Mange stjerner til bogen og et interessant interview med Bertel Haarder på Zetland gjorde mig virkelig nysgerrig på bogen, som jeg nu har læst.

Bertel Haarder skriver indledningsvist, at det i bogen er højskolemanden og ikke politikeren, der taler: ”i denne bog [er det] ikke så meget (…) politikeren som højskolemennesket, der tager ordet” (s. 11). Det vil jeg dog sætte et stort spørgsmålstegn ved.

Det starter ellers virkelig fint. Når Haarder taler om åndsfrihed, oplysning og dannelse, er det meget svært at være uenig, især hvis man selv er en stor fortaler for åndsfrihed, og har været på hele tre forskellige højskoler, som jeg har. Højskolerne og det danske foreningsliv, civilsamfundet, mv. kan ikke tales nok op, og det gør Haarder som regel altid godt.

Han har et blik for religionens betydning i menneskers liv - selvom han selv kalder sig for kulturkristen; og fællesskabers nødvendighed, ikke mindst i en mere sekulariseret verden, kan man næsten ikke prise nok. Og så insisterer han tilsyneladende på kunstens egenværdi.

Så langt så godt.

Men så begynder han et godt stykke inde i bogen at tale om aktiv dødshjælp. Og selvom han ikke er så glad for ´jeg føler´-argumentation, synes hans tilslutning til en eller anden form for aktiv dødshjælp at være baseret på følelser, forstået på den måde, at det især er ud fra egne oplevelser, han argumenterer.

Modstanden mod aktiv dødshjælp kalder han også ”Etisk kynisme” (s. 69), men det synes jeg strider mod hans eget udsagn om, at ”Livet er en gave. Livet er helligt” (s. 68). Mener Haarder virkelig, at det skal være straffrit at tage et andet menneskes liv i fredstid? Og så skriver han temmelig bombastisk: ”Glidebaneargumentet, som ofte fremføres imod dødshjælp, duer ikke til noget. Det er en ´debatstopper´, fordi det er ren spekulation og hverken kan bekræftes eller afkræftes” (s. 69). Men det passer jo ikke. Bare se til fx Nederlandene og Canada. Det er ganske forfærdelig, hvordan aktiv dødshjælp der er blevet en alarmerende glidebane. Det kan der sikkert også argumenteres imod, men Haarder er alt for bombastisk i sin afvisning af glidebaneargumentet.

Så kan jeg bedre følge ham i hans tanker om ’passiv dødshjælp’, selvom han ikke selv bruger udtrykket. Altså, at man ikke for enhver pris skal behandle, operere eller genoplive folk, men lade naturen gå sin gang.

Det er svære emner han tager op, og det fortjener ros – også selvom jeg ikke synes han argumenterer konsekvent.

Når man kommer til kapitel 4, får man dog noget af en overraskelse. For her trækker højskolemanden sig tydeligvis tilbage, og så får politikeren ordet. Det var jeg ikke helt forberedt på, når han har lovet noget andet til at starte med.

Her begynder Haarder at tale udlændingepolitik. Hvis man er meget enig med ham, vil man sikkert klappe i sine hænder. Hvis man ikke er enig med Haarder, er det utroligt anstrengende læsning, da tonen ofte bliver næsten aggressiv, selvom det meste er kendt stof.

Og her mangler bogen en diskussion om forholdet mellem dannelse og humanisme. Jeg er med på, at man godt kan være et dannet menneske, selvom man taler for stramninger af udlændingeloven. Men der må vel være en grænse? Hvornår er udlændingeloven blevet så stram, at humanismen lider skibbrud? Det er Haarder ikke det mindste anfægtet af, han virker snarere helt stolt af de mange stramninger. Man kan sikkert godt være humanist uden at være dannet, men kan man være dannet uden at være humanist?

Haarder, der ganske rigtigt står fadder (mit udtryk) til vores udlændingelovgivning, omtaler slet ikke alle de ulykkelige skæbner, der er resultatet af hans mange stramninger. Desuden mangler han en nødvendig sondring mellem asyl- og flygtningepolitik på den ene side overfor familiesammenføringspolitik på den anden side, selvom jeg er klar over, at der er overlap.

Noget er meget kompliceret, og Haarder har sikkert ret i nogle af sine iagttagelser. Andre ting er dog noget mindre komplicerede, og det burde i min optik være indlysende, at danske statsborgere har ret til at bo i Danmark med deres ægtefælle og evt. børn. Men sådan er det ikke pga. loven, som den er blevet, og det anfægter tydeligvis ikke Haarder. Man kan selvfølgelig have den politiske overbevisning, at alle stramningerne har været nødvendige, men når man tænker på de mange ulykkelige skæbner, de har medansvaret for, virker det temmelig upassende slet ikke at problematisere konsekvenserne.

