltes myndighed: to author your own life.

Andenudgaven er vokset med cirka 100 sider, og forfatteren skønner, at 30-40% af teksten er helt nyskrevet. Men jeg synes ikke, at der er nogen grund til at købe den udvidede udgave, hvis man allerede har den første. Hvis man tænker, at man skal have den – for det er en rigtig god bog at hente inspiration i, hvis man arbejder med uddannelse – så kan man sikkert nu få den første udgave på tilbud. Man kan læse anmeldelsen af den første udgave af bogen her på Kulturkapellet.