Der findes Treårskrigen, Trediveårskrigen og Hundredårskrigen. En seksdageskrig findes også. Og så er der Firetimerskrigen.

Da de tyske tropper om morgenen den 9. april 1940 overskred den dansk-tyske grænse, var der i fire timer krig i Sønderjylland. Mens den danske regering i København havde opgivet enhver tanke om modstand, tog danske officerer initiativ til kamp mod de fremadrykkende tyske styrker. Der var rigtig krig i Sønderjylland, hvor 11 fra den danske hær blev dræbt, og tre grænsegendarmer blev skudt ned på klods hold på åben gade i Padborg.

At kalde den 9. april 1940 for en ´fredsbesættelse´ er ikke retvisende. Den tyske værnemagt var naturligvis klar til at bruge vold, hvis ikke danskerne makkede ret. Mindst 22 mistede livet som følge af kamphandlingerne i Sønderjylland, og 38 blev såret, herunder flere civile. Fire civile mistede livet. Hårdest gik det for sig i Haderslev, hvor det kom til kamp i gaderne.

Reelt var der krig.

Den renommerede grænselandshistoriker Hans Schultz Hansen (leder af Rigsarkivets afdeling i Aabenraa) har udsendt bogen Firetimerskrigen - 9. april 1940 i Sønderjylland og argumenterer overbevisende for, at der reelt var tale om en krig.

I forordet kaster han et kritisk blik på sin egen bog: “Hvorfor skal vi have endnu en bog om det tyske overfald den 9. april 1940? Det er et rimeligt spørgsmål, som har krav på at blive besvaret, fordi der i forvejen eksisterer en særdeles omfattende litteratur om emnet.”

Jeg kan dog ikke komme på en anden samlet fremstilling af samme kaliber som Hans Schultz Hansens bog. Han tager læseren helt ned i materien med respekt for detaljerne, men uden at overblikket går tabt. Fremstillingen er systematisk og mættet med grundige analyser, og forfatteren går i slutningen af bogen ind i en faglig kritik af den litteratur, der er udkommet om 9. april i Sønderjylland – især om kampene i Haderslev.

Grundighed
Desuden fremhæver forfatteren selv, at der trækkes på nye studier. Hvad der helt præcist er nyt, kan være lidt vanskeligt for lægmand at hitte rede i under læsningen. Men med den grundighed, der er lagt for dagen, og den store historiske faglighed, som Hans Schultz Hansen repræsenterer, kan læseren trygt ty til denne bog, hvis hun eller han ønsker den bedst opnåelige indsigt i begivenhederne i Sønderjylland den 9. april.

Et eksempel: I 2005 skrev lic.phil. Gerda Lunn Gram en artikel i Våbenhistorisk Tidsskrift (bind 38, nr. 4), hvori et noget prekært spørgsmål rejses: ´Blev en af de danske menige, der faldt som følge af kampene i Haderslevs gader, skudt af en person fra det tyske mindretal´?

Stor usikkerhed
Menig nr. 305, Hans Christian Hansen, døde efter at have været på operationsbordet. Den overlæge, der opererede ham, gemte i mange år det projektil, som han havde fjernet.

Efter en teknisk undersøgelse årtier senere viste det sig, at projektilet ikke stammede fra et af de standardvåben, som den tyske værnemagt benyttede i 1940, men fra et belgisk Mauser-gevær model 1889. Den slags geværer stod der adskillige af på sønderjyske lofter på den tid. Sønderjyske soldater, der havde været i tysk tjeneste under Første Verdenskrig, havde – uden myndighedernes kontrol – taget et sådant gevær med hjem fra fronten, da krigen sluttede i november 1918.

Historiker Gerda Lunn Gram, som var datter af den pågældende overlæge, rejste derfor spørgsmålet: Blev nr. 305 Hansen dræbt af et skud fra en civil snigskytte – sandsynligvis et medlem af det tyske mindretal, der havde gemt geværet fra sin tid i Første Verdenskrig?

Hans Schultz Hansen rejser også spørgsmålet, men konkluderer, at der er for mange usikkerhedsmomenter til, at der kan gives et sikkert svar.

De danske styrker i Sønderjylland talte den 9. april 1940 1.760 mand. De angribende tyske styrker gik over landegrænsen med mindst 24.000 mand. Der var graverende forskelle i opfattelser mellem de ledende politikere i København og den militære ledelse.

Den danske regering mente, at militærets opgave var at “konstatere overskridelser af dansk neutralitet”, som Hans Schultz Hansen skriver i bogen. Den militære ledelse mente derimod, at et forsvar gjaldt Danmarks eksistens.

I allersidste øjeblik, den 8. april, meddelte den danske regering, at den havde besluttet at trække de danske grænsegendarmer ud af det nære grænseforsvar. Grænsegendarmeriet var et militært korps, der bevogtede den dansk-tyske grænse. Men gendarmerne var over en bred kam oppe i alderen og i så dårlig form, at de ville være blevet slået til plukfisk af den stærkere tyske værnemagt.

Ifølge Hans Schultz Hansen var det den helt rigtige beslutning at trække grænsegendarmerne ud af forsvaret. Men: Timingen var helt gal.

I Padborg blev tre grænsegendarmer på klos hold skudt ned af civilklædte tyskere. Tyskerne havde en ikke ubegrundet forventning om, at danskerne ville sprænge jernbaneviadukten i Padborg for at forhindre tysk adgang ad jernbanen længere op i Jylland.

Arm bundet på ryggen
Obersterne og oberstløjtnanterne i Sønderjylland følte, at de skulle “kæmpe med den ene arm bundet på ryggen”, som Schultz Hansen formulerer det. Fra Krigsministeriet i København lød ordren til Jydske Division, at der ikke måtte foretages flytninger af styrker, medmindre der kom præcise ordrer fra ministeriet.

