Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson (f. 1943) har et flot, kompakt forfatterskab bag sig – fem romaner og en række essays er det indtil videre blevet til. Mest kendt er måske romanen Gilead, som udkom i 2004, og er blev efterfulgt af yderligere tre romaner med den samme personkreds, som alle udspiller sig i 1950’ernes amerikanske Midtvesten.

Gilead var også min indgang til forfatterskabet, og er en af mine mest skattede læseoplevelser. Bogen er udformet som et brev, som den aldrende præst John Ames, skriver til sin syvårige søn, hvorigennem den gamle far fortæller sin søn om det liv, han har levet, og den slægt, han bliver en del af. Men brevet rummer mest af alt dagligdagsoptegnelser som den følgende:

”Lige før stod jeg og lyttede til en sang i radioen, jeg stod vel og svajede lidt i takt, tror jeg, for din mor fik øje på mig ude fra entreen. ’Nu skal jeg vise dig det der’, sagde hun. Hun kom hen og lagde armene om mig og lagde sit hoved på min skulder, og efter nogen tid sagde hun, med den blideste stemme, man kan tænke sig: ’Hvorfor skal du også være så forbandet gammel?’ Jeg spørger mig selv om det samme”.

Billedet af den let dansende gamle mand, der står i sine egne tanker, indtil hans kone blidt lægger hovedet ind til ham og taler stille til ham, har i al sin enkelthed sat sig som et fuldstændigt klart billede i min bevidsthed. Få forfattere kan skrive så enkelt og klart, og så melankolsk i al sin hverdagslighed.

Rendyrket idoldyrkelse
Og nu er Robinson så også blevet genstand for et bind i antologiserien Syv sind, som forlaget Eksistens står bag, som også rummer behandlinger af Kafka, Thomas Mann og senest Knausgård.

Ukarakteristisk for denne type udgivelser lægges der ud med en art journalistisk portrætartikel. Kulturjournalist Michael Bach Henriksen leverer hen over en snes sider en omgang rendyrket idoldyrkelse, som er sympatisk og velment, men også uden fornemmelse for, hvad der vigtigt at formidle. Vi hører således om, at Robinson udøver sin forfattermetier ”både siddende ved skrivebordet eller liggende på sofaen iført yndlingsforfattertøjet: løse joggingbukser og sweatshirt.” (s.17) Vi hører, at hun sød og rar, nede på jorden, livsklog og gavmild i interviews. Der er bestemt ikke noget galt med at dele sin begejstring over en forfatter, men her bliver det bare uinteressant.

Den skæve indledning afløses af lektor emeritus i idehistorie Ole Morsing, som udfolder en halvkedelig gennemgang af Robinsons oeuvre centreret omkring ”hjemmet”. Det er et kapitel med ganske beskedne erkendelser til den tålmodige læser, som fx ” at hun [Robinson] hele tiden fastholder, at hun er engageret i det hjemlige hverdagsliv og er kristen, er selve kernen i hendes forfatterskab” (s. 28) en anden erkendelse af samme skuffe lyder næste side ”Kristendom er en vanskelig udfordring, så hun erkender, at det ikke er let at være en god kristen” (s. 29), eller hvad med: ”Eksistensen er Robinsons omdrejningspunkt i sit forfatterskab” (s. 33), så har man hvert fald ikke sagt for meget.

Efter en to svage indledende kapitler er er der mere analytisk gods i litteraten Nils Gunder Hansens kapitel om Robinsons brug af brevromanen som æstetisk form i den ovenfor citerede Gilead. Gunder Hansen udfolder interessant de fortælletekniske greb, som ligger i brevformen, og gør opmærksom på, at den langsomme næsten meditative stemning, som kendetegner bogen netop skyldes brevet som formgreb.

Reduktionistisk reduktionismekritik
Efter Niels Gunder Hansens litteraturvidenskabelige bidrag, er teologien i fokus i de næste tre kapitler. Mest indædt og polemisk hos teologen Michael Agerbo Mørch, der tager Robinsons essayistik under behandling. Mørch finder i essayene hos Robinson ”et gennemgående attak på reduktionisme” (s. 54), eller nærmere betegnet en kritik af en videnskabelig reduktionisme – her forstået som overbevisningen om, at verden og mennesket kan forklares fyldestgørende med naturvidenskaben som metode.

I løbet af Mørchs hidsige angreb på den etablerede videnskab, fremkommer han med nogle slidte klicher om videnskabens overmod, entydighed og reduktion af mennesket til en rationalistisk, åndsforladt størrelse, og ender på den måde ironisk nok med en ganske reduktionistisk fremstilling af moderne videnskab. Man kunne i stedet med fx Karl Popper i bagagen have peget på, hvordan ægte videnskab altid er på vej, altid i diskussion med sig selv og aldrig gør krav på endelig viden.

Om der er fuld dækning for Mørchs fremstilling af Robinsons essayistik, har jeg ikke læst nok af hendes essays til vurdere. Men hvis Mørchs læsning står til troende, er der ikke meget gods at hente for en religiøst interesseret, men videnskabelig orienteret ateist. Så hellere holde sig til Robinsons romaner.

Netop romanerne er tilbage i fokus i bogens næste teologiske indspil i form af Erik Wulff Kelstrups undersøgelse af ”nåden” i Robinsons romaner. Her bliver teologien konkret, og Robinsons kristendom nærværende og relationel. Som Wulf Kelstrup præcist skriver: ”Det almindelige er uudtømmeligt. Denne sans for alt det, som kan tilføjes vores verden trods den snævre grænser, er noget af det, som gør Robinson bøger så smukke og livsbekræftende” (91).

Professor i systematisk teologi, Jayne Svenungsson er inde på noget af det samme i hendes kapitel om Robinsons ”følsomhed og fornemmelse for det uendelige”, som kapitlet hedder. Svenungsson finder hos Robinson en bestræbelse beslægtet med den tyske romantik om at skærpe vores blik for det guddommelige i det menneskelige, ”og genopdage tilværelsens hellige dybde”. (104)

Gå til kilden
Antologien sluttes af med filosoffen Anne Marie Pahuus læsning af Robinsons romandebut Hus og hjem, som lader teologien træde i baggrunden til fordel for en fænomenologisk eksistentialistisk tilgang – med Heidegger, Karl Jaspers og Løgstrup som referencepunkter.

Pahuus læser bogen som et ”originalt fænomenologisk bud på sorgens filosofi som en paradoksal forening af sted og bevægelse, hukommelse og erindring”. (110). Eller mere jordnært: ”Romanen fortæller ikke om, men fremkalder følelser af længsel, sorg og savn gennem sådanne oplevelser (111).

Pahuus gengiver mange fyldige citater fra romanen til at underbygge sin læsning, som er klog og nuanceret, og som samtidig peger på den væsentligste erkendelser, man får af læse antologien: At Robinsons romaner taler tydeligst i egen kraft.

Ja, der kan der skrives klogt (og mindre klogt) om hendes forfatterskab. Men frem for alt bør man læse hende selv, om ikke andet så for melankolien i billedet af den let dansende ældre præst, der ligesom alle os andre heller ikke undslipper tiden ubønhørlige gang.