Den daglige stoiker: 366 meditationer over visdom, vedholdenhed og livskunst / Ryan Holiday og Stephen Hanselman / 426 sider
Bechs Forlag. ISBN 9788771837889
Anmeldt 23/9 2025, 11:39 af Birgitte Amalie Thorn
Bogen for dig, der gerne vil møde udfordringer med stoisk ro
Bogen for dig, der gerne vil møde udfordringer med stoisk ro
« Tilbage
Mange af os har fra tid til anden bakset med livets store spørgsmål. Hvordan bliver jeg lykkelig? Hvordan kan jeg være et godt menneske? Hvad er meningen med livet egentlig? Den filosofiske retning stoicismen fra antikkens Grækenland er blevet voldsomt populær igen de senere år, netop fordi den giver et bud på disse eksistentielle spørgsmål. Siden forfattere og nutidsstoikere Holiday og Hanselman udgav Den daglige stoiker i 2016, er den blevet lidt af en bibel inden for håndbøger om stoicismen. Nu er den oversat til dansk.
Den daglige stoiker er opbygget som en relativt letlæst ’visdomskalender’: Hver dag læser du en ny side i bogen. Hver side indledes med et citat af en af antikkens stoikere, og dernæst følger forfatternes udlægning af citatets budskaber, og hvordan de kan bruges i en moderne hverdag. Der er oven i købet tænkt på skudår; derfor rummer bogen 366 sider – eller ’meditationer’, som de også kaldes.
Bogen er desuden struktureret efter temaer som pragmatisme, problemløsning og opmærksomhed. Målet er, at vi læsere får indspark til, hvordan vi finder indre ro, fokus og styrke, uanset hvad vi måtte møde i den ydre verden. En af hovedpointerne er, at det eneste, du har kontrol over, er dit sind. Dermed er der heller ingen grund til at lade dig slå ud af ting, der alligevel er uden for din handleradius.
Den daglige stoiker er inspirerende og tankevækkende læsning. Selvom bogen er over 400 sider tyk, er den lige så nem at snuppe i mundrette bidder som en plade Rittersport. Formatet egner sig godt til de fleste moderne menneskers liv, der ofte er præget af travlhed og afbrydelser. Du behøver desuden ikke have noget kendskab til filosofi eller stoicisme på forhånd.
Visse dele af bogen er mere svært tilgængelige. Sproget og den antikke tankegang i de oversatte citater kan virke knudret. Bogen afrundes desuden med en lettere langhåret gennemgang af ”senstoisk praksis”. Her optræder for eksempel en del filosofibegreber på græsk, da stoicismen netop blev grundlagt i Grækenland 300 år før vor tidsregning. Denne del kan man dog bare springe over.
Bogen henvender sig til det moderne menneske med en travl hverdag, som søger efter ro, klarhed og mening, og som savner konkrete værktøjer frem for abstrakt teori. Det dagbogslignende format vil også appellere til dem, der holder af daglige ritualer. Dette er en bog, du kan lægge væk i travle perioder, og tage frem igen måneder senere uden at have mistet tråden eller glemt pointerne. Vil du hellere have en grundig, systematisk gennemgang af stoicismen, er det nok ikke denne bog, du skal begynde med.