Bedst som man gik og troede, at alting var langt bedre i gamle dage, skal det vise sig at være en floskel man bør tage med forbehold. Dette ikke kun fordi vi lever på et tidspunkt i historien, hvor der er meget man bør være uendelig taknemmelig for, men også fordi selv om mange måske tror, at det er Trumps administration der gør at vores virkelighedsopfattelse udfordres (takket være begreber som ´fake news´ og ´alternative facts´) så viser det sig, at konspirationsteorier og fiktive versioner af historiens gang historisk set er langt ældre end vi går og tror.

Vil du derfor blive klogere på hvordan folk på forskellige vis og med forskellige motiver gennem tusind år har forsøgt at vildlede, propagandere og fordreje sandheden og ikke mindst hvad årsagerne har været til dette, så er der godt nyt, for så skal du bare anskaffe dig et eksemplar af 1000 års konspirationsteorier, der netop der udkommet. Selvfølgelig kan du indvende, at sandheden ofte er meget subjektiv og mere kompleks end historiebøgerne antyder. Måske er der sandheder vi ikke får del i gennem pressen. Når det er sagt, så har konspirationsteorier også alle dage været dybt fascinerende, selv for alle os, der foretrækker at leve i en verden hvor videnskab, rationale og snusfornuft regerer.

Der er flere årsager til, at vi er fascineret af disse ofte helt absurde fortællinger. Konspirationsteorier er, nærmest uanset hvad eller hvem de handler om, rudimentært spændende. Ofte er de langt mere interessante end den håndgribelige, fysiske virkelighed som omgiver os . På samme måde som vi (læs: i al fald Kapellets skribent – red.) knuselsker fabulerende fiktion, så er konspirationsteorierne ofte fyldt med hemmelighedsfulde selskaber, ritualer, voldsepisoder eller præsenterer os for magtfulde enkeltpersoner, der forsøger at påvirke historiens gang. I en verden, der er uhyre kompleks giver konspirationsteorierne ofte en mere enkel verdensanskuelse, en konkret, ofte troværdig forklaring på årsag og virkning, der på overfladen måske kan virke mere troværdig end den som historikere eller medierne skildrer.

På den anden side, så giver disse alternative sandheder som Ole Retsbo skriver, en mulighed for at skabe undergravende propaganda, der har til hensigt at skabe fortællinger, der ofte har til hensigt at få folk til at handle, gøre oprør eller ligefrem gribe til våben.

Retsbo går i sin bog kronologisk frem. Han starter i det antikke Rom, hvor han forklarer hvordan rygter og fiktive beretninger blev benyttet politisk. Der springes hurtigt til middelalderen, hvor historer om hekse og troldkarle blev udbredt. Som mange ved, var dette både fordi kirken opfattede alle der afveg fra Biblens ord som en trussel, men også fordi visse andre kristne organisationer som f.eks. Tempelridderne pludselig blev betragtet som en reel magtfaktor. Både deres antal og økonomi blev en trussel mod paven i Rom.

Vi springer til Den franske revolution, der ud over at være banebrydende for den demokratiske tanke også synes at være dér, hvor den moderne konspirationsteori blev født. Det er her ideen om Illuminati – den verdensomspændende konspiratoriske organisation – blev født. Som skrives var det i denne periode, at der blev udgivet en lang række bøger, der hævdede at have bevis for at frimurere og andre hemmelighedsfulde selskaber var årsag til al verdens dårligdom, en kongstanke som sidenhen trækker tråde videre op gennem historien, til bl.a. den dæmonisering af jøder og de jødiske samfund, der spredte sig som en steppebrand gennem 1930´erne og kulminerede i Hitlers systematiske jødeudrydelse under Anden verdenskrig.

Omkring halvdelen af bogen fokuserer på ovenstående, mens den sidste halvdel beretter om de konspirationsteorier som i højere grad er en del af vores nuværende fælles bevidsthed: mordet på J. F. Kennedy, terrorangrebet den 11. september, Covid-19, Men in Black, Trump, QAnon, og stormen på Kongressen.

En af de mange fede ting ved Ole Retsbos bog er at den dels er ganske god til at forklare sin læser hvem og hvordan de mange konspirationsteorier er opstået, hvorfor de er opstået og hvorfor det er lykkedes at overbevise så mange af os om deres rigtighed. Samtidig forklarer han også om den konkrete virkelighed, der måske er mindre spændende, men ikke desto mindre langt mere konkret. Det gøres meget sagligt og selv om de, der krampagtigt holder fast i konspirationsteoriernes rigtighed, vil påstå at Retsbo blot er blåøjet og muligvis endda en forfatter hyret af den ”dybe stat”, så er forfatterens argumentation meget overbevisende og nogle der udspringer i konkrete data og facts.

1000 års konspirationsteorier er meget spændende læsning og en bog, der især burde læses af alle de tastaturkrigere og de der tror fuldt og fast på de fiktionelle virkeligheder som er så populære. Kapellet tvivler dog på at det er dem, er vil læse bogen, da de nok vil affeje den som ”fake news” selv om alle de ting Retsbo skriver om alle er veldokumenterede.

Selv om sandheden ofte har mindst to sider, så er det også trist at opleve at flere og flere mennesker, selv folk man måske troede var rationelle og velfungerende, bliver faktaresistente og foretrækker at leve i en verden styret af internetrygter og en amerikansk præsidents manipulerende, hadefulde retorik, frem for at befinde sig i en virkelighed, hvor vi burde forsøge at elske hinanden lidt mere og få styr på alle de reelle problemer som vores klode trues af.