Den 9. april var Søgaardlejren syd for Aabenraa udgangspunkt for størstedelen af de enheder, der i Sønderjylland kæmpede for Danmark. Her sad garnisonskommandant Hintz og fattede ikke, hvorfor der ikke kom en forholdsordre fra København. I de tidlige morgentimer ydede de danske styrker dog modstand ved flere landeveje og indfaldsveje til landsbyer og købstæder. Hans Schultz Hansen forklarer forløbet næsten minut for minut og kommer med interessante fortolkninger undervejs.

Det tyske mindretal spillede en aktiv rolle den 9. april – både fra officielt hold og på individuelt plan – men fik dog ingen reel indflydelse på værnemagtens militære operationer.

Bataljer i Tønder
I Berlin ønskede regimet under alle omstændigheder at holde planerne om ´Weserübung´ (den tyske kodebetegnelse for invasionen af Danmark og Norge) totalt hemmelige, for at briterne ikke skulle komme Tyskland i forkøbet. Det tyske mindretal i Nordslesvig/Sønderjylland skulle derfor ikke have nys om noget, men ledende skikkelser som Jens Møller, leder af det tyske mindretals nazistparti, fik angiveligt kendskab til planerne ad omveje. Ikke blot fra de kendte fotos, men også fra andre kilder, ved vi, hvordan medlemmer af det tyske mindretal heilende tog imod de tyske soldater i blandt andet Tønder, Aabenraa og Haderslev. I Tønder gik det heftigst for sig. Her sørgede medlemmer af det tyske mindretal med aggressiv adfærd for at skaffe sig adgang til officielle bygninger for at få faner med hagekorsflag ud ad vinduerne og monteret på bygningerne.

En tysksindet kirketjener, der havde nøglerne til Kristkirkens tårn, banede vejen for mænd fra det tyske mindretal, der triumferende sørgede for, at hagekorsflaget kunne vaje fra kirketårnets top. På grundlag af politirapporter og straffesagerne fra retsopgøret efter 1945 kan Hans Schultz Hansen nøje beskrive, hvad der fandt sted – for eksempel i Tønder.

I Aabenraa forsøgte den nazistiske kredsleder Jep Schmidt og hans folk at tiltvinge sig adgang til en ejendom ejet af frimurerlogen St. Nicolaus. En kvinde ved navn Karen Nielsen udviste dog gennemført civilcourage ved at nægte hjemmetyskerne adgang.

15-årig dræbt
Jep Schmidt blev senere medansvarlig for hvervning af mindretallets unge mænd til tysk fronttjeneste og gjorde også selv tjeneste i Waffen-SS. Efter krigen blev han dømt for landsforræderi og indsat i Faarhuslejren ved Padborg. Han gjorde senere politisk karriere og var blandt andet medlem af Aabenraa Byråd for Slesvigsk Parti og i 1970’erne også viceborgmester i Aabenraa.

Det er tankevækkende læsning, når Hans Schultz Hansen fortæller, hvordan flere civile ikke forstod den blodige alvor, da de tyske styrker rykkede frem. Flere blev såret, og i Aabenraa blev den 15-årige mælkedreng Reinhold Fabian dræbt. Han havde dog søgt dækning, men rejste sig på et skæbnesvangert tidspunkt.

Et afsnit i slutningen af bogen handler om reaktionerne på den 9. april i Sønderjylland. De spændte fra frustration blandt de danske soldater til vrede i den danske flertalsbefolkning – især mod medlemmer af det tyske mindretal, hvor stemningen var præget af jubel.

Men, som Hans Schultz Hansen konkluderer: Det tyske mindretal havde og fik intet at juble over. Rigsregeringen i Berlin ønskede ikke at ændre 1920-grænsen, som man ellers havde håbet i det tyske mindretal. Mindretallet fik intet andet ud af sin jubel end at sætte ondt blod mellem flertal og mindretal – og grave en bred kløft mellem de to befolkningsdele i Sønderjylland, fastslår forfatteren.

Slutkampene
Slutkampene i Sønderjylland fandt sted i Bredebro i vest og i Haderslev i øst. Schultz Hansen viser, hvordan kampene i Haderslev fik en unødvendig og tragisk forlængelse.

Efter at den danske regering fik forbindelse til oberst Hartz og meddelte ham, at al modstand mod besættelsen skulle indstilles, gav Hartz den tyske divisionsgeneral Wittke besked om, at man - altså danskerne - ikke ville kæmpe længere. Men da de tyske styrker rykkede længere nordpå gennem Haderslev mod kasernen, blev der alligevel åbnet ild mod de tyske panservogne. Herfra blev der svaret tilbage med skud, og det gik ud over arbejdsmand Hans Friis, som stod på førstesalen i Nørregade 15 og kiggede ud på gaden.

En tysk soldat har formentlig troet, at geværskuddet kom fra Hans Friis, der faldt død om på stedet. Friis var far til en pige på godt tre år.

Også en anden menig, Niels Møller Schmidt, der stod på en udsigtsplatform på kasernen, blev dræbt. Og to håndværkere, Helmuth Friedrich Weitling og Carl Eduard Jürgens (begge fra det tyske mindretal), blev ramt af skud fra de tyske kampvogne.

Ordren om total dansk overgivelse var åbenbart ikke kommet helt ud.

Hvis du virkelig vil vide besked om den 9. april 1940 i Sønderjylland og kun vil læse én bog, så er det denne bog, du skal have fat i. Firetimerskrigen ver et mesterstykke – og fra nu af den autoritative grundbog om emnet.