Jeg er altid nysgerrig efter, hvordan folk tænker tro og kristendom. Hvad fik en person til at stoppe op og undersøge kristendommen nærmere? Hvad betyder troen egentlig for vedkommende, og hvad vil det overhovedet sige at tro?

Eksistensens serie Kristendommen ifølge… er efterhånden kommet med utallige bud, og de har godt nok været forskellige. Lige fra et udtryk, hvor kristendommen har forekommet mig noget rent ydre, altså ´kun´ tradition eller en tankesag. Og den anden yderlighed, hvor kristendommen bliver så inderlig, at den, hvis det bliver sandhedskriterie, bliver ekskluderende, ja næsten farisæisk i sit udtryk (selvom alle versioner af kristendom har et farisæisk element i sig).

På dette punkt er netop Nils Gunder Hansens bidrag et skoleeksempel på problemstillingen, da det lader til at være dette skisma, han har undersøgt i store dele af sit liv.

Hvor intellektuel må forholdet til kristendommen være? Hvor umiddelbar eller inderlig kan eller skal den være? Hvordan med forholdet mellem det ydre og indre udtryk?

Kan det være udtryk for en andagt at sidde med en kop te og lytte til et kulturprogram på P1? Kan fodbold være en meningsfuld religion(serstatning)? For dem af os, der oplevede EM1992, og som oplevede denne EM-aften som en af de mest intense i vores livshistorie, er det til at forstå, hvor dedikeret man kan være til en sportsgren.

Men der må vel trods alt være forskel på en ’rigtig’ religion som kristendommen og intense og sublime kunst- og kulturoplevelser? Er man rigtig heldig, kan begge fænomener give a-ha-oplevelser og bringe nye livsveje for dagen. Store kunst- og kulturoplevelser skal bestemt ikke undervurderes, men der må vel stadig være forskel?

Det er tydeligvis et af de spørgsmål Gunder Hansen har kæmpet med. Eller for at sige det samme på en helt anden måde: Hvor bogstavelig må eller kan man tage evangelierne, der jo fremfor noget er udtryk for kristendommens kerne eller væsen?

Det, der skulle adskille kristendommen fra andre sandhedspostulater, skulle jo være, at Jesus-historien faktisk er en historisk begivenhed. Måske ikke 1:1, men i hvert fald i kernen, eller som principiel tanke.

Han referer til en Israel-rejse (før verden gik af lave den 7. oktober 2023, som han skriver), hvor han måske måske-ikke var på lokationer, hvor Jesus faktisk også havde sin gang på sin tid. Ved Geneserat Sø, ved stedet for Den Sidste Nadver, mv. Jeg mindes selv min egen tur til Vestbredden og Jerusalem i 2016, hvor vi bl.a. også besøgte Grædemuren og Getsemane Have. Som han skriver: ”Måske var det ikke lige her, men så var det i hvert fald et sted i nærheden. Under alle omstændigheder følte man en fysisk nærhed; man stod i forbindelse med et historisk spor efter det eller den allerstørste”. (s. 76). Man står med andre ord med følelsen: Det skete faktisk!

Han kalder det ”genkomsten af det bogstavelige” (s. 83), og hans pointe er ikke, at vi pludselig skal være skriftfundamentalister. Faktisk er det uklart, præcist hvad han mener, og det skyldes sikkert det vanskelige i at være alt for konkret, når man skal svare på, hvor bogstaveligt noget skal tages.

Men hans pointe er nogenlunde klar: Selvom det ældste evangelium er fra cirka år 70, og derfor cirka 40 år ældre end korsfæstelsen, (ca. 33 plus/minus) og derfor – på grund af tidsafstanden – skulle gøre evangeliet mindre troværdigt, så må vi huske, at evangelisten med stor sandsynlighed var i levende live på Jesu tid. Og vi må huske på den stærke mundtlige tradition.

Derfor er det rimeligt at antage, at ordene er nedfældede på grund af faktiske hændelser. Det betyder ikke, at evangelierne skal læses som historiske beretninger, men at det dog ikke er ren fiktion, og her har vi netop det rimelige postulat, at der må være en historisk kerne. Det er ikke helt Gunder Hansens egne ord, men han forsøger i hvert fald at argumentere for, at problemet med tidsafstanden er langt overdrevet. Folk, der i dag er 80 år, kan jo sagtens have en levende erindring om ungdomsrevolutionen sidst i 60erne, hvis de var tæt på. Selvom det er over 50 år siden (mit eksempel).

Jeg kunne godt have ønsket mig, at han havde diskuteret dette endnu mere, men da han også har genopdaget bønnen, kommer den til at fylde forholdsvis meget til sidst. Det kan man ikke klandre Gunder Hansen for, da det jo er hans syn på kristendommen, bogen handler om, men den slutter med en relativ lang bøn til en af hans sønner. Den kunne godt have været kortere, selvom jeg forstår hans trang til at holde bønnen.

Når nogen – her Gunder Hansen – er tæt på at have fat i noget utroligt vigtigt, når kristendommens postulat om at være Sandheden skal diskuteres, så havde jeg håbet på endnu mere – det fremgår tydeligt af bogen, at han sagtens kan nørde tankegange og udtryk rigtig meget, hvis han er i det humør.

På den anden side er det måske et meget godt udtryk for forståelsen af kristendommens sandhedspostulat: Man kan være så helt utrolig tæt på at have fanget den, og ENDELIG have de ypperste argumenter for hånden, men lige akkurat, som man faktisk tror man har den, kan man alligevel ikke gribe den fuldstændig.

Og så ender det – måske – med en (lang) bøn til Gud i stedet for.

Måske er det fordi, jeg har kunnet spejle mig i nogle af refleksionerne, at jeg har læst bogen med så stor interesse – forholdet mellem kristendommen som en tankesag og historisk begivenhed.

Eller måske er det simpelthen fordi, at Gunder Hansen har fat i noget af det mest centrale, når det gælder kristendommens sandhedspostulat (ikke mindst sat overfor sublime kunst- og kulturoplevelser).

Det er i hvert fald uhyre interessant læsning, selvom bogen taber pusten lidt til sidst, når der går bøn i den, men som antydet kan det være en pointe i sig selv.