The Magic Coffee Table er en sketch af den australske komiker Troy Kinne. På magisk vis bliver Troys sofabord, som han efterlader rodet og beskidt om aftenen, rent og ryddeligt i løbet af natten. Han forstår ikke, at der er kæresten, der rydder op og gør rent, inden hun går i seng. Han tror, at det sker af sig selv.

Sketchen viser på fin vis pointen med usynligt arbejde, som er genstanden for bogen Digitalisering og usynligt arbejde. Begrebet om usynligt arbejde stammer netop fra kvindebevægelsen, der ønskede at gøre opmærksom på, at en forudsætning for, at især mænd kunne passe et lønarbejde, var, at der blev foretaget et arbejde; nemlig hus- og omsorgsarbejde.

Derfor gør forfatterne også opmærksom på, at det er vigtigt at skelne mellem arbejde som et substantiv og et verbum. At have et arbejde betyder at have et lønarbejde, mens det at arbejde handler om aktiviteten; at arbejde med noget som eksempelvis at fylde og tømme den opvaskemaskine, som man deler på kontoret. For mange medarbejdere er der tale om en magisk opvaskemaskine, mens det for andre er en opvaskemaskine, der skal fyldes og tømmes jævnligt, hvilket er noget, der ofte ikke bliver bemærket eller påskønnet. Man kan således sagtens arbejde med noget uden at have et arbejde eller at være ansat til det.

Det magiske ved meget arbejde kommer fra, at man netop ikke bemærker det, eller at man lader som om, det ikke finder sted. Herved ligner det også digitaliseringsprocesser eller i det mindste den forestilling, der ofte eksisterer, hvad digitalisering kan føre med sig; måden den bliver markedsført og solgt på. Når først området for ejendomsskat er fuldt digitaliseret, går resten af sig selv. Der er nemlig noget forførende ved de fortællinger, der følger med digitalisering.

Vi oplever det også i øjeblikket med generativ kunstig intelligens. Man taler her om, at man kan automatisere store dele af uddannelsesområdet og andre områder. Tryk på en knap og alle elever og studerende lærer automatisk det, de skal. Med digitalisering kommer tingene til at køre af sig selv; automatiseret. Automat betyder ´selv´ (auto) ´bevægende´ (matos). Og det har gennem store dele af menneskehedens historie været en interesse for at konstruere artefakter, som af sig selv kan gøre noget for mennesker. Således kan man i Homers Iliaden læse om nogle tjenestefolk, der “var af Guld, og grandt saae ud som levende Piger” (Homer, 18. 418).

Og sådan prøver man også ofte at beskrive digitalisering som noget, der ser ud til at ske af sig selv. Uberørt af menneskehånd ser ud til at være et ideal. “Digitale teknologier fremstilles ofte, som om de nærmest er magiske”, og som om de gør organisationer “gnidningsløse” (s. 50).

Bogens fokus er på det usynlige arbejde, der opstår som en følge af eller samtidig med digitaliseringsprocesser, derfor taler forfatterne mere snævert om usynligt digi-arbejde. Begrebet dækker over alle de arbejdsprocesser, som direkte eller indirekte er påvirket af digitalisering, men som er nødvendige for at få den digitaliserede organisation til at fungere. Der er, som de siger, “en grundlæggende forskel på teknologiers potentialer og så deres empiriske realisering” (s. 21). Og denne forskel viser sig netop ved, at digitalisering ofte kræver en hel masse andet, inden den kan fungere.

Eksempelvis skal data tilrettelægges på særlige måder, før man kan digitalisere. I bogen bliver det beskrevet, hvordan Arnepensionen blev vedtaget ud fra den forudsætning, at tilstrækkelige data var tilgængelige om arbejdsforhold, der går tilbage i tiden, men som viste sig ikke at holde stik. Det kræver derfor et stort arbejde af mennesker at tilvejebringe data og få dem gjort anvendelige. Man kan også tænke på alle de mennesker inden for Skat, der blev afskediget, fordi man har troet på digitalisering, hvorefter man har haft brug for at ansætte en masse mennesker for at rydde op eller manuelt sagsbehandle, fordi digitaliserede automatiske sagsbehandling ikke har kunnet leve op til forventningerne.

Bogen falder i 8 kapitler, hvor først bogens problemstilling beskrives. Forholdet mellem digitalisering beskrives som en ramme for bogens forståelse. I det indledende kapitel beskriver forfatterne også deres videnskabsteoretiske ståsted som sociomaterielt, hvilket betyder, at teknologi altid betragtes i relation til sociale og kontekstuelle forhold. Derfor kan man heller ikke beskrive digitalisering teoretisk. De særlige sammenhænge, teknologien står i forhold til, kræver et empirisk og konkret blik på det.

