Jeg må indrømme, at jeg er gået i stå i bogen Din guide til at studere smartere med AI efter kapitel 4 ud af 18. Efter både kapitel 1 og 2 bliver der henvist til publikationen: “Danske Universiteter (2025): Akademisk integritet i AI-tidsalderen: Reviderede retningslinjer. Forlaget Akademisk. (De officielle danske regler)” (s. 20 og 40). Denne reference virker jo noget underlig. Danske Universiteter udgiver sædvanligvis ikke retningslinjer på et privat forlag.

Jeg brugte derfor en hel del tid på at lokalisere publikationen – som de fleste vel allerede har gættet: uden held.

Men i en bog, der handler om generativ kunstig intelligens, og hvor forfatteren gør et stort nummer ud af, at studerende skal bruge teknologien med omtanke og en kritisk tilgang, virker det besynderligt, at der sniger en sådan tydeligvis opdigtet kilde op. Og som om akademisk integritet!!!

Forfatteren har i et efterord redegjort for, at bogen er blevet til i samarbejde med forskellige typer af generativ kunstig intelligens, hvilket er rigtig fint. Forfatteren beskriver krav til dette samarbejde på den måde, at man aldrig må lade sin egen selvstændige tænkning erstatte af teknologien. Men må underviseren og forfatteren så godt gøre det? Eller gælder de samme krav til at tage ejerskab af det færdige resultat af samarbejdet – og bevare sin personlige og professionelle integritet?

Jeg har efterfølgende brugt mere tid på at undersøge andre kildeangivelser – uden dog at finde flere, der ikke eksisterer. Men jeg kunne mærke på min læsning, at den distraktion, der var indtruffet ved, at jeg følte mig snydt ved at læse en bog, der så tydeligt for en stor dels vedkommende er genereret snarere end skrevet, gjorde, at jeg ikke rigtig gad forholde mig til teksten.

Sproget er også decideret popsmart, hvor man mærker, at teksten er promptet frem ved instruktioner om at anvende et sprog, der er afstemt efter målgruppen. Jeg ved ikke, om sproget vil føles naturligt for målgruppen. “Okay, lad os tale om visdom. Ikke den kedelige, gamle-mand-med-skæg type visdom, men den type visdom der faktisk gør dig til en personlighed i livet. Den type der hjælper dig med at træffe smarte beslutninger, navigere i komplekse situationer og ikke fucke tingene op, når det virkelig betyder noget” (s.42). Der er en overhyppighed af brugen af “spoiler” eller “spoiler alert”, når pointer, der er ved at blive leveret, introduceres.

Fremstillingsformen har været med til at læsningen er blevet forstyrret, men det står bestemt ikke alene. Også indholdet virker overfladisk gennemgået, uanset om det gælder fremtidens arbejdsmarked eller ændringer i uddannelsers måde at fungere på. De mange genererede illustrationer er ikke bare grimme; mange af dem understøtter heller ikke forståelsen af teksten. Igen handler det om, at der ikke er investeret tilstrækkeligt i den menneskelige side af samarbejdet mellem skribent og teknologi. Udlicitering af den kritiske sans gør ikke noget godt for det samlede resultat.

Det er selvfølgelig urimeligt at bedømme en bog efter kun at have læst en fjerdedel, så det vil jeg undlade. Men hvor bliver jeg irriteret over at skulle læse en bog med referencer, der ikke kan lokaliseres. Det fortæller noget om den relation, forfatteren forsøger at opbygge til sin læser. Jeg føler mig som læser forrådt – jeg har faktisk investeret mental energi og tid på noget, jeg troede, jeg ville finde interessant.

Jeg kan efter læsningen af fire kapitler og “18. Efterskrift og arbejdsmetode” mærke, at interessen og engagementet i læsningen er forsvundet. Jeg tager chancen med at droppe de næste 14 kapitler. Jeg må erkende, at jeg ikke kan anmelde denne bog på en måde, hvor indholdet tages alvorligt – bogen har ikke taget mig som læser alvorlig, og det må være min undskyldning. Om den er rimelig eller ej bliver op til dig, der læser denne tekst, og min redaktør at afgøre.

