Kohei Saitos Marx i den antropocæne tidsalder leverer et markant indspark i marxistisk og økologisk teori ved at udgrave Karl Marx’ sene notesamlinger (hidtil marginaliseret i kanonisk marxistisk forskning) og rekonstruere en robust økologisk kritik af kapitalismen, som kulminerer i en ny vision om “modvækstkommunisme” (“degrowth-communism”).

Saito hævder, at Marx’ af eftertiden forsømte analyse af “stofskifte” (“Stoffwechsel”) giver en diagnose af kapitalismens drivkræfter aktuel for den antropocæne tidsalder, samt de intellektuelle fundamenter for et postkapitalistisk, økologisk bæredygtigt samfund.

I kølvandet på accelererende klimakatastrofe og økologisk forringelse søger både forskere og aktivister teoretiske ressourcer til at forstå og modstå de systemiske drivkræfter bag miljømæssigt sammenbrud. Indenfor denne kontekst er det marxistiske begreb om “stofskiftebrud” genopstået som et stærkt, diagnostisk værktøj til at analysere de brud, kapitalismen påfører naturens kredsløb. Alligevel har hovedstrømningen i den marxistiske diskurs, ifølge Saito, historisk set marginaliseret Marx’ egne økologiske refleksioner og ofte tillagt sådanne bekymringer senere fortolkere —med Engels som førstemand.

Saito udfylder dette tomrum ved systematisk at gennemtrævle Marx’ sene notesamlinger (samlet i MEGA²) for at vise, at Marx selv udviklede en integreret økologisk kritik, baseret på forestillingen om et socialt-naturligt stofskifte, som direkte forudgriber nutidens klimakrise. Ved at genanvende disse manuskripter formår Saito dog også at bygge bro mellem historisk forskning og presserende samtaler om “degrowth”, økosocialisme og klimaretfærdighed.

Saito påbegynder en rekonstruktion af stofskifte-begrebet både ved at analysere passager fra primært Kapitalen og Grundrisse, men som nævnt også ved at trække meget på Marx’ nyligt offentliggjorte notesbøger fra 1868. Han argumenterer for, at Marx så den kapitalistiske produktion som frembringende et trefoldigt stofskiftebrud.

For det første afskærer den kapitalistiske udbytning de regenerative kredsløb, der hidtil har eksisteret mellem jord og landbrug; profitjagten for profittens skyld udpiner og forstyrrer så at sige de naturlige processer, som er grundlaget for enhver bæredygtig. For det andet medfører udliciteringen og flytningen af de udvindende og forurenende industrier, at de miljømæssige omkostninger forskydes geografisk, hvad både forårsager større skade på ressourcemæssigt mere ømtålelige områder og en konsekvensblindhed blandt de ansvarshavende. Det tredje brud er en tidsmæssig kløft, da kapitalens logik ikke har muligvis for at strække over længere tid og da ikke kan iberegne de længerevarende konsekvenser i dens beslutningstagen.

Modsat teknokratiske, “grønkapitalistiske” løsninger insisterer Saito på, at Marx’ oprindelige formulering viser, hvor uoverkommelig en økologisk krise er indenfor selvsamme kapitalistiske produktionsformer.

Saito gør sig, i det 4. kapitel, også overvejelser om de filosofiske grundlag for kapitalistisk produktivisme, som han forbinder med en materialistisk monisme, der udvisker forskellen mellem samfund og natur. Med udgangspunkt i Marx’ sene manuskripter skelner Saito Marx’ egen dialektiske materialisme fra monistiske tendenser i Engels og Hegel, og viser, at Marx’ tilgang bevarer naturens ikke-identitet over for det sociale. Denne teoretiske nuancering er væsentlig for at undgå teknologisk-utopiske løsninger, der reducerer økologiske grænser til blot tekniske problemer—hvad også nuancerer det ellers mekaniske historiesyn, som ellers traditionelt har været en burre i skoen for den marxistiske historiefilosofi.

I de afsluttende kapitel introducerer Saito udtrykket modvækstkommunisme ved at syntetisere Marx’ stofskifteanalyse med nutidig “degrowth”-litteratur. Han sporer en linje fra Marx’ tanker i notesbøgerne til nutidens bevægelser, der anbefaler planlagt nedskalering af materielt gennemløb. Saito argumenterer for, at Marx’ vision, langt fra at støtte endeløs akkumulation, snarere peger mod en kommunisme karakteriseret ved socialt regulerede grænser for produktion og forbrug, egalitær fordeling og demokratisk forvaltning af fælles natur.

Som forsøg på at levendegøre og bringe den afdøde og så udskældte filosof i dialog med senere, og helt nutidige tænkere, kan man vist ikke vurdere Saitos bog som andet end vellykket. Den forskningsmæssige flid og mængden af forskellige tænkere, som han fører Marx frem imod både til kritik og samstemmighed gør, at man oftest glemmer, at manden selv jo nedfældede disse tanker for mere end 150 år siden. Abstraktionsniveauet er højt, men aldrig i en sådan grad, at man mister sin realitetsfornemmelse.

Herligt at også oversætteren er gået til værks med en iver. Ovenpå Søren Maus Stum Tvang kan Marx nu forhåbentligt igen vinde forstående læsere ud over de mange raserende floskler endnu i omløb.