“The time is out of joint”, siger Hamlet i Shakespeares stykke af samme navn. Han har lige mødt sin fars genfærd, som har fortalt, at han er blevet slået ihjel af sin bror; Hamlets onkel, der også har overtaget dronningen - altså Hamlets mor.

Man kan vel sige, at også vores tid er faldet af sine hængsler. Vi erfarer, at meget af det, vi har troet på og bygget vores verden op omkring: demokrati, civilisation, ligeværd, internationale regler og orden, er ved at falde fra hinanden. I stedet er indtrådt en tid, hvor techgiganterne, økonomiske konglomerater og autokrater tilsyneladende tiltager sig mere og mere magt, mens civilisatorisk ordentlighed står som reminiscenser fra en svunden tid.

Meget tyder på, at vi bevæger os væk fra en regelbaseret samfundsorden. Når Rusland bare kan føre krig mod Ukarine, den amerikanske præsident kan negligere landets love, techgiganterne kan være ligeglade med ophavsretsbeskyttelse og GDPR, og den saudiarabiske stat åbenlyst myrde en journalist, de opfatter som fjendtligt indstillet over for styret - ja, så er det ikke regler og lov, der styrer, men rå magt. Det er en junglelov, hvor man har magt relativt til styrke og snuhed.

Det er meget af dette Giuliano da Empolis bog Rovdyrenes tid handler om. Gennem en række konkrete nedslag i den seneste tids historiske begivenheder og møder i magtfulde organer sporer han tidsånden. Og det er et ret så pessimistisk billede, han tegner af vores tid.

Han mener således, at vi har passeret en historisk grænse, hvor det endnu var muligt at redde demokrati og en regelbaseret verdensorden: “Vi kunne have indrettet et system der byggede på regler. Indtil for ganske nylig var det stadig en mulighed; nu er det for sent. Selve ideen om at gribe ind over for råstyrkens logik – finansmarkedet og kryptovalutaerne, invasionen af den kunstige intelligens og afledte teknologier, den internationale ordens forfald og junglelovens regimente – er blevet utænkelig” (s. 76).

Bogen åbner med et blik tilbage til 1520, da spanieren Hernán Cortés ankom til aztekerrigets hovedstad. Kejseren overvejede, om de skulle bekæmpe conquistadorerne, eller om de skulle betragte dem som guder med overnaturlige evner. Han valgte ikke at beslutte noget, hvilket kom til at betyde, at spanierne overtog hele landet. Som forfatteren siger, så vanærede han sig for at undgå en krig, men endte med at få både vanære og krig - og i sidste instans blev han selv slået ihjel.

Denne historie bruger Empoli som en fortælling om vores egen tid. “I løbet af de sidste tre årtier har de politiske ledere i de vestlige demokratier opført sig over for teknologiens conquistadorer nøjagtig som aztekerne gjorde i det 16. århundrede. Konfronteret med ilden og tordenen fra internettet, sociale medier og kunstig intelligens har de underkastet sig, i håb om at en smule af tryllestøvet vil lande på dem selv” (s. 8).

Han har skrevet bogen fra “en aztekers skrivers synspunkt”; altså fra den, der i den gamle verden står og betragtet spektaklet, mens det udfolder sig. Empoli er på det gamle demokratis side. Hans ståsted er oplysningstidens ønske om et fornufts- og regelstyret samvær mellem mennesker. Samfundet skal bygge på den rationelle samtale om det fælles gode.

Empoli har været politisk rådgiver for den italienske premierminister Matteo Renzi, så han har haft adgang til magtens korridorer. Og de fleste af de små nedslag, bogen består i, er netop refleksioner fra møder mellem magtfulde politikere, finansfyrster, højerestående embedsmænd og præsteskabet af techmilliardærer. Han fortæller “i billeder snarere end begreber, med det formål at indfange en verdens sidste åndedrag inden den synker i grus, og det isnende vælde der står klar til at tage dens plads” (s. 9).

Det er let at se, at den russiske invasion af først Krim og siden den østlige del af Ukraine er et brud på den regel “man med møje og besvær havde fået etableret i årene efter anden verdenskrig, forbuddet mod at et land brugte magt til at lave om på sine grænser” (s. 37f). “Krig er kommet på mode igen”, som han tørt konstaterer, og de “der taler for den, bliver valgt til ledere” (s. 38). At tale om fred forekommer offentligheden naivt og ude af takt med tiden. Den der ikke spiller den rå magts spil har ingen fremtid i politik eller forretningsverdenen.

Men det er ikke kun Trump og andre autokrater, der inddrages i Empolis række af billeder, der viser tidernes forfald. Også en af dem, man måske opfatter som en af heltene, inddrages. Barack Obama gjorde flittig brug af den ekspertise, Googles daværende chef Eric Schmidt kunne stille til rådighed. I det hele taget fik techgiganterne meget stort spillerum i Obamas præsidentperiode, og han står derfor også som et billede på den attitude, der kendetegnede den aztekiske kejser i 1520, hvor vanære og krig følges ad. I tilfældet med Obama viser tabet sig i overgivelse af politiske suverænitet til techgiganternes frie og uhæmmede udfoldelse på bekostning af ret og rimelighed.