Hvornår er der strammet så meget, at humanismen lider?

Desuden taler han både for konventionerne, men synes alligevel de er problematiske. Og selvom han tidligere har talt om, at kunsten har en værdi i sig selv, støtter han alligevel op omkring koranloven. Hvilket næsten umuliggør værker og happenings med netop koranen. Er det virkelig udtryk for åndsfrihed?

Og når han (s.105) skriver: ”Den danske ghettolovgivning med nedrivninger og ghettolister har været forbilledlig. Det samme gælder den nye arbejdspligt for kontanthjælpsmodtagere i nyttejob, som skulle have været indført for 40 år siden” – så må man spørge, om det virkelig er udtryk for dannelse? Stigmatisering, som er ghettolovens uundgåelige følgesvend, og manglende lighed for loven lyder ikke særligt dannet i mine ører. Og hvorfor i alverden skal kontanthjælpsmodtagere ikke bruge al deres tid på jobsøgning? Hvorfor stresse dem med disse såkaldte nyttejobs, så de ikke har tid og overskud til det vigtige – nemlig at få et rigtigt arbejde?

Det er fint nok, at bogen kan give anledning til refleksion og diskussion, og Haarders passion og politiske tæft skinner klart igennem, men jeg kan ikke helt finde ud af, om Haarder håber, at hans meget snak om ånd og dannelse skal kunne legitimere hans politiske holdninger; måske burde han have lavet to bøger. En om dannelse og en om politik. For i denne bog crasher disse to verdener fuldstændig, for det er en meget mærkelig oplevelse, næsten at have hænderne oppe over hovedet af begejstring, for så pludselig at blive mødt af en meget vred og indigneret politiker, som udtrykker sig meget lidt opbyggeligt. Sådan skal politikere sikkert også udtrykke sig, men jeg havde håbet, at det var højskolemanden, der førte ordet.

Desuden har han nogle underlige sure opstød. Jeg antager, disse sure opstød er vigtige for ham, når han inkluderer dem i bogen. Han brokker sig over det høje sygefravær hos store personalegrupper i dele af den offentlige sektor. Måske han burde overveje, hvorfor det er tilfældet i stedet for at bebrejde folk, at de er syge.

Og han lyder som en meget gammel mand, når han harcelerer over det, han kalder for kønsneutrale betegnelser. Altså, når en kvindelig formand bliver kaldt forperson i stedet for formand. Personligt er jeg lidt ligeglad – men forstår ikke, hvorfor man kan blive så forurettet, når en kvindelig formand får titlen forperson. Det er jo helt indlysende mere dækkende. Så kan det godt være, at det er akavet og uvant at bruge udtrykket jordeperson, fremfor jordemor, men det handler jo om vane. I dag kalder vi immervæk kassedamer for kasseassistenter eller kassemedarbejdere. Det kan vi godt finde ud af, selvom det var mærkeligt i starten. Det er ikke pjank, som Haarder udtrykker det (kassedame-eksemplet er mit eget).

Så er det noget mere interessant at læse om forholdet mellem regler og tillid. Haarder har ikke meget til overs for virksomheder og smarte advokater, der finder huller i lovgivningen, så de kan berige sig selv. Udover at det reelt er at snyde fællesskabet, selvom det tilsyneladende er lovligt, skaber det også behovet for flere regler, og det er sjældent i erhvervslivets interesse. Her burde virksomhederne vise mere samfundssind.

På samme måde opfordrer han også til, at flere melder sig ind i et politisk parti. Så ville partiernes økonomi også blive forbedret, så partistøtten kan afskaffes.

Jeg tænker, at et sjælespark ofte kan være nødvendigt. For os alle.

Men jeg forstår ikke, hvorfor han blander politik ind i det, og når han alligevel gør det, mangler der helt klart en diskussion af forholdet mellem dannelse og humanisme.

Dannelsesdelen burde de fleste kunne være enig med Haarder i. Det kan ikke siges ofte nok, og han fortjener også ros for at tage nogle meget svære emner op.

Men han burde have taget sig selv på ordet, og holdt politikeren udenfor, og placeret det i en anden bog.

Så – jeg kipper med flaget for højskolemanden. Det gør jeg ikke for politikeren.