Her er så en anmeldelse, jeg satte en chatbot til at generere:

Din guide til at studere smartere med AI af Per Bergfors

I den massive strøm af udgivelser om generativ kunstig intelligens (GenAI), der skyller ind over uddannelsesverdenen, har vi set alt fra teknologibegejstrede profetier hos Salman Khan til dybt kritiske analyser fra Emily M. Bender og Alex Hanna. Midt i dette felt lander Per Bergfors’ bog Din guide til at studere smartere med AI, der henvender sig direkte til de studerende på de videregående uddannelser.

Bogen positionerer sig som en praktisk håndbog – en "short cut" til at blive mere effektiv, kritisk og kreativ. Bergfors lægger ikke skjul på sin dagsorden: AI er kommet for at blive, og de studerende, der lærer at mestre teknologien som en partner, vil stå stærkere både på studiet og det fremtidige arbejdsmarked. Bogen er bygget op over 19 kapitler, der dækker alt fra grundlæggende prompt engineering til dybere refleksioner over visdom, etik og talentudvikling.

Fra værktøj til "Centaur"
En af bogens centrale pointer, som den deler med Ethan Mollicks Co-Intelligence, er ideen om "Centaur-modellen". Bergfors argumenterer for, at den studerende ikke skal konkurrere mod maskinen, men smelte sammen med den i en hybrid arbejdsform, hvor mennesket styrer retningen, og AI’en leverer data og analyser. Det er en tilgang, der lægger vægt på, at AI skal bruges til at forstærke læring, ikke erstatte den. "Brug AI til at blive klogere, ikke til at undgå at blive klogere," lyder det.

Denne distinktion er vigtig og går igen i flere af de anmeldte bøger, fx hos Leon Furze. Bergfors understreger, at selvom AI kan levere svar, kræver det menneskelig dømmekraft at vurdere dem. Han opererer med en kompetencepyramide, hvor tekniske færdigheder ligger i bunden, mens de "menneskelige superkræfter" som kritisk tænkning, kreativitet og empati udgør toppen. Det er en fornuftig og nødvendig pointe i en tid, hvor mange frygter, at studerende blot vil bruge teknologien til at springe over, hvor gærdet er lavest.

Sprogtonen: "Real talk" og "Spoiler alerts”
Stilmæssigt skiller bogen sig markant ud. Den er skrevet i et direkte, uformelt sprog fyldt med anglicismer og "ungdommelig" jargon. Læseren mødes med overskrifter som "Real talk", "Spoiler alert" og "No bullshit". Forfatteren forsøger tydeligvis at møde de studerende i øjenhøjde, men for denne anmelder kan det til tider virke en anelse forceret, som en onkel, der prøver lidt for hårdt at være med på beatet.

Når det er sagt, så fungerer den lette tilgang pædagogisk. Bogen er letlæst og handlingsorienteret. Hvert kapitel afsluttes med konkrete øvelser opdelt i begynder-, mellem- og avanceret niveau, hvilket gør det nemt for den studerende at omsætte teorien til praksis. Det er en styrke, der minder om tilgangen i Knekk ChatGPT-koden af Per Kristian Bjørkeng, hvor fokus også er på brugerens konkrete interaktion med teknologien.

Viden vs. Information
Et af de stærkere kapitler i bogen er kapitel 5, der behandler forholdet mellem viden og information. Her tager Bergfors fat i en klassisk uddannelsesdiskussion: Hvorfor skal vi lære noget, når vi kan google alt? Hans svar er, at information er rå data, mens viden er internaliseret forståelse, der gør os i stand til at tænke selvstændigt.