Og da Obama skulle søge at blive genvalgt, så det alt andet end lyst ud. Hans popularitet var faldet betydelig. Men her trådte Eric Schmidt så til. Ved hjælp af en hær af udviklere udlånt fra Google, Twitter, Facebook og andre store virksomheder kortlagde de på individniveau, hvem der har støttet Obama beregnet ud fra de digitale fingeraftryk, de har sat på sociale medier. De målrettede derefter deres kampagne på en mindre gruppe, hvor der var en vis sandsynlighed (mellem 45% og 55%) for, at de ville stemme på Obama ved det kommende valg. Under valgkampagnen sporede de “brugbare vælgere fra husstand til husstand og [sendte] hver af dem en besked der [var] tilpasset netop deres forestillinger og interesser” (s. 120).

Så, det der var en politisk sejr i 2008, da Obama kunne begejstre en masse amerikanere gennem sit budskab om håb, blev fire år senere til et forsøg på at undgå folkets dom i en politisk proces. Forfatteren konkluderer: “Hvor sejren i 2008 var politisk af natur, er den i 2012 dybest set et teknisk fænomen” (121). Obama blev valgt, hævde Empoli, med en metode, der minder ikke så lidt om den metode Cambridge Analytica brugte i forbindelse med Brexit.

Techgiganterne får stort spillerum, og derved har de også tiltaget sig en enorm magt. Og til en grad så de måske ikke længere har brug for politikere og andre forretningsfolk for at udnytte og øge magten. Måske er det sådan, at det er deres spil, hvor politikere så bliver afhængige af at få støtte fra techgiganterne frem for omvendt, som det måske var tilfældet for 20 år siden.

Rovdyrene trives i og med kaos og usikkerhed. Det er også her, de lettere kan pege på, hvordan man kan løse de problemer, som kaos er et udtryk for. De er ikke afhængige af at følge regler og procedurer. Den kan få ting gjort, fordi de ikke behøver at tage så mange hensyn. Er folk bekymret for indvandring, kriminalitet, flydende kønsgrænser og så videre, så tilbyder nutidens autokrater løsninger, som de kan iværksætte uden at gå op i menneskerettigheder eller juridiske spidsfindigheder.

De gammeldags demokratiske politikere henviser til love, regler, konventioner - de er dybest set jurister af sind. Men derved kommer det bare til at ligne snak, hvor procedurer går forud for resultater. Trump kan sende Nationalgarden ind med henvisning til kriminalitet i større byer ledet af demokrater, ligesom man andre steder kan udsende dødspatruljer for at bekæmpe bandekriminalitet uden at tage hensyn til dommerkendelser og lange retssager.

Rovdyrene skaber kaos, men viser også hele tiden ud af kaos, men kun for at skabe mere kaos. Beslutningsomhed og uforudsigelighed er deres kendetegn. Det handler om The deal, og vejen dertil er ligegyldig. Det er resultatet, der tæller.

Og kunstig intelligens er også en del af denne rovdyrenes tid. Ikke alene ledes techgiganterne er multimilliardærer, der mener, at de kan tillade sig hvad som helst, fordi de kan betale sig fra det. Bezos bryllup i Venedig kunne her være et eksempel, eller Musks måde at behandle statsansatte på. Men også teknologierne er udtryk for den samme tendens. “Der er intet demokratisk eller transparent ved den kunstige intelligens’ magt. Mere end artificial er AI en form for autoritær intelligens, som centraliserer data og omdanner dem til magt” (s.135).

Hypen om kunstig intelligens og generativ kunstig intelligens tilbyder en ny verden, hvor mennesker for superkræfter ved at anvende teknologien som en forlængelse og forstærkning af deres eller biologisk begrænsede kapacitet. Den kunstige intelligens er endnu et skridt i retningen af en posthuman ideologi om overmenneske - også kendt som singulariteten, hvor menneske og teknologi er smeltet sammen i en forestilling om udødelighed; men måske kun en udødelig for de udvalgte.

“Også AI finder næring i kaos, men den lover os en ny orden: rationel samfundsledelse, databaserede beslutninger, det ligner i teorien teknokraternes drømmescenarie. Der er bare én hage ved det. For at bane vejen for AI-rigets komme er det nødvendigt at erstatte viden med tro. [...] Ligesom Kierkegaards Gud kan den kunstige intelligens ikke tænkes i rent rationelle begreber. Kun ved at give sig hen til troen kan man træde i forbindelse med den” (s. 143).

Det er en fornøjelse at læse Rovdyrenes tid. Den er velskrevet og underholdende, selvom den tegner et mørkt billede af vores tid. Man kan nok mene, at Empoli plukker fra de historier, der giver et entydigt billede af den aktuelle tid. Han kigger ikke efter undtagelserne eller de åbninger for et nyt håb.

Han betragter den regelbaserede verden som et intermezzo i menneskehedens historie. Derfor vil det også være naturligt, at det demokratiske mellemspil vil forfalde og samfundene vende tilbage til en naturtilstand, der er reguleret på samme måde som andre flokke af andre rovdyr: “Rovdyrenes tid er, i sidste ende, bare en tilbagevenden til normaltilstanden; anomalien var den korte periode hvor vi troede vi kunne styre det blodtørstige magtbegær med et system af regler” (s. 81)

De aztekiske skriver peger på et problem, men han anviser ikke veje til håb. Det er op til læseren selv at komme med det for at vise, at andre valg er mulige.