  Det andet kapitel beskæftiger sig med, hvordan man kan forstå og beskrive moderne organisationer som digitaliserede. Der er fire fundamentale træk ved digitaliserede organisationer: Forbundethed, synlighed, dataficering og automatisering. De er kendetegnet ved forbundethed ved, at alle ting gennem computere, netværk osv. Alle ting hænger sammen med alle andre ting og samtidig er det synligt, hvad alle gør og bidrager med, da det registreres løbende. Dataficering betyder, at alt skal gøres og bliver gjort til data i den digitaliserede organisation. Og endelig følger af “digitaliseringsimperativet” (s.48), at processer i videst mulige omfang effektiviseres som automatisering.

Men automatiseringen og den gnidningsfri organisation er kun front stage, for at bruge Goffmans begreb. Backstage bliver det tydeligt, at automatisering også bygger på nogle forudsætninger, som oftest lades ude af syne. Forskningen viser nemlig, “at automatisering ikke blot eliminerer opgaver, men også medfører et væld af uforudsete problematikker og nye typer opgaver” (s. 38).

De følgende 4 kapitler undersøger nærmere det usynlige digi-arbejde. Først gennem en principiel diskussion af begrebet, hvor blandt andet den føromtalte skelne mellem ‘et arbejde’ og ‘at arbejde’ trækkes frem. Usynligt digi-arbejde er det arbejde “der følger i kølvandet på digitalisering, men ofte som en ubemærket understrøm” (s. 66). Dette arbejde kan underinddeles i tre typer: forbindelsesarbejde, kompensationsarbejde og oprydningsarbejde: “Vi definerer forbindelsesarbejde som konkrete aktiviteter, der involverer etablering, vedligeholdelse og reparation af digitalt understøttede forbindelser. Kompensationsarbejde definerer vi som aktiviteter, der kompenserer for fejl og begrænsninger, der knytter sig til digitale teknologier, som lover mere, end de kan holde i praksis. Oprydningsarbejde definerer vi som aktiviteter, som modificerer, renser eller fjerner elementer, der kan opfattes som rod eller affald i en digital kontekst” (s. 67).

Der er mange gode og sigende eksempler og cases bogen igennem, hvilket er med til at gøre fremstillingen meget nærværende. Når man læser om prekære arbejdere i platformsøkonomien, der handler om tagging af billeder, bliver det virkelig mærkbart. “Indholdsmoderation er nok et af de mest beskidte online jobs, som involverer at markere materiale, som har grænseoverskridende pornografisk eller voldeligt indhold, og som ikke overholder platformenes betingelser” (s. 106). Lønnen er ussel og udføres af udsatte mennesker, der udvikler PTSD af arbejdet. Nogle inddrager ovenikøbet deres børn i arbejdet for at tjene mere.

  Men pointen er, at der er rigtig meget af den slags digi-arbejder, der ikke bemærkes af brugerne af online tjenester, sociale medier osv.  og arbejdet anerkendes heller ikke som noget, der har værdi. Det skyldes blandt andet, at dem, der udfører det, står i en virkelig prekær situation, at de enten må tage arbejdet eller sulte.

Et andet slående område er digitaliseringen af det offentlige, som kræver, at borgerne bruger deres Mit ID til en lang række tjenester. Kun omkring 6% har dispensation fra at kommunikere med det offentlige digitalt. Men reelt er der mellem 17 og 22 %, der ikke kan kommunikere med det offentlige digitalt. Og hvordan klarer de så det? Her er der et stort usynligt arbejde udført af pårørende og bekendte, der må være bindeleddet (forbindelsesarbejde) mellem den enkelte borger og det offentlige. Så når det offentlige som en digitaliseret organisation tilsyneladende fungerer gnidningsfrit i forhold til borgerne, så er det kun forsiden, man ser. For bagved udføres et stort, manuelt arbejde med at få systemet til at fungere.

Det er en vigtig bog, Justesen og Plesner har skrevet. Det er virkelig fint at få mere fokus på, at teknologi altid er filtret ind i både materielle og sociale elementer, så forestillingen om automatiseringen som noget, der rent faktisk foregår automatisk, bliver punkteret. Der er også en udmærket diskussion om, hvorvidt det usynlige arbejde så bare skal gøres synligt, hvilket ikke er så ligetil endda. Ikke mindst fordi det vil kræve et omfattende registreringsarbejde og måske overvågning, der kan virke modsat af intentionen om at forbedre arbejdsbetingelserne.

Bogen virker dog også noget langstrakt, da mange pointer gentages eller nuanceres på så mange måder, at man føler, at man læser det samme flere gange. Det opvejes dog af emnets vigtighed og langt hen ad vejen dets ubemærkethed.