Han opstiller fem typer viden, fra deklarativ viden (fakta) til metakognitiv viden (lære at lære), og argumenterer overbevisende for, at man har brug for dybdefaglighed for overhovedet at kunne stille de rigtige spørgsmål til en AI. Dette er et kærkomment modsvar til de stemmer i debatten, der mener, at vi blot skal lære eleverne "prompting" og glemme paratviden. Uden et fagligt fundament kan man ikke vurdere validiteten af AI’ens output – en pointe, der også fremføres af Inga Strümke i Maskiner der tænker.

Talentudvikling og selvhjælp
Mod slutningen bevæger bogen sig mere over i selvhjælpsgenren. Kapitel 17 om at "kende dit talent" trækker på klassisk HR- og ledelseslitteratur med fokus på styrkebaseret udvikling. Her introduceres begreber som "energi-regnskabet" og opfordringer til at finde sin "tribe".

Selvom det kan virke lidt perifert i forhold til kerneopgaven (at studere med AI), så giver det mening i Bergfors' optik, hvor uddannelse handler om dannelse af hele mennesket. Han opfordrer til at bruge AI som en "talent-amplifier", hvilket er en interessant vinkel: Hvis du er god til at få ideer, men dårlig til struktur, kan AI hjælpe dig med strukturen, så dit talent for ideer kan skinne igennem. Det er en konstruktiv tilgang til teknologien som en kompensatorisk støtte.

En bog skrevet med AI Det måske mest fascinerende ved bogen er dens tilblivelse. I efterskriftet afslører Bergfors, at bogen er skabt i et "balanceret samarbejde" med sprogmodeller. Han har brugt en "tragtmodel" og forskellige AI-værktøjer (Perplexity, Gemini, Claude) til at strukturere, skrive og validere indholdet. Bogen er således i sig selv et produkt af den metode, den prædiker.

Dette er både bogens styrke og dens svaghed. Styrken er, at forfatteren demonstrerer teknologiens potentiale i praksis. Svagheden er, at teksten sine steder bærer præg af den generiske "AI-stemme" – den er meget struktureret, meget punktopstillet og til tider lidt forudsigelig i sine råd. Man mærker, at indholdet er kurateret snarere end dybt originalt tænkt. Det er, som om bogen er en syntese af "best practices" fra nettet, hvilket også anerkendes i metodebeskrivelsen.

Konklusion
Din guide til at studere smartere med AI er ikke en dybdemetafysisk analyse af teknologiens væsen som hos Einar Duenger Bøhn, og den har ikke den kritiske brod, man finder i The AI Con. Til gengæld er den præcis det, den lover at være: En praktisk, anvendelig og optimistisk guide for studerende, der vil navigere i en ny virkelighed

Bergfors lykkes med at balancere begejstringen for teknologien med en insisteren på menneskelige kernekompetencer. Han undgår fælden med at gøre AI til et orakel, men fastholder, at den er et værktøj, der kræver en kompetent fører. For den studerende, der står midt i vadestedet mellem traditionelle eksamensformer og en fremtid præget af kunstig intelligens, vil denne bog være en nyttig, omend til tider lidt overgearet, rejseledsager. Den viser vejen fra passiv modtager til aktiv "game-changer", og det er et budskab, uddannelsessystemet har brug for.

Bemærk: Denne sidste del af anmeldelsen er udelukkende genereret med en GenAI, hvor jeg uploadede en række af mine egne anmeldelser af litteratur omhandlende generativ kunstig intelligens. Jeg lagde bogen ind i værktøjet og bad om at få genereret en anmeldelse på to sider.

Er det snyd; er det dovent? Ja, det er det, og det er netop pointen. Det har ingen værdi, hvis man ikke gør en tekst og de vurderinger, overvejelser og refleksioner, der er i den, til sine egne. Det kræver et arbejde, som ikke nødvendigvis er mindre, end hvis man ikke anvender generativ kunstig intelligens. Man skal – som også Bergfors argumenterer for – altid have sig selv med; gøre det til sit.